Nyhed
27. okt. 2011 | 12:28

Milliongave til Wall Street-protest

Af Mads Suldrup

Den karismatiske dokumentarist Michael Moore donerer over tretten millioner kroner til Wall Street-demonstranter.

Bevæbnet med tålmodighed og telte indtog fortørnede demonstranter i midten af september Zucchini Park tæt på Wall Street i protest over den massive økonomiske ulighed i USA.

Nu får demonstranterne en økonomisk gave at varme sig på i det kolde efterårsvejr i New York.

Dokumentarfilmskaberen Michael Moore vil nemlig donere to en halv millioner dollars, svarende til 13.363.500 danske kroner, til demonstranter i Zucchini Park torsdag klokken tolv amerikansk tid.

Det skriver protestbevægelsen Occupy Wall Street på deres hjemmeside.

”De her mennesker har mere brug for pengene end mig. Jeg har draget rigelig nytte af det kapitalistiske system i det her land. Jeg er så rørt over den her bevægelse, at jeg vil gøre noget for at hjælpe den,” udtaler Michael Moore, som ifølge hjemmesiden celebritynetworth.com er god for over 267 millioner kroner.

”Frem for at vente på, at regeringen skal omfordele min rigdom, har jeg besluttet at tage sagen i egen hånd, eftersom jeg kan gøre det bedre selv. Det er mine penge, og jeg kan gøre, hvad jeg vil med dem.”

1.000 demonstranter vil hver især modtage over 13.000 kroner, så mon ikke demonstranter vil valfarte mod Zucchini Park for at få deres del af kagen.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko