Nyhed
08. mar. 2019 | 10:23

Michael Jackson er løs på DR

Foto | Wade Robson archive/Amos Pictures
Dokumentaren om Michael Jacksons angivelige overgreb på to unge drenge, Leaving Neverland, byder på drengenes billeder af popstjernen fra 90’erne.

Den kontroversielle dokumentar Leaving Neverland, der beskylder popstjernen for pædofile overgreb, kan nu streames på DRTV.

Af Nicki Bruun

Vi er stadig i starten af 2019, men det er svært at forestille sig en film få mere opmærksomhed i år end Dan Reeds Leaving Neverland.

Dokumentaren med to mænds anklager om pædofile overgreb begået af popstjernen Michael Jackson har skabt overskrifter, siden Ekkos udsendte så den ved verdenspremieren på Sundance-festivalen.

”Man skal se Michael Jackson-dokumentaren Leaving Neverland med bind for øjnene og vat i ørerne for stadig at kunne danse til Billy Jean,” skrev Niels Jakob Kyhl Jørgensen fra Sundance og uddybede senere i den første anmeldelse i danske medier:

”Dan Reeds dokumentar er et partsindlæg i debatten, men den er først og fremmest et følelsesmæssigt udmattende portræt af to mænd, hvis liv er blevet ødelagt af et overgreb i deres barndom.”

Nu kan du selv vurdere filmen. Fra i dag vises Leaving NeverlandDRTV, hvor den i de næste tre år vil ligge i to afsnit af halvanden time hver.

Det nye nummer af Ekko, der er på gaden i morgen, byder på en artikel, hvor filmens to medvirkende – Wade Robson og James Safechuck – fra Sundance efter premieren fortæller om deres bevæggrunde for at stå frem i filmen.

Ud af Simpsons
Siden den amerikanske tv-premiere på Leaving Neverland har verden reageret ved at lægge afstand til Michael Jackson.

Nogle radiostationer har meddelt, at man ikke vil spille popstjernens musik i en periode. Og nu siger en af producerne bag The Simpsons, James L. Brooks, til Wall Street Journal, at skaberne af serien vil trække et afsnit fra 1991 tilbage, hvor Jackson lægger stemme til figuren Kompowsky.

”Jeg er imod på nogen måde at brænde bøger. Men dette er vores bog, og vi er i vores fulde ret til at tage et kapitel ud,” udtaler Brooks til avisen.

Der har også været kraftige modreaktioner på filmen – især blandt fans på de sociale medier.

Boet efter Michael Jackson har også sagsøgt producenten HBO for den nette sum af 658 millioner kroner, men der er endnu ingen udvikling i den sag.

Trailer: Leaving Neverland

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko