Nils Malmros er den store erindringskunstner i dansk film. Uden at det egentlig var planlagt, blev det fra begyndelsen et projekt om at fremmane den tabte tid, hvilket normalt ikke kan lade sig gøre. Men filmmediet kan gøre en undtagelse.
Hos Malmros er hukommelses- og genskabelsesprocessen drevet af en nødvendighed, som kræver, at de erfaringer, som vi alle har fra barndom, opvækst og skolegang, ikke forbliver en privat bagage, men må belyses og gennemlyses af den kunstneriske proces, så vi kan se lige præcis, hvordan det var. Og det er storheden i Malmros' kunst, at den viser os den tabte verden, så vi tænker: Ja, sådan var det!
Malmros har haft en atypisk karriere. Han er undtagelsen, der bekræfter reglen om, at man i den generation kun havde to veje til at lave film: Enten gik man i lære på filmstudierne og arbejdede sig efterhånden op gennem systemet, eller også gik man på Filmskolen.
Malmros gjorde ingen af delene. I stedet opfandt han selv filmen - som en slags filmkunstens Robinson, der startede fra grunden på sin øde ø. Han etablerede sin egen master class med sig selv som den eneste elev.
De snart 10 ½ film, han har lavet hen over knap 40 år, er alle dele af hans helt personlige projekt, som tryller hemmeligheder og løgne ud af erindringen og indfanger det uendeligt store i det uendeligt små.
facebook
twitter
Kommentarer