Mr. Jardex-journalistik

Engang hængte en midaldrende mand sig i en skov ved Nykøbing Falster. Han var nøgen, hans tøj var væk — og da de endelig fandt det, var alle tøjmærkerne fjernet, så tøjets oprindelsessted ikke kunne spores. Man rundsendte et billede af hans ansigt, men ingen kunne genkende ham. Han "rejste" via Interpol til mange lande, men ingen kendte hans navn eller anede, hvem han var eller muligvis havde været. Han var høj og mager og død. Og han var komplet ukendt. Jeg var 22 år og elev på Berlingske Tidendes kriminalredaktion og fik overtalt min nærmeste chef til at sætte den spændende historie i avisen. Dér stod den på side 2 i nyhedssektionen og berettede om det mystiske dødsfald.

Så blev der indkaldt til redaktionsmøde cheferne imellem, og ifølge referatet bagefter havde jeg forbrudt mig mod en ældgammel regel på den store morgenavis — og efter sigende i dansk presse som helhed: Man omtaler ikke selvmord! Og så længe ingen forbrydelse kunne konstateres, kunne den døde mand på Falster ikke rubriceres anderledes. Selvmord måtte kun nævnes, hvis de indgik i en problematiserende eller tematisk sammenhæng. Enkeltvis — hængende fra en gren eller styrtet ud fra en bro — eksisterede fænomenet simpelt hen ikke. Opstod der selvmord derude i virkeligheden, så censurerede vi det væk af hensyn til ... ja, hvorfor egentlig?

Selv i dag er jeg ikke sikker på, hvorfor reglen eksisterede og indbragte min chef en skideballe, selv om ingen kunne fornægte den mystiske fortælling en klar og indiskutabel underholdningsværdi — og vi samtidig skrev livligt og nærmest uhæmmet om mord og blodige trafikdrab på store og små, om flykatastrofer, togulykker og havarerede turistbusser på fjerne eksotiske motorvejsskrænter. Al den type død var i orden. Men ikke denne død.
     
Måske handlede det om det pinlige — om det for samfundet næsten unævnelige, at nogen bare ikke vil være med — den selvpåførte døds naturlige tabu på et stort borgerligt dagblad i Københavns hjerte. Altså en forskønnelse af virkeligheden, der også på det tidspunkt bestod af et forbløffende højt antal selvmord og selvmordsforsøg i det ellers rige, rolige danske velfærdssamfund.

Når journalister mødes
Der er andre uskrevne regler, som har med den nationale pyntehave-bevidsthed at gøre, og hvor den danske folkesjæl nyder fuld beskyttelse i pressen. For eksempel trykker danske medier meget nødigt negative historier om vore lederes personlige sider — sådan som man elsker det i andre lande — og slet ikke om deres private udskejelser og skandaler. Både skuespillere og filmstjerner må finde sig i konstant ransagning af deres private og seksuelle gøremål, men af en eller anden grund forskønner dansk presse gerne billedet af både de kongelige og landets top-politikere ved ikke at fortælle alt, hvad man ved — eller har hørt rygter om. Man skal nærmest — som Peter Brixtofte — lægge an til offentliggørelse i en periode over femten år (hvor pressen det meste af tiden vidste, at han drak som en svamp og smed om sig med penge, men høfligt tav), før det ryger ud.                                                 
     
Der er ganske anderledes knald på bag kulissen, når journalister mødes og udveksler næsten-sikre vidnesbyrd om både de kongeliges og en lang række toppolitikeres mislevned. Her er det en elsket syssel at fortælle de seneste historier om toppolitikere, der horer, pimper og lyver, om ministre, der udøver hustruvold eller sejler af sted gennem spruttens tåger (selv en statsminister har haft det problem), om indtil flere prinsers særlige seksuelle præferencer — og så videre, så videre.
     
Men selv ikke den mest oplagshungrende, bladdødsnære redaktør ville finde på at bryde den omerta, som denne viden er omgivet af. Ikke for alvor. En sjælden gang slipper der lidt snavs ud om rigets fineste, men først når der er taget et mægtigt tilløb og alt alligevel er ved at gå itu som i tilfældet Joachim-Alexandra. Udadtil bryster skandaleredaktørerne sig af, at man ikke ønsker engelske tilstande, men indadtil ved redaktørerne pinligt præcist, at danskerne er tryggest, når de rige og magtfulde opfører sig pletfrit og ordentligt.
     
Det er angsten for at ryge ud af det pæne selskab — hvortil de fleste danskere hører — og dermed en brat oplagsnedgang, der styrer både B.T. og Ekstra Bladet og de royale ugeblade. Man vejer de potentielle ofres popularitet og fornemmer deres magt — og er oddsene for dårlige, så tier man høfligt. Også dét ugeblad, hvor de skaldede redaktørers konge ellers hersker med den påstand, at alt (kendt) skal frem. Det kommer det ikke.

Hvor mange af de skattede sladderhistorier om magtfulde ministre — hvoraf nogle er sande — må Henrik Qvortrup ikke kende efter et presse-liv på de bonede gulve og som spindoktor i Venstres top? Men hvor i alverden er de henne i hans blad? Det nærmeste, vi engang kom, var en melding om mystiske statsministerielle rejser til Århus — hvor der åbenlyst blev antydet noget pussenusse — men så døde antydningerne hen med et suk, akkurat som min historie om den døde mand i træet på Falster.
     
Ørerne i vridemaskinen
Således bidrager hykleriet, hvor de mest kendte skånes og andre får kniven, til en mindre slibrig presse end den engelske — og det kan alle de sladdertrætte jo kun være glade for.

Men det virkelig interessante er, at den høflige stil også kryber ind i nyhedsjournalistikken og kan ses på langt vigtigere presseområder i disse år. Når engelsk presse har så mange tabloider og ugeblade, der går amok i snageri uden at læserne står af, kan det hænge sammen med, at briterne fra gammel tid måtte slås langt hårdere for deres ytringsfrihed end danskerne. Man går til yderligheder. Høflighed styrer ikke altid formidlingen, og samtidig med sladderbladene har englænderne programmer som Hard Talk, der i Danmark ville blive lukket på en eftermiddag hos Danmarks Radio eller TV 2 (efter en høflig, uformel henvendelse fra Slotsholmen).
     
Nogen husker måske, hvordan Per Stig Møller fik ørerne i vridemaskinen i det engelske program, fordi han pludselig — til sin egen og en masse danske journalisters forskrækkelse — fik stillet nogle vedholdende og stærkt kritiske spørgsmål, hvor svarene ikke blev modtaget med et høfligt nik og et lille undskyldende smil. Der gik et sus gennem den danske journaliststand, for vi vidste jo godt, at det var sådan, det skulle gøres — og vi vidste også, at det ville vi aldrig få lov til.
     
Så efter at have kigget undskyldende på hinanden tav vi — for hvordan laver man om på en konsensus hos både chefredaktører, establishment og store dele af befolkningen om, at man ikke er grov mod de regerende magters repræsentanter? At kritiske interviews i Danmark skal være lige nøjagtig så tilpas kritiske, at det ikke bliver påfaldende eller tryghedstruende. At interviewpersonerne først og fremmest skal have lov til at tale ud, også når de bilder os det værste sludder på ærmet, åbenlyst lyver og manipulerer og trasker igennem enhver hæderlighed med store beskidte sømbeslåede spindoktorstøvler på. Lad ham dog tale ud!
     
Trangen til at være næn om de magtfulde — og den er allerstørst på dansk nyheds-tv — skyldes den høflige pressetradition, der er en del af den lidt underdanige folkesjæl (... hvad Fatter siger, er altid det rigtige!).

Efter årtusindeskiftet er der også kommet en politisk betonet frygt ind i redaktionshallerne: En alt for kritisk nyhedsstil vil øjeblikkeligt udløse benhårde beskyldninger for samfundsskadelig virksomhed fra regeringen og Dansk Folkeparti. Det var nemmere at baske til Socialdemokraterne, for det var der god tradition for — dem med al deres kammerateri og betontraditioner — ligesom de ikke godt kunne beskylde reporterne for at være venstreorienterede uden at kaste vrag på deres eget image.

Mr. Jardex-slipset
I 2006 er pænheden og høfligheden blevet operativ som skaber af en journalistik, der aldrig træder nogen (magtfulde) over tæerne, og den borgerlige snusfornuft kan ses helt ned i Mr. Jardex-slipset, der bæres af alle tv-nyhedsreportere og får dem til at ligne magthaverne mere end magthaverne selv. Det er ikke tilfældigt.

Man ønsker tydeligt at signalere, at man ikke har kuk i låget og er gammeldags halvfjerdseragtig eller politisk kontroversiel eller på nogen måde i lag med grupperinger, der har sindssyge meninger om EU, Irak, velfærdssamfundet, politiet eller muslimerne. Her betjener vi mediefolk os af et fælles nationalt sprog, og vores tale er ja, ja, ja, ja (til de fire første) — og nej til de sidste (muslimerne). Ofte opdager journalisterne slet ikke, at visse holdninger bare giver sig selv. Men prøv at høre Radioavisen — det største nyhedsmedie i landet — hver gang en ny rapport fortæller, at nu er forbruget i Danmark steget til nye, uanede højder. Det præsenteres altid med en næsten rørende begejstring — som en stor og ubetinget positiv fortælling om vores samfund.

På næsten alle redaktioner møder man således nationens elite pligtskyldigt kritisk — så man kan sige, at man har en kritisk presse — men stort set aldrig vedholdende og insisterende på "farlige" samfundsområder. Mærker man engagement og sund vrede i en journalistisk dækning, vil det næsten altid være en personsag eller et enkeltstående tilfælde af koks i andedammen. Det kan være et socialt overgreb mod et barnløst ægtepar, en familie, der er blevet snydt i en hushandel, eller en flygtning, der skal smides ud af landet — vigtige, men frem for alt letforståelige, afrundede kritikpunkter, der ikke truer den store samfundsorden og kan løses inden for rammen af et enkelt indslag og dermed give studieværten mulighed for at promovere redaktionens glorværdige effektivitet.

Det er den anden konsensus: Det skal fandenfløjteme være underholdende — meget underholdende — for de er dybest set temmelig hjernedøde, dem derude i
sofaerne!

Emner med kedelige navne på kasketten som arbejdsløshed, manglende praktikpladser på de tekniske skoler, behandlingen af asylsager i Flygtningenævnet, behandlingen af bistandsklienter på socialkontorerne — de får enhver seer- og oplagsfikseret redaktør til at gå i chok: Hvor er din case, hvor er den personlige historie, hvem gider overhovedet se problemer i primetime?! Selv de store dokumentarredaktioner på TV 2 og DR har smidt håndklæderne i ringen, efterhånden som stationernes topchefer flytter alle de case-løse programmer hen på øde flader omkring midnat. Aflivningen af den skåltaleberømmede undersøgende journalstik er selvforstærkende og foregår på fuld tryk netop nu — også i public service-sammenhæng — hvilket er en stor og endnu udebatteret skandale.

Sofazombierne
Løfter nogen et kritisk øjenbryn, vil selv public service-generaler bruge argumentet med seertallet. Det er seernes dom!

De vil ikke have alt det her seriøse, alvorlige. De vil have krudt og krig og skrækindjagende historier om transseksuelle dværgmonstre, der skifter køn og organer på eksotiske sydhavsøer. Men forleden sendte DR en dokumentar om et plejehjem — Den sidste dans af Eva Mulvad og Allan Nagel — som havde vundet en stor international pris og måske derfor alligevel blev fundet værdig til primetime, selv om den på forhånd var blevet dømt fuldstændig seer-uinteressant.

Den havde i den moderne tv-logik alle dødemandsprogrammets uhyggelige kendetegn: De medvirkende var gamle og rynkede, der var stort set ingen sporbar bevægelse (kun gamle damer, der sad og snakkede), der var hverken helte eller skurke, der var ingen, der blev stemt hjem (de faldt fra helt af sig selv), og de enkelte scener fik i grelt mange tilfælde lov til at stå i mere end tre sekunder ad gangen ...

Af samme grund gjorde man ingen særlig reklame for det mærkværdige program — og stort var derfor også chokket i Gyngemose-korridorerne, da knap 700.000 danskere satte sig til at se på løjerne! Sofazombierne var genopstået — oh skræk! Men de skal altså nok få hammeren igen!

Som det ses, er problemet altså ikke den onde censur — den som beskrives i berømte Hollywoodfilm (og i Kongekabale), hvor brutale redaktører nedslagter den idealistiske ytringsfrihed i hænderne på den kæmpende pressehelt, som sætter egen velfærd og hus og hjem og hund og ægtefælle ind på at fortælle sandheden. 

Problemet er, at de onde redaktører ikke har noget at lave. I vore dage er det den hellige, almindelige og helt usynlige censur, der former billedet af det veltilfredse totredjedels-samfund i dansk presse — den, vi journalister accepterer og knap nok ser, fordi vi tjener en hatfuld og bor så behageligt langt fra de nederste og helst kun omgås hinanden og de magtfulde.

Hvordan kan bistandsmodtageres eller flygtninges dagligliv nogensinde blive virkelig interessant, når vi aldrig ser dem, og deres problemer i bedste fald er uforståelige og i værste fald (næsten altid!) også kedelige? Hvordan kan dét hidse gemytterne op over grillbøfferne hjemme i pyntehaven i begavet selskab med direktøren, udvalgsformanden og avisredaktøren? Nej vel.

Der er ingen, der savner den del af virkeligheden. Der er ingen, der kan bruge den til noget. Der hænger en mand i et træ ... Nej, fandme gør der ej!