Michael Gambon er død

Han har spillet alt fra stykker af Shakespeare over den finere filmkunst a la Peter Greenaway og Wes Anderson til den rolle, som de fleste kender og elsker: verdens mægtigste troldmand, Albus Dumbledore, i Harry Potter-serien.

Michael Gambon har stort set prøvet alt som skuespiller, men nu har han spillet sin sidste rolle. Den 82-årige skuespiller døde i dag fredfyldt på et hospital af en lungebetændelse, meddeler hans familie.

Han efterlader sig hustruen Anne Miller Gambon, en voksen søn og to teenagesønner.

Faktisk var han ikke førstevalget til den rolle, som han er blevet verdensberømt for.

I de to første Harry Potter-film spilles rektoren på Hogwarts nemlig af Richard Harris, men da han i 2002 døde af kræft, trådte Gambon til.

I de seks resterende Harry Potter-film – fra 2004 til 2011 – gav han karakteren Dumbledore en mere uforudsigelig og forfriskende energi. Talen var tydeligere og bevægelserne større, og i det hele taget passede hans tilgang til rollen perfekt til seriens tiltagende kompleksitet.

Michael Gambon blev som Dumbledore kort sagt den store fascinerende faderfigur.

Snød sig til skuespilkarriere
Michael Gambon blev født i 1940 i Dublin. Og han kan takke sin fars fremsyn for, at han en dag kunne modtage en række britiske titler.

For da familien flyttede fra Irland til England i 1946 for at hjælpe med genopbygningen af et sønderbombede London, sørgede ingeniørfaren for, at seksårige Michael Gambon fik britisk statsborgerskab.

Og det betød, at Gambon flere årtier senere kunne blive optaget i Order of the British Empire for sine præstationer som teaterskuespiller. Han kunne kalde sig ”Sir”.

Han voksede op i et strengt katolsk hjem og tjente i en periode som alterdreng. Som femtenårig fik han læreplads som værktøjsmager, og i en alder af 21 blev han uddannet som ingeniørtekniker.

At få uddannelsen i hus trak tænder ud.

For da han som nittenårig oplevede sit første professionelle skuespil, var han solgt. Han oplevede et uophørligt kald til scenekanten, men problemet var, at han ikke havde nogen erfaring eller forbindelse til scenekunsten.

I et interview med The Herald fortæller han åbenhjertigt om, hvordan han løj sig vej ind i teaterverdenen. Med et strålende cv – prydet af flere års erfaring – snød han sig i en alder af 24 ind i en irsk teatertrup på Dublins Gate Theatre.

Olivier som mentor
Da han et år senere var til audition, faldt han og skuespillerlegenden Laurence Olivier i snak. Olivier var på udkig efter nye medlemmer til sin trup, og takket være sine mange års ”erfaring” blev Gambon optaget.

Gambon spillede små roller og var med bag kulissen, når Oliver opsatte produktioner som Hamlet med Peter O’Toole i hovedrollen.

Gambon fik i slutningen af 1960’erne sine første hovedroller i Shakespeare-værker som Othello og Macbeth. 

I 1967 medvirkede han i BBC-adaptation af Shakespeares Much Ado About Nothing. Siden delte han sin tid mellem scenekanten og flimmerkassen, hvor han medvirkede i alt fra historiske dramaer, en canadisk miniserie og en række BBC-antologi-serier.

Feberfebrilske visioner
En af hans bedste roller er som forfatteren Philip Marlow i Dennis Potters banebrydende serie Den syngende detektiv fra 1986.

Philip bliver indlagt på hospital med en alvorlig hudsygdom, som lammer ham fra top til tå og gør ham både depressiv og aggressiv.

I en svimlende, associativ monolog vikles vi ind i hans tankeunivers, som kredser om en traumatisk opvækst, besværet med at skrive en detektivroman og hans tanker om livet og døden.

Philip løfter sig over sin skæbne med en knastør humor, som Michael Gambon leverer overbevisende. Hovedpersonen hallucinerer i sin febertilstand, og serien udvikler sig til en forunderlig blanding af karakterstudie, musical og thriller.

For rollen i Den syngende detektiv vandt Gambon prisen for bedste skuespiller i britiske Bafta – en tv-pris, han i øvrigt vandt yderligere tre gange.

Han fik en enkelt Golden Globe-nominering for miniserien Path to Glory (2002), ligesom han to gange blev nomineret til en Emmy.

Uforglemmelig skurk
Hans nok mest markante filmrolle er den vulgære og voldelige restauratør Albert Spica i Peter Greenaways hyperæstetiske, barokke drama Kokken, tyven, hans kone og hendes elsker fra 1989.

Gambon var med sit udseende oplagt til grovkornede roller, og i Greenaways film spiller han den tyranniske bølle med en intensitet, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen. Det er en frydefuld forløsning, da hans kone til sidst tager grufuld hævn ved at … spise ham.

Han medvirker også i Henry James-filmatiseringen The Wings of the Dove, Michael Manns whistleblower-thriller The Insider (1999), Robert Altmans krimikomedie Gosford Park (2001) og en række film af den amerikanske auteur Wes Anderson, heriblandt Life Aquatic og Fantastic Mr. Fox fra henholdsvis 2004 og 2009.

Selv om Michael Gambon gennem 00’erne ofte var at finde på det store lærred, fortsatte han med at indtage teaterroller.

Han modtog i alt tretten nomineringer til Laurence Olivier-prisen for bedste skuespiller i et teaterstykke. Heraf vandt han tre.

Svært ved at huske replikker
I 2014 fortalte i et interview med The Times, at hans hukommelse var blevet så dårlig, at han blev tvunget til at have en øresnegl i, når han gik på scenen.

Og kort tid efter, som 74-årig, så han sig nødsaget til at trække sig fra større roller på teateret. ”Det er forfærdeligt at indrømme, men jeg kan ikke mere. Det knuser mit hjerte,” sagde han.

Alligevel fortsatte han med at tage roller i film og på tv, hvor det ikke krævedes, at han skulle kunne huske lange monologer.

Hans sidste filmrolle er i den britiske horror-thriller Cordelia (2019), som vil gå i glemmebogen. Men det vil Michael Gambon ikke. Han vil blive husket for sine karismatiske roller og imponerende spændvidde.