Nikolaj Arcel om det gode manus

”Når man laver film, tror man altid, at man er i gang med et mesterværk. Men ligesom med en ny kæreste opdager man efterhånden, at der også er noget ved dem, der irriterer én.”

Nikolaj Arcel fik med det samme smilene frem på publikums læber, da han under Ekkos filmkursus på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft gav en lektion i manuskriptskrivning.

Instruktøren tog udgangspunkt i eksempler fra sine egne Sandheden om mænd og En kongelig affære og Niels Arden Oplevs Mænd der hader kvinder, som han sammen med sin faste makker Rasmus Heisterberg har skrevet manus til.

Med en i filmbranchen usædvanlig ærlighed og generøsitet fremhævede han både velfungerende og mindre vellykkede scener fra de tre film.

At fortælle uden ord
Arcel, hvis film nærmest uden undtagelse har klaret sig glimrende ved billetlugerne, startede dog med at slå fast:

”Jeg har skrevet tolv manuskripter, og jeg synes stadig, det er vanvittigt svært. Men det handler om at finde historiens og replikkernes helt særlige toner, ” sagde han på scenen i interview med Ekkos chefredaktør Claus Christensen.

Fra En kongelig affære fremhævede Nikolaj Arcel slutscenen i kareten, hvor Struensee i Mads Mikkelsens skikkelse kører mod skafottet: en virkningsfuld scene, fordi den formår at fortælle uden ord.

Arcel udtrykte også sin begejstring for scenen, hvor Christian XII møder Caroline Mathilde for første gang efter et års udenlandsrejse, og hvor Struensees nyvundne indflydelse på kongen bliver tydelig.

Arcels egen yndlingsfilm
Den selvkritiske Arcel påpegede til gengæld, at scenen, hvor Struensee og Caroline Mathilde står under træet i regnvejr, blev for tung.

”Der er ikke nogen af mine film, jeg er 100 procent tilfreds med. I den pågældende scene skulle kærligheden blomstre, og der burde scenen måske have taget udgangspunkt i, at de rendte mere løssluppent rundt sammen i regnen og grinte,” sagde den 39-årige instruktør.

”Den mest befriende film at lave for mig, var Sandheden om mænd. Den var et forsøg på at dekonstruere hele manuskript-tanken,” sagde Arcel om sin metafilm om en manuskriptforfatter i eksistentiel krise.

”Det var meget morsomt at få lov til at skrive alle hemmelighederne om manuskriptskrivning ud. For eksempel laver filmen sjov med, hvordan det er den ultimative kliche af et vendepunkt, når den kvindelige hovedkarakter afslører, at hun er gravid,” fortalte instruktøren.

”Så forestil jer, da jeg et år efter skulle skrive scenen med Caroline Mathilde, der vender sig mod Struensee og siger: ’Jeg er gravid.’ Det kan jeg stadig ikke lade være med at grine af!”

Manuskriptet er alt
En af Nikolaj Arcels forcer som manuskriptforfatter er de små hverdagselementer, der giver scenen en ekstra dimension, så den ikke blot fører historien videre til næste scene.

”Scenen, hvor advokaten Dirch Frode ringer til Mikael Blomkvist i Mænd der hader kvinder, var i bogen bare skrevet som, at han gik ind i et tilstødende lokale og talte. Men jeg tilføjede, at han stod med hænderne begravet i kødfars, og at niecen derfor måtte tage telefonen. Det gav scenen liv,” fortalte Arcel, der kunne tilslutte sig den gamle sandhed om, at en film aldrig bliver bedre end manuskriptet.

”Det en stor sandhed. I virkeligheden mener jeg, at manuskriptet næsten er 100 procent af en film. Jeg definerer heller ikke normalt mig selv som den helt store visuelle instruktør, men først og fremmest som en god historiefortæller.”

Kontrolleret virkelighed
En kursist ville vide, om han ikke nogle gange var bange for, at hans film blev for kontrollerede.

”Det er helt klart noget, jeg tænker over. På et tidspunkt vil jeg gerne lave noget, der er meget mere løst og improviseret. Men omvendt går mine film jo godt,” sagde Nikolaj Arcel, der netop har skrevet manuskriptet til Jussi Adler-Olsens Kvinden i buret og også skal skrive de næste film i serien.

”Grundlæggende tror jeg på, at når vi går ind og ser en film, vil vi gerne have en kontrolleret virkelighed. Det er, som når vi sidder ved lejrbålet og hører en historie. Der skal være en start, en midte og en slutning. For med fiktion kan man få en closure, som man aldrig nogensinde kan få i virkeligheden.”