Nyhed
06. feb. 2017 | 11:20

Nikolaj Lie Kaas færdig med Afdeling Q

Foto | Henrik Ohsten
Når den fjerde Afdeling Q-film, Journal 64, kommer til næste år, er det sidste gang, at Nikolaj Lie Kaas affyrer pistolen som Carl Mørck.

Den kommende Journal 64 bliver den populære skuespillers sidste optræden som kommissær Carl Mørck.

Af Nicki Bruun

I går aftes blev der delt priser ud til Robert-showet, hvor Der kommer en dag blev den store vinder. Men mens nogle film modtog hæder og anerkendelse, mistede andre deres stjerner.

Nikolaj Lie Kaas var på den røde løber, hvor han ifølge Ritzau Fokus kunne fortælle, at han er færdig med at spille Carl Mørck i filmatiseringerne af Jussi Adler-Olsens Afdeling Q-serie.

”Det kommer til at være slut. Det er den allersidste for mit vedkommende,” sagde Nikolaj Lie Kaas med henvisning til den kommende fjerde film i rækken, Journal 64.

Afdeling Q-serien bliver produceret af Zentropa og har været en stor publikumssucces. Men forfatteren bag har ikke været lige så glad for resultatet.

Derfor solgte han sidste år rettighederne til yderligere filmatiseringer til Nordisk Film, som overtager, når Zentropa har afsluttet Journal 64.

Jussis hjertebarn
Jussi Adler-Olsen har ikke lagt skjul på, at han aldrig har set Nikolaj Lie Kaas som en rigtig Carl Mørck. Men ifølge Lie Kaas er der ingen sure miner.

”Jeg har ikke noget imod Jussi Adler-Olsen overhovedet. Han har behov for at snakke højt, og det skal han have lov til. Det er klart, at hvis han har solgt sine rettigheder, fordi han synes, der skal tænkes om i konceptet, så er det hans film og hans bøger. Hvis det var mig, der havde skrevet bøger, så ville de også være mit hjertebarn,” fortalte Nikolaj Lie Kaas ifølge Ritzau Fokus.

De foreløbige Afdeling Q-film er blevet skrevet af Nikolaj Arcel, som lige nu har travlt med Stephen King-filmatiseringen The Dark Tower i Hollywood. Derfor ventes Journal 64 først klar i løbet af 2018.

Nikolaj Lie Kaas er selv ret tilfreds med, hvad de har gjort med deres film om Carl Mørck.

”Jeg synes, vi har gjort det godt. Der er ikke noget, Jussi skal være ked af. Jeg synes ikke, vi har nedgjort hans bøger. Jeg er glad for, at vi har én film tilbage, og at det så er det.”

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko