Top 10
24. juni 2016 | 12:19

Top 10: Musikvideoer af store instruktører

Foto | Ghoulardi Film Company
Thom York trasker roligt rundt, mens omgivelserne ændrer sig omkring ham. Instruktør Paul Thomas Anderson (Magnolia, There Will Be Blood) står bag musikvideoen.

Paul Thomas Anderson har netop lavet en forrygende musikvideo for Radiohead. Vi ser nærmere på, når feterede instruktører prøver kræfter med formatet.

Af Jeppe Mørch

Førhen var MTV portalen til altid glamourøse musikere og spektakulære, syrede verdener for alle os, der boede langt fra begge.

I dag viser kanalen nærmest udelukkende reality-tv, men som altid kan man vende sig mod nettets opulente buffet, når savnet til musikvideoer bliver for voldsomt.

Når musikvideoer nu lever online, skal de naturligvis også hyldes online, og det gør vi som filmmagasin ved at se på ti af de bedste af slagsen, som er instrueret af feterede filminstruktører.

Vi har tidligere sat fokus på formatet med Ekko dvd #20, og denne gang går vi uden om dem, vi nævnte dengang.

Det er en brutal opgave at skulle kuratere blandt historiens uendeligt mange gode musikvideoer, og det giver nogle markante fravalg.

Lige uden for Top 10 er Lars von Trier (Laid Back: Baker Man), Thomas Vinterberg (Blur: No Distance Left to Run), Gus Van Sant (Red Hot Chili Peppers: Under the Bridge), David Lynch (Moby: Shot in the Back of the Head), Kathryn Bigelow (New Order: Touched by the Hand of God), Brian De Palma (Bruce Springsteen: Dancing in the Dark) og Xavier Dolan (Adele: Hello).

Man er som altid meget velkommen til at komme med bud på oversete perler under artiklen.


10. Nick Cave and the Bad Seeds: We No Who U R (instr. Gaspar Noé)

Franske Gaspar Noé er filmisk i familie med Nicolas Winding Refn. Han er i stand til at kreere bjergtagende og hjemsøgende billeder, mens han har langt sværere ved at skrive fængslende replikker.

Derfor fungerer det fremragende her, når det dystres bedste fortæller, Nick Cave, leverer ordene, og Noé kan fortolke dem.

”The trees all stand like pleading hands,” synger Cave i det smukke åbningsnummer fra albummet Push the Sky Away (2013).

Gaspar Noé viser os en silhuet traske rundt i skovbundens visne blade blandt de bedende træer. Det kunne være et spøgelse med tanke på begge kunstneres interesse for døden.


9. Tom Waits: I Don't Wanna Grow Up (instr. Jim Jarmusch)

Tom Waits spiller med i Jim Jarmusch’ Down By Law fra 1986, og i 1992 skulle Jarmusch instruerer en musikvideo for Waits nummer I Don't Wanna Grow Up.

Men denne gang var de åbenbart ikke helt enige om det kunstneriske hierarki.

Jarmusch ville lave en interessant film, Waits ville have en reklame for sin sang. Det endte i stort skænderi.

”Jeg husker tydeligt en fornærmelse, ingen nogensinde siden har sagt til mig. Han råbte til mig: ’For fanden Jim, jeg limer dit hår fast til væggen’. Men det var bare et skænderi. Vi blev gode venner igen,” har Jarmusch fortalt til Uncut Magazine.

Resultatet blev mere spacet end kommercielt. I musikvideoen cykler Waits rundt på en lille cykel iført en mærkværdig djævlehat. Himlen er pink, og han forstørrer sine tænder med en lup.


8. The White Stripes: I Just Don't Know What to Do with Myself (instr. Sofia Coppola)

The White Stripes var et band med egne dogmeregler, hvad angik den æstetiske præsentation af deres musik. Alt skulle være rødt, hvidt eller sort.

Samtidig florerede rygter om, at bandets to medlemmer, Meg og Jack White, var både søskende og kærester. Det første viste sig at være løgn, men de var gift fra 1996-2000.

Æstetik og rygter er ligegyldige, hvis ikke musikken er interessant. Og The White Stripes formåede at kreere en minimalistisk rocklyd, som havde bred appel. Bandet var både for indie-kids og fodboldfans.

Netop minimalismen fanger Sofia Coppola i videoen til en coverudgave af det gamle Dusty Springfield-hit, I Just Don't Know What to Do with Myself: Modellen Kate Moss danser i undertøj i inciterende sort-hvide billeder.


7. Public Enemy: Fight the Power (instr. Spike Lee)

Spike Lee laver ofte indignerede film om raceadskillelse og diskrimination. Det er også temaerne i Do the Right Thing fra 1989, hvor Brooklyn er rammen for racisme og den medfølgende vold.

Lee havde brug for et nummer til filmen, som kunne rumme indignationen og oprørstrangen.

”Det skulle være trodsigt, vredt og meget rytmisk. Jeg tænkte med det samme på Public Enemy,” har instruktøren udtalt til Time Magazine.

Rapgruppen lavede nummeret Fight the Power, som Spike Lee instruerede en selvstændig musikvideo til. Den starter med arkivoptagelser af borgerrettighedsdemonstrationerne fra 1963. Derefter springer den fra Martin Luther King til New York 1989, hvor kampen for lige rettigheder stadig er i gang på gadeplan.


6. Depeche Mode: Enjoy the Silence (instr. Anton Corbijn)

Anton Corbijn har udover spillefilmene Control og The American også stået bag musikvideoer for så store navne som Arcade Fire, Johnny Cach, Echo and the Bunnymen og Nirvanna.

Det er dog videoen til Depeche Modes Enjoy the Silence, som får en plads her på listen.

Forsanger Dave Gahan vandrer rundt som en konge uden kongerige. Han kommer forbi mennesketomme landskaber i Skotland, Portugal og de schweiziske Alper, hvor han rigtig kan nyde stilheden.

Indimellem klippes der til sort-hvide billeder af bandet, der poserer som på de musikerportrætter, Corbijn også er kendt for.


5. Madonna: Vogue (instr. David Fincher)

David Fincher er endnu en instruktør som har forfinet sin stil og afprøvet filmiske eksperimenter i musikvideo-formatet.

I 1990 kunne Madonna nyde godt af hans altid stilsikre instruktion i videoen til Vogue, hvor popdronningen synger, at når først musikken spiller, så er det lige meget, om man er sort eller hvid, dreng eller pige.

Fincher præsenterer en stiliseret modeverden, hvor alle optræder med et overlegent udtryk. Universet er i sort-hvid, og modellerne poserer i Art Deco-omgivelser.

Til sidst tilsættes et af poppens fineste krydderier – en vindmaskine!


4. Radiohead: Daydreaming (instr. Paul Thomas Anderson)

Når Radiohead kommer med et nyt album, er det en længe ventet begivenhed. For et band der har et antikommercielt ry, er de opsigtsvækkende gode til at smide små lunser ud til fansene i månederne op til udgivelse.

Uanset hvor gennemtænkt kampagnerne er, var det vanskeligt ikke at blive begejstret, da det kom frem, at Paul Thomas Anderson skulle instruere en musikvideo til et nummer fra det nye album, A Moon Shaped Pool.

Og PTA skuffer ikke.

Daydreaming placerer én i et virkeligt dragende mareridt, hvor linjen ”We are just happy to serve you” er både skræmmende og smuk.

Paul Thomas Anderson fortolker briternes nummer ved at lade forsanger Thom Yorke være fanget i en verden, hvor enhver dør destruerer logik, og sender ham et tilfældigt sted hen. Som Dave Gahans konge hører han ikke til noget sted, før han finder en grotte i sneen.


3. Björk: Human Behaviour (instr. Michel Gondry)

Michel Gondry har lavet karrierens bedste værker i samarbejde med krøllede genier.

Sammen med Charlie Kaufman har han skabt Eternal Sunshine of the Spotless Mind, og med Björk lavede han i 1993 den uforglemmelige musikvideo til Human Behaviour.

Her skaber han en uhyggelig og barnagtig eventyrverden med lån fra Guldlok og de tre bjørne og Den lille Rødhætte.

Vi oplever dyrenes syn på menneskene. Bjørnen i videoen ligner dog mere et stykke legetøj end en autentisk grizzlybjørn. Hverken Gondry eller Björk havde lyst til at en rigtig bjørn skulle lave numre for deres skyld.

Gondry videreudviklede filmen univers og tematik i absurditetskomedien Human Nature, som Charlie Kaufman har skrevet manus til.

 


2. Michael Jackson: Bad (instr. Martin Scorsese)

Thriller (1982)er verdens mest solgt album. Hvordan topper man dog det?

Michael Jackson lavede pladen Bad i 1987, og han fik tidens største instruktør til at lave musikvideoen til titelnummeret.

Martin Scorsese havde på det tidspunkt lavet mesterværker som Taxi Driver, Raging Bull og King of Comedy.

Musikvideoen er inspireret af West Side Story, og den viser en helt sortklædt Michael Jackson – også iført et raslende bælte – danse sig helt ud. Det er før den store musiker kom til at se decideret syg ud.

Her er også vindmaskine, men Michael Jackson slår Madonna, fordi Wesley Snipes er med i videoen!

Pladen og musikvideoen blev en succes og cementerede Jacksons status som klodens popkonge.


1. Beastie Boys: Sabotage (instr. Spike Jonze)

Spike Jonze får førstepladsen, for han startede sin filmkarriere som musikvideo-auteur. Og han vedbliver at lave fantastisk innovative og skægge små film inden for formatet.

De senere år har han arbejdet med Kanye West, LCD Soundsystem, Arcade Fire og Lady Gaga. Men her har vi valgt en film fra 1994 som hans bedste.

Beastie Boys er kendt for deres nærmest rasende rap, der ligger henover en blanding af samples og egen instrumentering. En parodi på serier om politi og røvere er et perfekt billedvalg til den frenetiske musik.

Musikvideoen starter med titlen ”Sabotage”, som skal vise sig at dække over et krimiunivers, hvor alle bærer falske overskæg, og hvor man konstant løber. Har en betjent travlt, glider han over kølerhjelmen for at komme hurtigere ind i bilen.

Bandmedlemmerne Michael ”Mike D” Diamond, Adam ”MCA” Yauch og Adam ”Ad-Rock” Horovitz spiller karakterer som slås med knive og økser.

Musikvideoen kan ses som et forstudie i voldshumor og absurditet for manden, der siden skabte Jackass-universet og Being John Malkovich.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko