Konflikt på Filmskolen
10. dec. 2019 | 14:09

Ny rektor afskrev Filmskolens dokumentarlinje

Foto | uoplyst
Bo Damgaard var i 2003 så utilfreds med eleverne fra Filmskolens dokumentarlinje, at han tog initiativ til det, der i dag er medietilrettelæggeruddannelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Bo Damgaard mente som chef på TV 2, at Filmskolens dokumentarister var stort set ubrugelige. ”I dag indtager jeg en anden rolle,” siger den konstituerede rektor.

Af Claus Nygaard Petersen og Claus Christensen

”Jeg gør det for kunsten, filmen og fædrelandet,” sagde Bo Damgaard kækt til TV 2 Fyn i forbindelse med sin ansættelse som midlertidig rektor for Den Danske Filmskole.

Den tidligere programchef på TV 2 og direktør for FilmFyn blev headhuntet af Kulturministeriet til at skabe ro på skolen, indtil en permanent løsning kan findes.

Et af de presserende spørgsmål er, om den hjemsendte uddannelsesleder af dokumentarlinjen, Arne Bro, kan vende tilbage til arbejdet. Den sag skal ifølge Kulturministeriet afgøres af Bo Damgaard, som efter eget udsagn er upartisk i forhold til konflikten på Filmskolen.

Men tidligere har han været ude med en kras kritik af netop Arne Bros dokumentaruddannelse, som han på det nærmeste afskrev.

Ubrugelige elever
Som programchef for TV 2 sagde Bo Damgaard den 30. januar 2003, at uddannelsen var fuldstændigt ude af trit med virkeligheden.

”De folk, der i dag uddannes som tv-tilrettelæggere, kan stort set ikke bruges, hvis vi skal opretholde TV 2’s kvalitet. De er ganske enkelt fremmede over for fjernsynet. De vil hellere lave kunst end kommunikation, og det virker, som om de ikke mener, at tv er et fint nok medie,” udtalte Bo Damgaard til Politiken og fortsatte:

”Tv-tilrettelæggerne mangler en indsigt i moderne medievirksomheders vilkår, når vi for eksempel taler om målgrupper og finansieringen af en programflade. På den måde uddanner Filmskolen folk til at leve på klods af Filminstituttets støtte.”

Bo Damgaard blev bakket op af direktøren fra selskabet Easy Film, der pudsigt nok er direktør for Det Danske Filminstitut i dag.

”Tv-branchen trænger til dygtige folk, der kan forbedre tv’s dårligt udviklede og producerede programmer. Men uddannelsen har aldrig spillet den rolle, den skulle,” sagde Claus Ladegaard om Filmskolens dokumentarlinje.

Ikke en brancheskole
Bo Damgaard og tv-stationen tog sagen i egen hånd, da de senere samme år lancerede deres eget tiltag – TV 2 Academy – for at uddanne tilrettelæggere til at kunne lave de mere bredtfavnende dokumentarer, som Bo Damgaard efterlyste.

”Vi mangler en stribe folk, som kan det håndværk at fortælle historierne inden for underholdning og livsstil samt udforme internationale formater til dansk grund. Der er ikke tilstrækkelig respekt om dette kunsthåndværk,” sagde han til Ritzaus Bureau den 1. maj 2003 og tilføjede:

”Vi vil ikke producere selv, men vi vil være sikre på at have idéer og formater i fladen, som kan tilfredsstille TV 2-seerne og også i fremtiden skabe de indtægter, der skal til.”

Arne Bro, der stiftede Filmskolens dokumentaruddannelse i 1992, svarede dengang med argumenter, der minder om dem, vi har hørt i konflikten mellem eleverne og den afgåede leder, Vinca Wiedemann.

”Man skal huske på, at Filmskolen ikke er en brancheskole – det er en kunstskole. Men uddannelsen blev etableret, fordi holdningen var, at skolen også burde tilbyde specialtropper til tv,” sagde Arne Bro til Politiken den 30. januar 2003.

”Vi er meget optaget af, at eleverne bliver gode til at lave fjernsyn og til at henvende sig til et meget stort udgivelsesfelt. Vi arbejder dagligt med at undersøge nye serieformater og med dokumentarprogrammer i forskellige variationer. Det er svært at se det som udtryk for, at vi ikke interesserer os for fjernsyn,” lød det videre fra uddannelseslederen.

Ambitionen mangler
Bo Damgaards skepsis over for dokumentarfilm og indirekte den uddannelse, som Arne Bro stod for på Filmskolen, fortsatte i en sådan grad, at TV 2 næsten helt fravalgte at investere i dokumentarfilm i perioden 2003-2006.

Ifølge Filmaftalen fra 2002 var kanalen forpligtet til at investere 28 millioner kroner i ”ikke-fiktionsfilm”, men i marts 2006 havde de stadig tyve millioner, som skulle bruges inden årets udgang.

Manglende ambitioner og publikumsappel var ifølge programchefen grunden til, at tv-stationen var i tidsnød i forhold til sine forpligtelser.

So far har storheden fra de danske dokumentarfilmmagere været for lille. Og det er derfor, vi i øjeblikket laver et stort opråb om at tænke stort og væsentligt. Vi har masser af penge, vi skal have brugt inden året er omme, så vi råber virkelig på ambitiøse idéer, der gerne må koste noget,” sagde Bo Damgaard til Information i 2006.

Meget vand i åen
I dag husker Bo Damgaard ikke konflikten med Arne Bro og hans dokumentaruddannelse. Men han fortæller, at hans initiativ i 2006 mundede ud i uddannelsen Tv- og Medietilrettelæggelse på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

– Har du ændret holdning til dokumentarlinjen på Filmskolen?

”I dag indtager jeg jo en anden rolle som konstitueret rektor for Den Danske Filmskole, og der er løbet meget vand i åen siden dengang,” siger Bo Damgaard.

”Medietilrettelæggeruddannelsen eksisterer med stor succes, og Filmskolen eksisterer med stor succes. Der er forskellige roller, som er blevet fyldt ud siden dengang.”

”Tv-stationernes serielle behov bliver så rigeligt opfyldt af dygtige folk, der har en anden uddannelse end den kunstneriske tilgang, som er på Filmskolen. De forskellige institutioner har hver sin rolle, og Filmskolens udgangspunkt er stadig en praktisk tilgang til kunsten.”

– Så du mener godt, at du kan være upartisk i dag, selv om du dengang var meget kritisk over for Arne Bros linje?

”Åh jo, det er seksten år siden.”

– Men dokumentaruddannelsen har ikke ændret sig. Den er drevet efter de samme principper!

”Jo, men dokumentaruddannelsen har eksisteret med meget stor succes. Og dengang varetog jeg tv-stationernes interesse.”

Kommentarer

Den Danske Filmskole

Filmskolen er i gang med at overgå til en femårig bachelor- og kandidatuddannelse som led i at blive akkrediteret.

31. januar 2019 udsendte 87 ud af 96 elever en mistillidserklæring til rektor Vinca Wiedemann i protest mod planerne for skolen.

14. november hjemsendte rektor lederen af dokumentarlinjen, Arne Bro, der har været modstander af hendes visioner.

15. november barrikaderede elever skolen med krav om rektors afgang.

22. november fratrådte Vinca Wiedemann sin stilling.

Bo Damgaard skal som midlertidig rektor skabe ro på skolen.

© Filmmagasinet Ekko