To nordiske film triumferer i Venedig

Han har måttet gå uendeligt meget igennem, den svenske excentriker, 71-årige Roy Andersson.

Han slog igennem helt tilbage i 1970 med debut-ungdomsfilmen En kærlighedshistorie. Men opfølgeren Giliap (1975) blev en dundrende fiasko og sendte ham ud i kulden i 25 år. Roy Andersson overlevede på at lave reklamefilm, som kollegaen Ingmar Bergman har kaldt verdens bedste. Her udviklede han sin sort-absurde humor og tableauagtige filmæstetik med lange, uklippede scener.

I 2000 fik han en af filmhistoriens mest sensationelle comebacks med Sange fra anden sal, der ufortjent – må vi indrømme – måtte nøjes med juryens pris på Cannes-festivalen, der gav Guldpalmen til Lars von Triers Dancer in the Dark.

Syv år senere fulgte han op med Du levende, og med sin nye film, En duva satt på en gren och funderade på tilvaron (En due sad på en gren og funderede over tilværelsen), ikke bare afslutter han, hvad han selv betragter som en trilogi.

Han får også meget passende sin største pris i karrieren: Guldløven på Venedig-festivalen.

Døden med humor
”Jeg laver filmene for, at de kan gøre menneskene søde og rare imod hinanden – og respektfulde,” sagde Roy Andersson, da vi i 2011 besøgte ham på værkstedet i det centrale Stockholm, hvor han igennem flere år han skabt den nye film – scene for scene.

Ligesom de to foregående film består En duva satt på en gren och funderade på tilvaron af selvstændige situationer (37) fra det moderne liv i velfærdsstaten, hvor menneskene er malet hvide i ansigtet og bevæger sig som søvngængere.

Men som noget nyt er der to gennemgående figurer i den nye film. Det er et Gøg og Gokke-agtigt par, der bor på et pensionat og forsøger at forbedre sine levevilkår ved at sælge spøg-og-skæmt-artikler.

Tre af filmens scener, som fik verdenspremiere med Ekko på dvd #18, beskriver møder med døden: En mand får et hjerteanfald, da han kæmper med at åbne en vinflaske; en dame vil have sin håndtaske med i himlen, og en passager på et krydstogtskib kollapser i restauranten, netop som han skal have sine byttepenge.

”Jeg opfatter ikke mig selv som humorist. Jeg ser tingene fra en lidt anden vinkel, som skaber det humoristiske element. Jeg tror, at det er en måde at se døden på,” sagde Roy Andersson om scenerne til Ekko #54.

Indonesisk enmandshær
En anden triumfator på årets Venedig Film Festival er amerikanske Joshua Oppenheimer, der bor og producerer sine dokumentarfilm i Danmark.

I februar var han tæt på at vinde en Oscar for den rystende og tankevækkende The Act of Killing, hvor bødler fra det fortrængte folkemord i Indonesien i 1965 rekonstruerer deres ugerninger for kameraet.

I opfølgeren The Look of Silence, som belønnes med Juryens Store Pris i Venedig, vender han perspektivet og betragter denne gang folkemordet gennem ofrenes optik.

Filmen, der består af en række konfrontationer mellem Adi og de mennesker, der var skyld i hans brors henrettelse, handler om nødvendigheden af at bryde tavsheden.

”Adi har fået rollen som en slags enmandshær i kampen for forsoning, men ægte forsoning kan kun ske gennem en social og politisk proces. Og det sker først, når de overlevende begynder at få en reel del i magten,” siger Joshua Oppenheimer i et større interview i det nye Ekko, der udkommer på onsdag 10. september.

Øvrige hovedpriser
Sølvløven for bedste instruktør går til russiske Andrei Konchalovsky for hans symbolmættede stordrama fra en russisk udørken, The Postman’s White Nights.

Juryens Specialpris tildeles Kaan Müjdecis tyrkisk-tyske Sivas, der handler om en dreng og hans kamphund.

Skuespillerpriserne tilfalder Adam Driver (kendt fra Girls-serien) og Alba Rohrwacher, der spiller et ungt par, som kæmper med en fødselspsykose i den amerikansk-italienske Hungry Hearts.

Endelig får iranske Rakhshan Bani-Etemad manuskriptprisen for Tales.