Ekko-event
07. mar. 2016 | 17:03

Event: Mød Cannes-vinderen Jacques Audiard

Foto | Paul Arnaud
Selv om de er flygtet fra det krigsramte Sri Lanka, flytter volden med Dheepan-familien til deres nye hjem i Frankrig.

Den franske mesterinstruktør kommer til Danmark og viser sammen med Ekko hævn-thrilleren Dheepan, som Coen-brødrene har tildelt Guldpalmen.

Af Lasse Cordsen

I december oplevede Ekkos læsere Gaspar Noé i topform i København, og nu følger vi, i samarbejde med Grand Teatret, op med endnu en af fransk films helt store instruktører.

Jacques Audiard – kendt for rå og gribende dramaer som Profeten og Smagen af rust og ben – kommer på besøg for at vise sin Guldpalmevinder Dheepan og lade sig interviewe på scenen. 

Snigpremieren finder sted onsdag den 16. marts kl. 19 i Grand Teatret i København. Efter visningen byder vi på et glas vin.

Dheepan handler om en tamilsk frihedskæmper, der søger tilflugt i en flygtningelejr og finder sammen med en fremmed kvinde og en fremmed pige.

De får asyl i Frankrig ved at foregive at være en familie, men da de er blevet installeret i en ghettoforstad til Paris, står de med en ny udfordring: Nu skal de rent faktisk være en familie. Samtidig erfarer Dheepan, at den konflikt, han er flygtet fra, er flyttet med.

”Vi er alle i juryen meget begejstret for denne smukke film,” sagde Coen-brødrene, da de sidste sommer i Cannes gav Guldpalmen til Dheepan foran blandt andre Sauls søn og Carol.

63-årige Jacques Audiard er en muskuløs og samtidig sanselig instruktør, der forener genrefilmens publikumsappel med kunstfilmens åndelighed.

Dheepan er en måde at sætte ansigt, krop og tanker på mennesker, der er usynlige, uidentificerede og ukvalificerede – for at give dem liv,” udtaler Jacques Audiard.

Køb billet til den eksklusive snigpremiere på Dheepan i Grand Teatret 16. marts kl. 19. Filmen har biografpremiere en uge senere.

Trailer: Dheepan

Kommentarer

Jacques Audiard

Født 1952 i Paris, Frankrig.

Studerede litteratur og filosofi på Sorbonne.

Debuterede som instruktør i 1994 med Regarde les hommes tomber

Vandt i 2005 otte César-priser for Det slag mit hjerte sprang over.

Den diskrete helt, Profeten og Smagen af rust og ben blev alle udtaget til hovedkonkurrencen i Cannes.

Dheepan vandt Guldpalmen i 2015.

Filmografi

Dheepan
2015

Smagen af rust og ben
2012

Profeten
2009

Det slag mit hjerte sprang over
2005

Blodrøde læber
2001

Den diskrete helt
1996

Regarde les hommes tomber
1994

© Filmmagasinet Ekko