Mig og min næse

Introduktion

Dokumentaren Mig og min næse er instrueret og udtænkt af Ziska Szemes og produceret af Lise Saxtrup. Filmen deltog i den seneste Cph:Dox og fik her en god modtagelse. Siden er den udgivet på dvd’en De fremmede — ni film om mennesker på grænsen, som fulgte med Ekko #47.

Ziska Szemes er, som hun selv præsenterer det, både født og opvokset i Sverige med en indisk‐engelsk mor og en ungarsk far. Hun er svensker, siger hun, men bor i Danmark. Det gør hun ikke, fordi hun er særlig betaget af vores nationalkarakter, men fordi hun er gift og har børn med en københavner. Hun kom her for at blive uddannet på Filmskolens animationslinje. En sådan har man nemlig ikke der, hvor hun kommer fra. Filmens omdrejningspunkt er Ziska selv og, som titlen bøjer i neon, hendes optagethed af sin næse. Så udover at stå for filmens præmis og koncept har instruktøren altså også gjort sig selv til filmens ”offer”, eller skulle vi sige skuespiller? Det kan diskuteres. Det gør vi senere.

Handling, motiv og tema

Mig og min næse er en dokumentar med et klart ærinde. Den vil stikke sin næse i andedammens varme kartoffel: indvandrerdebatten. Undskyld min platte humor og det surrealistiske billedsprog, men det passer godt til filmen. Filmen har ingen fine fornemmelser, men maser lige på og bruger alle kneb.

Ziska vil altså ligne det, hun føler sig som: en svensker. Og det gør hun ikke, for hendes store næse – det man på dansk kalder en braktud – er af anden etnisk herkomst end svensk. Knebet med at lade hele den abstrakte problemkreds om udseende, herkomst og racisme gå ud fra næsen fungerer. Fra første suk sidder eleverne ude på kanten af stolen, sitrende af irritation over, hvor urimeligt hun stiller problemet op. De involverer sig også intenst – paradoksalt nok fordi de instinktivt reagerer mod Ziskas uklædelige selvudlevering. Nej, hvor pinligt at tale om, ja, ligefrem at vise sin store næse – i ultranær. Eleverne er selv vant til at overskride alle mulige grænser, men det her kommer alligevel lidt bag på dem. Men efterhånden blødgøres de, for dels er Ziska ikke helt uden charme og dels indfanges de snart af set up’et. Og det’ jo ganske vist, folk går meget efter udseendet.

Filmens plot er enkelt. Problemet stilles klart op, og problemløsningen går straks i gang med Ziska i rollen som den ufortrødne. Hun opsøger på skift en række venner og fagfolk, og gennem samtaler, der har karakter af små sketchagtige scener, hvor der både er situations‐ og replikkomik, når hun frem til en ny erkendelse. I starten gik hun til plastikkirurg for at få næsen ordnet. Til slut besinder hun sig og lander meget klogere på et multikulturelt højniveau, hvorfra hun ser sig tilbage over skulderen og ned i dalen på dem, der står tilbage.

På trods af genren dokumentar – filmen blev jo som sagt vist på den seneste Cph:Dox – anvendes ikke bare et decideret plot og en sketchagtig humor. Der er også tale om en fiktionstypisk fordeling af rollerne. Hvis Ziska er offeret, der tager sagen i egen hånd, så er jo eksempelvis plastikkirurgen skurken, der viser sig som en good guy. I en af de personlige samtaler, som de to ender med at have mod slutningen, lægger han ganske overraskende kniven og minder hende om, at næsen jo ikke bare skal være pæn, så at sige an sich, men at den jo også skal passe til hendes personlighed.

Denne for filmen centrale replik afstedkommer et veritabelt peripetisk omslag. Ziska må nu vælge: Vil hun tage sig godt ud ved en jobsamtale eller hos bageren, eller vil hun holde fast i sin vennekreds? Endelig må det nævnes, at filmen også har en serie søde, små tydeliggørende animationsstrimler kørende. Som sådan og med det hele indskriver filmen sig altså som en postmoderne jeg‐dokumentar.

Et undervisningsforløb

Til skolebrug har den et godt format både spilletids‐ og formmæssigt. Den er lige til at gå til. Den forklarer sig både hurtigt og forbavsende veltalende og grundigt. Man bliver indfanget og lidt klogere hen ad vejen. Emnet er jo efterhånden fortærsket, også i elevøjne. Så den skal kunne overvinde en række elevparader og være endnu en time om dette emne værd. Det gør den, og det er den, på sin helt egen måde.

Jeg har haft Ziska Szemes og Lise Saxtrup på besøg på skolen hos to af mine hhx‐klasser. Som forberedelse til mødet bad jeg eleverne i 1.g dele sig i fire hold: et hold, som kun måtte sige noget godt om filmen, og ét, som kun måtte sige noget dårligt. Find syv gode og syv dårlige ting ved filmen! Resten skulle forholde sig almindeligt nuanceret og analyserende. De gik påvirkede af filmen til opgaven med humør, og vi fik lavet de to lister, som blev diskuteret godt igennem.

På plussiden var der pæn enighed om, at filmen havde en forfriskende ny måde at se på problemerne på. Der var også ris til filmen, det elsker vores elever jo. Det er vigtigt i den forbindelse at bede dem begrunde kritikken fagligt. Selv om de umiddelbart blev fanget ind af Ziskas urimeligheder, blev det også kritiseret, at ”hun gjorde sig dummere i starten, end hun var!” Et andet kritikpunkt lød: ”Hun er racistisk mod sig selv og sin familie,” og videre endnu: Hun er irriterende, hun gentager sig selv, og der er noget amatøragtigt over filmen.

Filmen var et godt oplæg til en spontan emnediskussion, som vi tog straks, da filmen var færdig. Diskussionen endte for en af de søde piger med det tankevækkende spørgsmål: ”Hun var da fed! Hvorfor vil hun være svensker?” Altså en respons helt på bølgelængde med filmens egen konklusion.

Herefter fik eleverne til opgave at skrive en anmeldelse af filmen. Her skulle de ud over det indholdsmæssige også forholde sig til filmens form. I får lige citeret en passage fra den, som vandt konkurrencen om den bedste anmeldelse:

”... I begyndelsen af filmen hader Ziska sin næse og vil have den opereret, men i løbet af filmen får Ziska tilegnet sig en masse oplysninger om, hvor hendes forfædre måske kunne stamme fra, og hvorfor hun ser ud, som hun gør. Hendes veninder fortæller hende, at de alle sammen opfatter hende som svensker, og at det ikke drejer sig om, hvordan man ser ud, men hvordan man er som person. Det fungerer som en øjenåbner for Ziska, der undervejs lærer at acceptere sin næse, fordi den er en del af hende.

Vi giver filmen fire stjerner, da vi følte os godt underholdt under hele filmen, og fordi den med kritiske udtalelser og spørgsmål tvinger seeren til at kigge indad og besvare spørgsmålene ud fra personens eget liv. Den er et frisk pust i dokumentargenren, da den overrasker seeren, der forventer at se en klassisk dokumentar.

Filmen får ikke topkarakter, da den nogen steder er langtrukken og gentager sig selv mange gange.

Og lige en lille husker til sidst: ”Alle mennesker stammer fra Afrika.” Tænk på det næste gang du skal til at dømme et andet menneske på hudfarve eller udseende.”

Anette og Pernille fik for denne besvarelse et eksemplar af Ekko med den vedlagte dvd. Huskeren til sidst bygger på et citat fra filmen.

Flere didaktiske overvejelser

I en 2. eller 3.g‐klasse kunne arbejdet videreføre form‐undersøgelsen af filmen som en postmoderne jeg‐dokumentar. Se for eksempel min artikel Dokumentaren i grænselandet, Ekko # 18 eller søg den på Ekkos hjemmeside. Her behandles blandt andet Family af Sami Saif og Phie Ambo, som Szemes selv peger på som en vigtig inspiration.

Inddrag også Den evige fremmede, et interview med Ziska Szemes af Henrik Østergaard, som findes på Ekkos hjemmeside. Her er der baggrundsstof til en karakteristik af instruktørens intentioner og motiver.

Naturligvis ligger en indholdsmæssig undersøgelse lige for. Hvis problematikken allerede er uddebatteret, kan I jo se på denne evergreen: For store næser. Det er ikke nogen spøg! Klassikeren af Rostand om Cyrano de Bergerac og alle de efterfølgende filmatiseringer bærer vidnesbyrd herom. Det gør også en simpel googling på ”mig og min næse”: 245.000 søgeresultater! Prøv dette hjerteskærende link.

Hvorfra jeg helt uden smil på læben citerer:

Spørgsmål (Ehem): Ja, hej. Jeg ved ikke rigtigt, hvor jeg skulle skrive henne. Så jeg valgte her. Ja, det er fordi her på det seneste, er jeg begyndt at blive trist, nedtrykt og sur. Og det begynder alt sammen, når jeg kigger mig selv i spejlet ...

Svar (Julie): ... Hvis det ikke virker, vil jeg gerne have, at du prøver at overveje, om der kan være andre grunde til, at du bliver ked af det, end næsen. Der er en lille chance for, at det i virkeligheden er noget andet, som gør, at du bliver nedtrykt. Det er slet ikke sikkert, men det er en mulighed. Jeg håber, du kan bruge mit svar. Hilsen Julie


Mere undervisningsmateriale til Ungdomsuddannelserne.