Top 5
23. juli 2018 | 17:47

De fem bedste trailers på Comic-Con

Foto | Jaap Buitendijk
Johnny Depp spiller skurken Grindelwald i den kommende fortsættelse af Harry Potter-forfatteren J.K. Rowlings troldmandsunivers i Fantastic Beasts: The Crimes of Grindelwald.

Noget af sløret blev løftet af kommende film fra DC Comics og J.K. Rowlings magiske univers, da festivalen Comic-Con løb af stablen i weekenden.

Af Astrid Gjørup

Traditionen tro blev en lang række filmtrailers afsløret under San Diego Comic-Con i weekenden.

Comic-Con er en årlig festival for filmfolk og fans fra hele verden, hvor man fejrer en fælles passion for science fiction, superhelte og popkultur.

Festivalen benyttes desuden ofte af filmselskaber til at præsentere deres kommende filmprojekter. I år var det især superheltefans, som havde noget at glæde sig over.

Heldigvis er de ventede filmtrailers også tilgængelige online. Her er vores bud på de fem trailers, man bare ikke må gå glip af.

Aquaman

Selskabet Warner Bros. stod bag nogle af de mest opsigtsvækkende film, som blev præsenteret på årets Comic-Con.

DC-fans venter ikke mindst utålmodigt på Aquaman, som får dansk premiere 20. december 2018.

Aquaman er baseret på DC Comics’ superhelt fra 1941. James Wan (Fast and Furious 7) instruerer, og en tatoveret Jason Momoa svømmer igen til Atlantis som hav-superhelten Authur Curry.

Første gang man så Momoa som Aquaman, var i Justice League fra 2017. Den kommende film tager fat i tiden lige efter, at Justice League slutter.

Authur Curry må ufrivilligt vende tilbage til Atlantis for at tage sin retmæssige plads på tronen. Authurs halvbror Orm (Patrick Wilson) har nemlig i sinde at starte en krig med landjordens folk.

Action, krigs-søheste og en Jason Momoa i topform. Spændende ser det ud!


Fantastic Beast: The Crimes of Grindelwald

Der er også store forventninger til den næste film i rækken fra J.K. Rowlings magiske univers.

Men valget af Johnny Depp til rollen som Gellert Grindelwald har splittet Harry Potter-fans. At dømme efter traileren ser Depp ganske lovende ud.

Selv på en lille YouTube-skærm bliver man ikke i tvivl om, at filmen vil indeholde storslåede scener og flot scenografi. Fokus er tydeligvis lige så meget på Albus Dumbledore som på Newt Scamander, der er hovedpersonen i den første film.

I traileren ses en ung professor Dumbledore (Jude Law), der må bede Scamander (Eddie Redmayne) og hans fantastiske skabninger om hjælp til at fange den onde Grindelwald. Ud over de velkendte karakterer møder vi også Nicolas Flamel, som nogen måske kan huske fra den første Harry Potter-film.

Filmen har dansk premiere 15. november.


Godzilla 2: King of Monsters

Godzilla 2: King of Monsters er den anden film i rækken om de altødelæggende dinosaurer, som vil have herredømmet over verden, mens menneskeheden kæmper for at undgå udryddelse.

Traileren består af en bizar kombination af tonerne fra Claude Debussys Clair de lune, eksplosive naturkatastrofer og kæmpemonstre, der går til angreb.

Den unge skuespiller Millie Bobby Brown, som mange sikkert kender fra Netflix-serien Stranger Things, har hovedrollen som Madison Russell. Andre kendte navne er Ken Watanabe, Sally Hawkings og Vera Farmiga.

Godzilla 2: King of Monsters har premiere i maj 2019.


Shazam

Hvis man skal give en kort beskrivelse af Shazam, kan man måske kalde den en børnevenlig Deadpool med et strejf af Guardians of the Galaxy.

Den originale og sjove trailer indeholder alt, hvad man kan håbe på i en DC-superheltefilm.

Drengen Billy får tildelt superkræfter af en mystisk troldmandagtig karakter. Det betyder, at Billy kan forvandle sig til en voksen, muskuløs superhelt, hvis han bare siger navnet Shazam højt. Ved hjælp af sin plejebror finder Billy langsomt ud af, at hans nye superhelte-persona kan gøre langt mere end bare at kæmpe mod skolens bøller.

Filmen har dansk premiere 4. april 2019.

 

Glass

Her er en crossover, man ikke havde forventet. Instruktøren M. Night Shyamalan har åbenbart haft en trilogi i tankerne, da hans Spilt fra 2017 og Unbreakble fra 2000 blev lavet.

I hvert fald får de to film en efterfølger.

Traileren afslører ikke meget om plottet. Men noget tyder på, at der bliver spænding for alle pengene, når Glass får premiere til januar 2019.

I starten af traileren ser vi The Beast (James McAvoy) og Elijah Price (Samuel L Jackson) sammen med David Dunn (Bruce Willis) hos psykologen Dr. Ellie Staple, som specialiserer sig i patienter, der tror, at de har superheltekræfter.

Hvad helten David Dunn laver sammen med bad guys som The Beast og Elijah Price vides ikke. Men noget tyder på, at de to skurke vil ligge skumle planer sammen.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko