Kampvalg hos Danske Filminstruktører
Niels Nørløv har instrueret film som Anja og Viktor – brændende kærlighed og Klassefesten.
Men han er også en kontroversiel herre, der i de seneste par år har været på kant med bestyrelsen af sin egen fagforening, Danske Filminstruktører, som han mener, favoriserer kvinderne.
Sidste år skabte det således stor debat, da han skrev en kronik med biologen Kåre Fog, hvori de to mænd anklagede Danske Filminstruktørers forkvinde Christina Rosendahl for de senere berømte ord ”feministisk luskeri”.
Nu annoncerer Niels Nørløv, at han stiller op til valg til bestyrelsen, når der kl. 17 i dag er generalforsamling i Danske Filminstruktører.
”Kønspolitikken er gået fuldstændigt over gevind: Fagforeningen, som før var for de mange, misbruges i dag af nogle få til at føre diskriminerende og ideologisk identitetspolitik,” skriver instruktøren på sin Facebook-side.
Kvalitet og ubalance
Danske Filminstruktører er en fagforening, der arbejder for at forbedre vilkårene for instruktører.
Bestyrelsen består i skrivende stund foruden Christina Rosendahl af syv medlemmer: Søren Kragh-Jacobsen, Anders Refn, Birgitte Stærmose, Mette-Ann Schepelern, Christian Holten Bonke, Rasmus Kloster Bro og næstformand Klaus Kjeldsen.
Af dem er Rosendahl, Kjeldsen, Refn og Kloster Bro i aften på valg.
”Jeg vil gøre politikken i foreningen mere objektiv,” siger Niels Nørløv til Filmmagasinet Ekko, da vi spørger, hvorfor han stiller op.
– Hvad betyder det?
”Det betyder at gå efter sandheden og stille spørgsmål i stedet for at konkludere. Vi har indtil videre haft en forening, hvis klare præmis er, at kvinder bliver diskrimineret. Sådan har det været i efterhånden et par år, og det er meget interessant, for diskrimination er ulovligt i det her land. Så må de jo føre nogle sager, det har man en fagforening til, og jeg skal være den første til at bakke op omkring det.”
– Hvis man ser på statistikken over, hvem der laver spillefilm af mænd og kvinder, er der jo en ubalance. Er det ikke rimeligt at kæmpe for en større kønsbalance?
”Personligt har jeg brug for kvalitet, og om kvaliteten kommer fra mænd eller kvinder, er jeg sådan set fløjtende ligeglad med. Ordet ’ubalance’ er ærgerligt, fordi det tyder på noget forkert eller urimeligt, der er foregået, og det ved vi jo, at der ikke er.”
– Men noget må der jo være galt, når så få kvinder når frem til at lave spillefilm, med mindre det ene køn er genetisk bedre til at lave film end det andet?
”Hvorfor det? Er der noget galt i, at 82 procent af dyrlægerne på Københavns Universitet er kvinder? Det har jeg ikke noget problem med. Enhver kan se, at flere mænd end kvinder laver film, men det er ikke det samme som at påstå, at de kvinder, der søger, bliver urimeligt behandlet. Rosendahl og hendes fløj siger, at flere af dem, der tilhører deres gruppe, skal have mere ret til at lave noget end den anden gruppe, og det er jeg meget uenig i.”
Kejseren nye klæder
Niels Nørløv har flere gange optrådt i Ekkos spalter, hvor han har fortalt, at det er svært at være af en anden opfattelse end flertallet i filmbranchen.
– Hvordan vil du kunne arbejde konstruktivt med Christina Rosendahl, som du har været i clinch med?
”Jeg samarbejder hver dag med mennesker, der er dybt uenige med mig, og det kører så fint. Det lader til, at mange andre mennesker er for meget i deres egne ekkokamre og omgiver sig med folk, der i forvejen er enige med dem. Kvinderne burde jo være glade for undersøgelsen, der siger, at de ikke bliver diskrimineret.”
– Regner du med at blive valgt til bestyrelsen?
”Mens vi taler sammen, kommer min kone ind og siger, at jeg ikke sælger mig selv særlig godt. Men jeg ser mig selv som drengen i Kejseren nye klæder, der siger, at kejseren ikke har noget tøj på. Og så bagefter skal forsvare sig mod pøblen, som går efter struben i stedet for at høre på, hvad jeg siger.”
”Eller det er faktisk adelen, der er efter mig. Pøblen nikker ved siden af, fordi de også er bange for at få tæsk. Der må være en grund til, at den historie har ramt os så meget.”
Forkvinde Christina Rosendahl ønsker ikke at kommentere Niels Nørløvs opstilling til bestyrelsen.
”Jeg glæder mig til generalforsamlingen i aften og til at møde alle kandidaterne,” skriver Christina Rosendahl i en email og fortsætter:
”Jeg vil dog ikke kommentere på enkeltkandidater her på valgdagen. Der er mange vigtige dagsordener i det kommende filmår, og det er op til medlemmerne at beslutte, hvem de ønsker, skal have en plads i bestyrelsen.
Kommentarer