Moralske korstog

Censurfortalere har aldrig set passivt til, når levende billeder og andre populære medier har "korrumperet" de grupper, man har anset for svage og letpåvirkelige. Og i de senere år har en veritabel nypuritansk bølge forsøgt at påvirke den amerikanske underholdningsindustri og ikke mindst Hollywood.
    
Omvendt er grænserne for, hvad man kan vise konstant blevet udvidet, siden filmbyens selvcensurinstans i slutningen af 1960'erne blev afløst af et i princippet frivilligt rating-system, som har været en konstant torn i øjet på den indflydelsesrige kristne højrefløj i USA.
    
Kampen mellem filmen og censuren er lige så gammel som mediet selv, og intet tyder på, at nogen af parterne er parate til at kaste håndklædet i ringen. Kampen tog en drejning mod strammere kontrol, da Bill Clinton underskrev The Telecommunications Act of 1996, som inkluderede en klausul om, at alle nye tv-apparater med udgangen af 1998 skulle fabrikeres med en viewercontrol-chip, en V-chip.
    
V-chippen virker ved at afkode et signal, som bliver sendt ud med de enkelte tv-programmer sammen med en aldersgrænse (altså rating) og mere specifikke informationer om et givent programs indhold af sex, vold og bande ord. Herhjemme kender vi i forsimplet form princippet fra computeres medieafspillere og almindelige dvd-afspillere.
    
Opfindelsen sætter enhver husstand i stand til på forhånd at bestemme, hvilket program-indhold den ønsker at modtage. Her er teknologien så at sige trådt i puritanismens tjeneste.
 
Føderale familieværdier
V-chippen er den foreløbige kulmination på pressionsgruppers anstrengelser, men chippen har ikke haft den ønskede effektivitet og er derfor blevet en fiasko.
    
Anderledes succesrig var den skånselsløse selvcensur, der kendetegner næsten samtlige film fra Hollywoods guldalder. Fra 1934 og helt op til midten af 60'erne producerede man stort set kun film, som kunne ses af hele familien.
    
I 1922 blev USA's tidligere overpostmester Will H. Hays valgt som leder for det nyoprettede Motion Picture Producers and Distributors of America, der blev kaldt Hays Office helt op til 1967, hvorefter det blev afløst af det rating-system, vi kender i dag.
    
Filmcensuren går dog længere tilbage end 1922, og et af de tidligste tilfælde af lokal filmcensur blev eksekveret i 1907 af Chicagos vicepolitimester, som enten bandlyste film helt eller klippede i dem efter forgodtbefindende - særligt hvis politifolk eller andre tjenestemænd blev respektløst eller ufavorabelt fremstillet. Og juleaftensdag 1908 beordrede New Yorks borgmester alle nickelodeons i byen lukket, da disse små biografers stigende popularitet havde medført en gryende moralsk bestyrtelse over det nye "usømmelige" medie.
    
Det var små film som Trapeze Disrobing Act fra 1902 (titlen taler for sig selv), What Happened on Twenty-Third Street, New York City (samme år), hvor en kvindes skørter blæses op, da hun passerer en undergrundsrist, og Pull Down the Curtains, Suzie (1904), hvor en voyeur beskuer en kvinde, der klæder sig af bag sit vindue.
 
For at komme fortalere for især landsdækkende censur i forkøbet oprettede industrien den første egentlige selvcensurinstans under filmproducenternes egen organisation i 1909. Det temmelig ineffektive National Board of Censorship bestod mest af protestantiske new yorkere fra den øvre middelklasse uden særlig tilknytning til filmindustrien.
 
Kapacitet for ondskab
Sideløbende med al kontroversen var studiebosserne i fuldt sving med at skabe de vertikalt integrerede selskaber, der kontrollerede samtlige led af produktions-, distributions- og fremvisningskæden, og som med tiden blev kendt som studiesystemet. De jødiske studiebossers tæft for forretning bekræftede mange i deres forudfattede og stereotype billede af jødedommen, og det resulterede direkte i en dom, der begrænsede filmmediets ytringsfrihed - USA's første og måske væsentligste lovtillæg. Det skete i 1915, da en dommer affærdigede filmen som "ren og skær forretning", der blot "gengav begivenheder" og havde en iboende "kapacitet for ondskab".
    
Loven blev først omstødt i 1952.
    
Efter det tiltagende moralske oprør over den ny, rå gangsterfilm og diverse sex-komedier med stjerner som James Cagney og Mae West kunne man - fra alle hjørner af amerikansk kultur - spore en stigende velvillighed over for landsdækkende censur af spillefilm. Selv bladkongen William Randolph Hearst (modellen for Citizen Kane), der tidligere havde været imod censur og havde kaldt alle statscensorer "uintelligente", agiterede i en leder i Los Angeles Examiner for oprettelsen af en føderal censurkomité.
    
I 1930 bukkede Hollywoods studiebosser under for presset og formulerede sit eget regelsæt, The Production Code.
 
Hvad man ikke må
Will H. Hays' overordnede taktik gik ud på at få fjenden vundet over på filmbyens side. Han kurtiserede først og fremmest protestanterne, men også katolikker, og enhver tænkelig reformorganisation blev tilbudt indflydelse, hvis de til gengæld gav afkald på ethvert krav om lovindgreb.
    
I 1927 introducerede Hays Office forløberen til The Production Code, de 11 "Don'ts" og 26 "Be Carefuls", altså 37 specifikke ledetråde til brug for producenterne. De 11 "Don'ts" specificerede, at man skulle undgå referencer til hvid slavehandel, seksuelle perversioner, barnefødsler, kønssygdomme, blasfemi, latterliggørelse af kirken og fornærmelser mod en hvilken som helst nation, race eller tro. De 26 "Be Carefuls" klargjorde emnerne yderligere og indeholdt desuden en mængde referencer til kriminelle aktiviteter, som man skulle være forsigtig med at skildre.
    
Debatten blev alligevel skærpet yderligere i 1933, da en ni-binds-undersøgelse af filmens indflydelse på børn og unge udkom. The Payne Fund Studies behandlede spørgsmål om, hvorvidt børns opførsel og holdning til sex og vold blev påvirket af film, og om de var i stand til at skelne mellem virkelighed og fantasi.
    
Undersøgelsen var videnskabeligt funderet og forholdsvis velunderbygget. Den konkluderede, at man ikke kunne sige noget generelt om films skadelige indflydelse, selv om der var enkeltstående eksempler, hvor svage individer lagde skylden for deres kriminelle handlinger på Hollywood. Men den overordnede tone i projektet var negativ over for filmbyen.
 
Moralsk stemme
Midt i denne periode fik studiebosserne pludselig uventet støtte fra en af deres argeste fjender, den katolske kirke, der var en større modstander af censur end af Hollywoods Sodoma og Gomorra. Katolikkerne blev Hollywoods vigtigste allierede i kampen mod censurlovgivningen i starten af 30'erne. Deres alliance medførte desuden, at en lang række magtfulde protestantiske græsrodsbevægelser, for eksempel Kristne Kvinders Afholdenheds-forening, med ét helt tabte terræn.
    
Den 15. juli 1934 etablerede Will H. Hays den selvregulerende kontrolinstans, The Production Code Administration (PCA), under den katolske journalist Joseph I. Breens ledelse. PCA's hovedformål var at overvåge, at The Production Code fra 1930 blev nøje overholdt. Enkelte film fik dog lidt løsere tøjler, især de ofte temmelig uartige Busby Berkeley-koreograferede musicals, for eksempelDames og Gold Diggers of 1935, der var umådelig populære under Depressionen.
    
En uofficiel tommelfingerregel gjorde det muligt at behandle forbudte emner, nemlig hvis der i filmen var en grad af "compensating moral value". En moralsk anløben karakters handlinger kunne for eksempel kompenseres via en sympatisk karakters fordømmelse, gennem lidelse og fortrydelse eller gennem straf og gengældelse.
    
Den legendariske producer David O. Selznick var en mester i at forhandle og kompensere. At Rhett Butlers berømte afskedssalut til Scarlett O'Hara i Borte med blæsten — "Frankly my dear, I don't give damn!" — klarede skærene, var alene Selznicks fortjeneste.
 
Kampen fortsætter
Man formåede oftest at garantere den katolske kirkes godkendelse, selv om det langtfra var alle emner, der kunne retfærdiggøres via en kompenserende moralsk stemme. Men Hollywood havde fået afværget en føderal censurinstans. I hvert fald indtil slutningen af 1940'erne, hvor senator Joseph McCarthys kommunistforskrækkede heksejagt blev sat i værk.
    
I ungdomsoprørsåret 1968 fik den utvungne sex, explicitte vold og almindelig banden og svovlen endelig frit løb. Siden har rating-systemet vist en stigende intolerance mod skildringer af nøgenhed og den menneskelige seksualitet, mens selv den mest grusomme vold kan vises for mindreårige.
    
Tiden, hvor alle film var for hele familien, er definitivt forbi, men kampen om de unges og andres sarte sjæle hører tilsyneladende aldrig op.