Ekko Shortlist Awards
18. okt. 2018 | 14:48 - Opdateret 22. okt. 2018 | 10:26

Mød juryen for årets Ekko Shortlist Awards

Foto | Territorium
Mia Lyhne optrådte i Ekko #69 sammen med Frank Hvam i en farverig billedserie, hvor Klovn-parret trak i badetøjet i ekstravagante omgivelser.

En historisk stor jury med filmfolk som Mia Lyhne, Ditte Hansen, Michael Noer og Jakob Stegelmann skal udpege de nominerede til dette års udgave af prisuddelingen for Ekkos onlinehitliste.

Af Nicki Bruun

Nogle er nok allerede begyndt at glæde sig til juleaften, men en måned før er årets helt store dag for den danske filmundergrund.

Den 24. november løber femte udgave af Ekko Shortlist Awards nemlig af stablen. Anders Lund Madsen er vært for prisuddelingen i Bremen Teater, hvor talenterne bag de kortfilm, der er kommet på Ekko Shortlist i perioden 6. november 2017 til 22. oktober 2018, bliver hyldet.

Mens vi venter i spænding på den store aften, kan vi nu afsløre, hvem der sidder i årets jury, som skal udpege de nominerede til Ekko Shortlist Awards 2018.

Det er den største jury i prisuddelingens levetid, og medlemmerne tæller en blanding af kendte skuespillere og instruktører samt nogle af landets dygtigste filmarbejdere inden for blandt andet fotografering, klipning og lydarbejde.

Mød herunder de femten filmfolk – otte kvinder og syv mænd – som skal vælge de fem nominerede i elleve kategorier, der tæller bedste mandlige og kvindelige skuespiller, bedste animation og bedste originale musik.

Nomineringerne bliver offentliggjort tirsdag den 30. oktober kl. 13, og herefter kan brugerne frem til 19. november stemme på deres favoritter og være med til at bestemme de endelige vindere.

Mia Lyhne

Hun styrtede ned i en luftballon i det sidste afsnit af den nye omgang Klovn, men Ekkos anmelder udråbte allerede efter de første afsnit Mia Lyhne til komedieseriens store stjerne. Hun indtog sammen med Frank Hvam forsiden af Ekko #69 i en uforglemmelig billedserie med badetøj og babynumse.

Nu skal hun bedømme filmene og enkeltpræstationerne af de unge filmskabere. Mia Lyhne er bedst kendt for sin rolle i Klovn, men har også leveret sjove figurer i film som Lars von Triers Direktøren for det hele og Ole Bornedals Dræberne fra Nibe.

Michael Noer

Den danske instruktør drog på udlandseventyr med remaket Papillon, men Michael Noer er snart klar på modersmålet igen, når periodedramaet Før frosten får premiere 10. januar. Først skal Noer, der var vært ved det første Ekko Shortlist Awards i 2014, dog være del af årets jury.

Instruktøren vakte først opmærksomhed med dokumentaren De vilde hjerter, og dernæst fik han sit store gennembrud sammen med Tobias Lindholm og deres barske fængselsdrama R. Siden har han med Nordvest og Nøgle hus spejl markeret sig som en alsidig filmskaber, der skarpt rammer tonen i forskellige genrer.

Lotte Svendsen

Filminstituttets nye konsulent med fokus på børn og unge er en kvinde af markante holdninger. Dem får Lotte Svendsen rig mulighed for at give udtryk for, når hun sammen med resten af juryen skal udpege cremen af cremen blandt de danske talenter.

Lotte Svendsen blev kendt for Bornholms stemme fra sin hjemstavnsø, men opnåede siden stor succes som instruktøren bag Max Pinlig-trilogien. Nu er det hendes arbejde at støtte de rigtige film, så Lotte Svendsen har alle forudsætninger for at være et godt jurymedlem.

Jakob Stegelmann

Bifaldet er stort til vinderne, men det er Ekko og DR’s Jakob Stegelmann, som gerne høster det allerstørste bifald, når han går på scenen for at uddele prisen for bedste animation ved Ekko Shortlist Awards.

Der hersker altså ingen tvivl om, at tv-værten og skribenten er populær blandt de unge mennesker, der er vokset op med hans anbefalinger i Troldspejlet. Også i år vil Stegelmann igen låne sin ekspertise til Ekkos jury, hvor han ikke mindst er ekspert i animationsfilm.

Ditte Hansen

Forsiden af det nyeste nummer viser Ditte Hansen klædt ud som mand ved siden af hendes Ditte & Louise-makker Louise Mieritz.

Ditte Hansen er foruden Ditte & Louise, der først kørte som serie på DR i to sæsoner, kendt for roller i en lang række komedier samt for sine succesfulde revyoptrædener. Med serien og den efterfølgende film om alter-egoet Ditte sprang Hansen ud som manuskriptforfatter og har dermed kompetencer til at spotte gode præstationer i flere kategorier.

Nadim Carlsen

Den fremadstormende fotograf er ikke bare en af Danmarks, men også verdens store talenter i svøb. Nadim Carlsen blev tidligere i år fremhævet af det førende branchemagasin Variety som en af de ti mest spændende fotografer, der arbejder i filmbranchen i dag.

Nu har Grænse og Holiday, som Carlsen begge har fotograferet, haft premiere til nærmest uendelige anmelderroser. Den danske fotograf har dermed fået noget af et gennembrud, og nu vil han kigge grundigt på især de mange imponerende billeder af filmtalenterne, som står på kanten til den store succes.

Jenny Lund Madsen

Med et speciale fra Københavns Universitet om lesbisk repræsentation i dansk film i rygsækken har Jenny Lund Madsen indtaget film- og tv-branchen. Hun er uddannet manuskriptforfatter fra amerikanske UCLA og har skrevet afsnit af serier som julekalenderen Ludvig & Julemanden, sitcom’en Sjit Happens og den kommende sæson af DR-serien Bedrag.

Før det skrev hun manuskriptet til kortfilmen Chloe Likes Olivia, som er et trekantsdrama fortalt over en aften, hvor en hed affære udvikler sig til jalousi og knuste hjerter. Jenny Lund Madsen sidder også i Ekkos kontaktgruppe, der udtænker idéer til magasinet.

Martin Dirkov

Komponisten og tonemesteren har bidraget til en række kortfilm på Ekko Shortlist, deriblandt Turbo, som var nomineret ved prisuddelingen i 2015, og Isabella Eklöfs Noter fra kælderen.

Siden har Martin Dirkov lavet musik til instruktørens spillefilmdebut Holiday samt hendes svenske landsmænd Ali Abbasi og Milad Alamis halv- og heldanske prisvindere Grænse og Charmøren. Gennem sit samarbejde med unge og talentfulde filmskabere har Dirkov udviklet det perfekte øre til at spotte fremtidens lyd- og andre former for filmfolk.

Nicole Horanyi

Ved at lave film om så forskellige emner som porno og identitetstyveri har Nicole Horanyi kørt sig i stilling som en af landets mest interessante dokumentarister. Senest stod hun med En fremmed flytter ind bag den fascinerende historie om svindleren Casper Ludvig Christian Kastrup Augustinus, der i virkeligheden hedder Casper Rieper-Holm.

Før den instruerede Horanyi Kimberley i Kabul, som følger amerikanske Kimberley Motleys hårde kamp som den eneste udenlandske og kvindelige forsvarsadvokat i Afghanistan. Filmskole-uddannede Nicole Horanyi har altså set det meste, så der skal noget til for at overraske.

Morten Groth Brandt

Traditionen tro er der et par gengangere fra sidste års jury, men i år er den eneste foruden Ekkos chefredaktør tonemesteren Morten Groth Brandt. Han imponerede i juryen sidste år med sine skarpe øjne og især ører, der med dedikation og hårdt arbejde gjorde meget for at finde de helt rette nominerede.

Morten Groth Brandt har arbejdet på film som Jagten og The Theory of Everything samt tv-serier som Arvingerne og Norskov. Han er lyddesigner på Frederikke Aspöcks De frivillige, der får premiere 13. juni 2019.

Amalie Næsby Fick

I Ekko #77 udråbte vi Amalie Næsby Fick til det næste store navn i dansk animation. Hun begejstrede både publikum og anmeldere som en af tre instruktører bag den livligt underholdende Den utrolige historie om den kæmpestore pære.

Amalie Næsby Fick har også været populær blandt brugerne af Ekko Shortlist. Musical-kortfilmen Ztriwer ligger i toppen af All Time Shortlist og var nomineret til to priser ved sidste års uddeling. Desuden skrev hun sammen med vennen Kasper Skovsbøl – nu Kasper Kalle – manuskriptet til den dobbelte vinder i 2016, Sorte måne.

Andreas Johnsen

Som en af få professionelle i den lille danske filmbranche er dokumentaristen Andreas Johnsen autodidakt. Filmskaberen har siden 2003 instrueret, produceret og finansieret sine film selv, og det er derfor så meget desto mere imponerende, at Johnsen i Ai Weiwei: The Fake Case fra 2013 kommer helt tæt på den kontroversielle kinesiske kunstner Ai Weiwei. Filmen vandt en Bodil for bedste dokumentar.

Andreas Johnson har også skildret emner som rapmusik i portrættet Kidd Life om den danske musiker Kidds storhed og fald samt nordisk madkultur med fokus på insekter i Bugs.

Olivia Neergaard-Holm

At en films klipning er helt afgørende for fortællingen, er Olivia Neergaard-Holm et godt eksempel på. Hun har ligesom andre i årets jury arbejdet på de fremragende Grænse, Holiday og Charmøren, men foruden sine klippejob er hun også krediteret som instruktør af dokumentaren David Lynch: The Art Life og manuskriptforfatter af one-take-filmen Victoria.

Olivia Neergaard-Holm sætter med andre ord et stort aftryk på sine film. Hun har også gjort sig i kortfilm som klipper af dramaet Escort, dokumentaren Dreng og animationsfilmen Hakoili – Girl in a Box, der var nomineret ved Ekko Shortlist Awards 2016.

Claus Christensen

Filmmagasinet Ekkos chefredaktør står for femte gang ud af fem mulige i spidsen for juryen ved Ekko Shortlist Awards. I den funktion skal han sørge for at samle de mange og forskellige stemmer til enighed om, hvilke film der skal klare cuttet til en nominering i hver af de elleve kategorier.

Claus Christensen har været chefredaktør for Ekko siden 2002, hvor han udviklede magasinet fra et mediepædagogisk tidsskrift til det toneangivende filmmagasin, det er i dag.

Sabine Hviid

Sidste år modtog Sabine Hviid Nordisk Films hæderspris Erik Ballings Rejselegat for at have skabt et værk, der i særlig grad har vakt publikums opmærksomhed og interesse. Prisen fik hun for sit mørke og stemningsmættede production design i Fenar Ahmads hævn-thriller Underverden.

Bag det engelske begreb production design gemmer sig en udvidet forståelse af, hvad vi på dansk og med lån fra teaterverdenen kalder scenografi. På film handler det om, hvordan man visuelt skaber et rum, og Sabine Hviid har et skarpt blik for, hvad der ikke bare er flot, men også giver mening for handlingen.

Kommentarer

Ekko Shortlist Awards

Afholdes 24. november i Bremen Teater.

Showet starter kl. 19 (dørene åbner kl. 18).

Aftenens vært er Anders Lund Madsen.

Sponsoreret af C More og støttet af Det Obelske Familiefond og Det Danske Filminstitut.

Køb billet.

© Filmmagasinet Ekko