Nekrolog
23. aug. 2024 | 16:45 - Opdateret 24. aug. 2024 | 01:17

Dokumentaristen Nils Vest er død

Foto | Nils Vest

I 1974 tog instruktøren Nils Vest til Mellemøsten for at optage den kontroversielle dokumentarfilm Et undertrykt folk har altid ret. 

En af venstrefløjens store stemmer, der var medlem af Solvognen, christianit i hjertet og banebrydende i 70’erne med dokumentarfilm om palæstinensernes tragedie, er blevet tavs.

Af Frederik Hoff og Claus Christensen

I det aktuelle nummer af Ekko har vi et interview med Nils Vest om hans dokumentarfilm med den forrygende titel: Et undertrykt folk har altid ret.

Han besøgte i midten af 70’erne en palæstinensisk flygtningelejr i kølvandet på israelske bombninger. Under svære forhold lykkedes det at få optagelserne i hus, men da filmen skulle udgives, fik Nils Vest den israelske lobby i Danmark på nakken.

Vest kom ud i en mediestorm, og filmen blev fjernet fra Filmcentralen, men Vest stod fast som en klippe i uvejret. Med taktisk snilde fik han filmen ud igen. I dag kan filmen ses på Vimeo.

Dog fik filmen konsekvenser.

”I årene efter fik jeg nærmest kun afvisninger fra DR og Filmcentralen, hvis jeg overhovedet fik svar,” fortalte Nils Vest i marts i år. Han fortalte, hvor trist han var over, at palæstinensernes forfærdelige situation ikke har ændret sig et halvt århundrede senere.

I går døde Nils Vest af en hjerneblødning, og selv om dokumentaristen var 81 år, fristes man til at sige, at det var for tidligt. Fordi han trods Parkinsons sygdom stadig var i fuld vigør. Levende, engageret, begavet, veltalende og såre sympatisk.

Havde man svært ved at finde hans og livsledsageren Britta Lillesøes hus på Christiania, skulle man bare sige hans navn. Alle kendte ham på fristaden. Han elskede at samle venner og kolleger i den blomstrende have.

Nils Vest var indbegrebet af ’68 på den fede måde. Et frisindet, ordentligt og skabende menneske, der fra morgen til aften brændte for sin kunst. Alligevel havde han overskud til at sende en kompliment, når han modtog et nyt nummer af Ekko med posten.

Endnu en business
Nils Vest blev født Nils Johan Magnus Cleve Vest i 1943 i København.

Han uddannede sig først som civilingeniør i 1968, men samme år valgte han filmens vej og begyndte på Den Danske Filmskole, som var blevet grundlagt to år tidligere.

I 1970 blev han færdiguddannet som instruktør og debuterede med den korte dokumentar En film om tatoveringer, der nysgerrigt undersøger folks holdninger til fænomenet.

Nils Vest var tidlig til at dokumentere den seksuelle frigørelse i Danmark, og med dokumentarfilmen Sex en gros viste han skarpt, hvordan den ellers så hyldede frigivelse af pornografien endte som endnu en business.

”Seksualiteten blev underlagt købmandsmarkedet, men seksualitet er også noget, der nedbryder alle grænser og ikke kun indretter sig efter køb og salg,” sagde instruktøren om sin mission med filmen i et interview til Ekko.

Julemandshæren
Fra 1973 til 1983 var Nils Vest medlem af den politiske og humoristiske teatergruppe Solvognen, hvor skuespilleren Britta Lillesøe var en af hovedkræfterne. De fandt sammen i 1974 og blev gift i 2012. 

Også den unge instruktør Jon Bang Carlsen, som Vest fik et livslangt venskab med, var med i Solvognen.

I det økonomiske kriseår 1974 lavede de Julemandshæren, der over fem dage satte fokus på ”julens borgerlige konsumterror”. Udklædt som julemænd gik de ind Magasin i København og uddelte stormagasinets varer gratis til de forbløffede kunder. Det var politisk teater, og aktionen blev 30 år senere optaget i Kulturministeriets Kulturkanon. 

Blandt andre Nils Vest og Jon Bang Carlsen fortæller om aktionen i et arrangement i anledning af Christianias 50-års fødselsdag.

I 1976 lavede Vest med Solvognen en overraskelsesdemonstration ved den dansk-amerikanske fest i Rebild Bakker, hvor 200-årsdagen for USA’s uafhængig blev fejret. I sympati med landets oprindelige befolkning kom aktivisterne ridende til hest og udstedte højlydte indianerhyl, mens dronning Margrethe var i færd med at holde en tale på engelsk.

Politiet greb hårdt ind og anholdt aktivisterne, men aktionen er gået over i historien som et af de mest spektakulære happenings.

Christiania har mit hjerte
I løbet af 70’erne cementerede Nils Vest sig som en af den nye filmgenerations mest politiske stemmer med blandt andre Palæstina-filmene Palæstina Danmark, samme kamp og Et undertrykt folk har altid ret.

Teatertruppen var tæt forbundet med Christiania, hvor Lillesøe boede. Vest og Lillesøe startede et stort kollektiv i Store Kongensgade, men rykkede permanent til fristaden i 1982, i den gamle magasinbygning Laden, hvor de har boet lige siden. Vest lavede i alt tre film om stedet: Lov og orden i Christiania, Christiania, du har mit hjerte og Lov og orden i Christiania 2.

Senere i karrieren stiftede Nils Vest sit eget produktionsselskab, Nils Vest Film, og i 90’erne skabte han flere historiske film om Københavns bygninger, blandt andet Himmelstigen, der handler om Frelserkirken på Christianshavn, og Vor Frue Kirke og Rosenborg – Christian d. 4 og det store hus i haven. En række af filmene kan streames via hans hjemmeside.

I 2010 modtog han Europa Nostras bevaringspris for sit arbejde med at bevare gamle bydele.

Han efterlades af Britta Lillesøe og deres to voksne børn.

Film: Christiania, du har mit hjerte (1971)

Kommentarer

Nils Vest i Ekko #96

Nils Vest deler sit minde om Palæstina-filmen Et undertrykgt folk har altid ret.

Filmen blev forsøgt stoppet af Israel-lobbyister.

Bestil nummeret her.

Få en filmgave, når du tegner abonnement.

Abonnenter kan også læse magasinet digitalt.

© Filmmagasinet Ekko