Filmhøjskolen har et vågent øje på ligestilling

Det er altid godt med en væsentlig debat om køn. Dog er det vigtigt, at den beror på sandheden, når kritikken rettes direkte.

På Den Europæiske Filmhøjskole har vi et vågent øje på ligestilling, og det starter allerede i forhold til optagelse, hvor vi tilstræber at have lige mange kvinder som mænd.

Køn er også et beskrevet parameter, når vi vælger elever til de forskelige kurser, og når vi udvælger de filmprojekter som eleverne får mulighed for at realisere. Sidste år fik 50 procent kvindelige elever (blandt andet Laura Dyhrcrone) og 50 procent mandlige elever realiseret en afgangsfilm. Samtidig var det et år, hvor kønsdebatten var i højsæde.

Kønsstereotyper
Anført af en elev, der tidligere havde været officer i den israelske hær, var der en gruppe af kvindelige elever, der stillede spørgsmålstegn ved de kønsstereotyper, som deres øvelsesfilm afspejlede.

Vi havde i lærerkollegiet selv den oplevelse, og det var med et reelt engagement, vi tog diskussionen op i vores elevråd. Diskussionen blev omdrejningspunkt for en del debat på højskolen, og den fortsatte gennem hele forløbet.

Da vi udvalgte afgangsfilmene, var køn et kriterium, der begunstigede de kvindelige instruktører i den sidste pulje. Det betød blandt andet, at vi fik lavet en meget fin film om sexchikane af kvindelige officerer i den israelske hær, og den pågældende kvindelige instruktørelev fik i øvrigt et af årets to stipendier – blandt andet for sin kønspolitiske indsats.

Utæmmet kreativitet
Som forstander adresserer jeg ofte elevernes egen refleksion over deres kunstneriske virke og deres evne til at sætte den virkelighed, de kommer fra, i spil – også med henblik på køn.

Vi forsøger konstant at understøtte elevernes selvtillid (også de kvindelige), når det kommer til at fortælle egne historier. Laura Dyhrcrones afgangsfilm er et godt eksempel på en film, der søger grænselandet mellem drømme og virkelighed, bekender sig til et feminint udtryk og er udansk i sin æstetik.

Masser af utæmmet kreativitet kommer til udtryk på Den Europæiske Filmhøjskole.

Vi har ligeledes masser af gange lagt projekter ned, fordi de var for bizarre, usammenhængende eller irrelevante. Det har i lige så høj grad berørt de mandlige som kvindelige elever.

Falsk ligestilling
Det laver dog ikke om på, at Filmhøjskolen ikke kan ændre de kønsstereotype billeder, der dannes i det omkringliggende samfund, som de unge mennesker spejler sig i.

Hvad enten det gælder tv, reklamer, ungdomsuddannelser og forskellige arbejdspladskulturer, herunder filmbranchen, oplever de unge nogle meget cementerede kønsroller.

De elever, der kommer på Filmhøjskolen, er rundet af den påvirkning, og det afspejler sig også i den måde, de agerer over for hinanden.

I Danmark har de unge kvinder, som Laura Dyhrcrone ganske rigtigt skriver, en forståelse af sig selv som værende en del af en ligestillingskultur – også selv om de ikke er det.

Det er ikke cool at være kvindelig filmskaber, der råber op om ligestilling. Det kunne jo kompromittere hendes talent, idet hun ikke ønsker at blive valgt, fordi hun er kvinde, men fordi hun faktisk har et talent og kan byde ind med noget andet end sine mandlige kollegaer.

Vi gør, hvad vi kan
Som højskoleforstander gør jeg en del ud af at få kvindelige gæstelærere på Filmhøjskolen. Det er vigtigt med gode rollemodeller.

Men da jeg ikke går på kompromis med kriteriet om, at det skal være de dygtigste og mest aktuelle filmskabere, giver det allerede her en skævvridning.

Men det afholder mig ikke fra hele tiden at gøre forsøget, og det går stille og roligt fremad.

Med andre ord, Den Europæiske Filmhøjskole gør en indsats, når det kommer til ligestilling i filmbranchen. Men det tager lang tid at ændre på en kulturel selvforståelse og endnu længere tid at ændre de dynamikker, som ligger bag.

Der er håb, men det kræver, at os, der vil ligestilling i dansk film, retter skytset de rigtige steder hen.