Dag 4: Mexicanske mord overgår fantasien

Berlinalen vælger ofte at lade sine priser gå til nye talenter, som det skete sidste år år med Mikkel Boe Følsgaard, der modtog en Sølvbjørn for sin rolle i En kongelig affære. 

Vælger Wong Kar-wai og resten af juryen at gøre det samme i år, bliver det svært at ignorerer Pauline Étienne. 

Den 23-årige belgier viser stort format i rollen som nonnen Suzanne Simonin i Guillaume Nicloux’ La Religieuse. Filmen er en nyfortolkning af Denis Diderots berømte roman af samme navn, tidligere filmatiseret i 1966 af Jacques Rivette under den danske titel Bag klostrets mure. 

Vi er i midten af syttenhundredetallet, hvor den sekstenårige Suzanne Simonin bliver sendt i kloster af sin familie. Den viljestærke pige nægter at vie sit liv til Gud på katolicismens præmisser, og sådan starter en tilværelse bag de lukkede mure, som udvikler sig til et sandt helvede. 

Fra drama til komedie
Klosterets hykleriske og ondskabsfulde priorinde udsætter hende for pinsler og ydmygelser på stribe, men som en anden Jeanne d’Arc gør Simonin stædig modstand. 

Og her træder Isabelle Huppert ind i handlingen som en lesbisk nonne, der bliver besat af den unge og uskyldige Suzanne. 

Den franske stjerne stjæler billedet fra den unge belgier og spiller – som altid – så eminent, at det flere gange truer med at bryde illusionen. I filmens første time var der så stille i salen, at man kunne høre, når publikum sank en klump i halsen under de grumme scener. I den sidste del – hvor Huppert træder ind på scenen – lød det, som om det var en komedie, der udspillede sig på lærredet. 

Alligevel lægger La Religieuse sig i den bedre ende af de ni film, som indtil videre er vist i festivalens hovedprogram. 

Anstrøg af Haneke
I den canadiske, fransksprogede Vic + Flo Ont Vu Un Ours står den også på lesbiske karakterer. Vic prøveløslades efter en livstidsdom og slår sig ned i et hus i et skovområde. Hun opsøges af sin kriminelle elsker Flo, som vi fornemmer, hun har mødt i fængslet. 

Den idylliske kærlighed afsluttes brat, da nok en hårdkogt kvinde fra Flos fortid ankommer for at gøre et regnskab op. 

Denis Côte har instrueret den særprægede film, der stiller langt flere spørgsmål, end den giver svar på. Vi finder aldrig ud af, hvad Vic og Flo har på samvittigheden, eller hvad fortidens opgør handler om. Côtes instruktion har et anstrøg af kølig Michael Haneke over sig, men er langt fra den østrigske mesters niveau. 

Filmen delte vandene ved visningen, og skal man udnævne en dark horse i kampen om Guldbjørnen, kunne det meget vel være Vic + Flo Ont Vu Un Ours. 

Kvalmefremkaldende drab
Blandt Panorama-sektionens dokumentarfilm stod den i dag på mexicansk narko- og popkultur. Fotografen Shaul Schwarz har i en årrække fulgt den mexicanske narkokrig på tæt hold. 

I Narco Cultura går han bag om fænomenet ”Narcocorridos”, mexicanske folkesange, som hylder drab og stoffer. I Los Angeles og El Paso følger vi flere af musikerne, som selv mener, de er ved at skabe en genre på niveau med rapmusikken. I deres øjne er de mexicanske narkokonger moderne udgaver af Robin Hood. 

Mens vi følger de musikalske amigos skildrer Schwarz sideløbende, hvordan den narkokrig, som de glorificerer så højt, i virkeligheden udspiller sig. Og vi er vitterlig langt fra Robin Hood. 

Vi er med narkopolitiet på arbejde, og alt bliver serveret råt for usødet. Fra børn, der ligger med hjernemassen skudt ud af hovedet i den mexicanske ørken, til gennemhullede og blodindsmurte nøgne kroppe på lighuset. 

Dokumentaristens billeder overgår simpelthen fantasien, og flere blandt publikum udstødte kvalmende lyde over det, de var vidner til på lærredet. Schwarz’ krydsklipning mellem den mexicanske virkelighed og musikernes narkohyldest i Amerika forstærker det i forvejen usympatiske portræt af de smagsløse sangere i sådan en grad, at man får løst til at forlade biografsalen. Hvilket flere da også gjorde. 

Narco Cultura fik verdenspremiere på Sundance og er produceret af danske Lars Knudsen og hans selskab Parts & Labor. Knudsen har fortalt, at det var et mirakel, at instruktøren slap ud med livet i behold. Heldigvis er resultatet en stærk og foruroligende film, der virker som en potentiel kandidat til publikumsprisen for bedste dokumentarfilm. 

Flere hug til Charlie Countryman
Berlinalens fjerde dag havde flere stærke film på programmet, men den film,som alle taler om, har vi stadig til gode. Og dog. For faktisk talte mange om The Necessary Death of Charlie Countryman, som blev vist i går. Både i biografsalene og den overrendte Starbucks kunne man således overhøre samtaler fuld af gloser, som ikke skal gengives her. 

Branchebladet Screen har dagligt et kritikerpanel, som deler stjerner ud til hovedkonkurrencefilmene. I dagens udgave fik action-komedien med Mads Mikkelsen hele sorte krydser – den absolutte bundkarakter – fra fire ud af otte anmeldere. De fire øvrige var heller ikke just begejstrede. En skæbne, der overgår langt de færreste film.