Enormt dramatiske, men fyldt med kærlighed

Eleverne på ellevte årgang af den københavnske filmuddannelse Super16 består af instruktører, manuskriptforfattere og producere, som er i starten af deres karriere. 

Frem til den 24. september kan deres førsteårsfilm ses eksklusivt på Filmmagasinet Ekkos hjemmeside, og det er tydeligt, at det er en årgang i følelsernes vold. 

Selv ser eleverne sig som en passioneret årgang med krudt i røven. 

”Det er ligesom ens første gymnasiefest, hvor man har drukket sig smaskstiv i brandbil og kommer op at skændes med en ven. Bagefter underskylder man og forsikrer hinanden om, at man elsker hinanden højt,” fortæller instruktør Teys Schucany.

Han står bag ungdomsdramaet Dit navn skrevet i bølger, hvor et ikke så nyforelsket ungt par under en sommerhustur udforsker deres forholds svagheder.

”Alle følelserne er så reelle og vildt smukke. Det er lidt sådan vi er som årgang,” forklarer Schucany. 

”Ja, vi er enormt dramatiske, men fyldt med kærlighed,” tilføjer instruktør Lena Milovic, hvis førsteårsfilm Parade handler om udfordringerne ved at være en meget engageret håndboldtræner i en mindre konkurrenceorienteret provinsby.

Aske over det hele
Både dramaet og kærligheden imellem de nye elever er skabt under de forhold, Super16 som uddannelse tilbyder. Her bliver man fra start sat i arbejde med de andre instruktører, manuskriptforfattere og producerer. 

”Da vi blev sat på hold sammen, kendte vi overhovedet ikke hinanden. Så samtidig med at vi skulle lave vores film, har vi skullet lære hinanden at kende midt i en kreativ proces,” siger manuskriptforfatter Frederik Rye.

Han er manuskriptforfatter på to af årets førsteårsfilm: Dit navn skrevet i bølger og Så længe vi ikke snakker om det.

”Teys og jeg tog på sommerhustur sammen med vores producer Melanie Dastmalchi. Meget af det, som indgår i filmen, er faktisk noget, vi oplevede på sommerhusturen,” siger han.

”Vi oplevede selv at tabe aske ud over det hele, mens vi var i sommerhus. Det syntes vi var ret sjovt, men i filmen finder de det bestemt ikke morsomt,” bemærker Teys Schucany om Dit navn skrevet i bølger.

Vens voldtægt
Det er faktisk et tema, der går igen. Flere af førsteårsfilmene låner direkte fra skabernes eget liv.

Frederik Rye forklarer, hvordan hans manuskript til Så længe vi ikke snakker om det er skabt ud af en oplevelse fra instruktøren August Aabos eget liv. Filmen foregår blandt to venner i en by fyldt med løse rygter og evigt solskin.

”August præsenterede en fragmenteret historie om en af hans venner, som muligvis havde begået et overgreb på en pige. Så vores film handler om, hvordan man reagerer, når man får sådan noget at vide om ens gode ven,” siger Frederik Rye.

Også Lena Milovic har hentet sin histories kerne fra sit eget liv, selv om hun nærmere forsøger at fortælle sin fars historie end sin egen.

”Min far var min håndboldtræner, da jeg var barn, og kommer ligesom filmens hovedperson fra Montenegro. Historien tager selvfølgelig sine egne veje, men inspirationen kommer et sted fra,” fortæller Lena Milovic.

Alle film er politiske
Som kunstnere ønsker instruktørerne også at bruge deres stemme til at fortælle andet og mere end interessante historier fra deres liv.

”Det har været meget vigtigt i vores film, at vi portrætterer unge drenge som følsomme og som nogle, der kan have svære følelser, frem for at de bare er nogle rødder. Vi vil gerne gå imod klichéerne. Hvorfor skal piger i film så ofte skildres som pæne tolvtalspiger og ikke have lov til at have temperament eller lyst?” spørger Teys Schucany.

Lena Milovic ser det som et stort ansvar, at man som filmskaber tænker over sine budskaber og pointer.

”Som filmskaber er du også nødt til at tage del af den verden, du lever i. Hvis du siger, at du ikke vil lave politiske film, så gør du det alligevel. For så er det jo bare endnu en passiv stemme, du bruger,” siger Lena Milovic.

Kompromisets kunst
Det er dog ikke så nemt, som det lyder. Den personlige stemme skal igennem et filter af logistik og praktik, inden den kan laves til en fungerende film. Og filteret kan have en effekt på det endelige produkt.

I den forbindelse har eleverne allerede mødt kunstneriske og praktiske udfordringer, samtidig med at de har skullet takle den verdensomspændende pandemi, som lagde det mest af filmbranchen midlertidigt ned.

Det er også på grund af covid19, at årgangens film – der blev færdiggjort i marts – først fremvises nu. Heldigvis havde pandemien ikke en stor indflydelse på de endelige film.

Det har de mere normale, praktiske udfordringer til gengæld haft. Eleverne har lært, at kompromis og kreative løsninger er en del af at skabe film.

På årgangsfilmene kan det blandt andet ses på noget så simpelt som antallet af skuespillere i de forskellige film.

Albert Morel har instrueret Du er her, hvor en ung mand og hans halvsøster leder efter deres far, mens de begraver Emils mor. Instruktøren fortæller, at der er en meget god grund til, at de fleste af elevernes film bruger meget få skuespillere.

”Vi har bare ikke super mange penge til vores førsteårsfilm, så der kan ikke være et kæmpe hold skuespillere, som skal have løn. Det tvinger os til at fokusere og gøre alting så simpelt som muligt.”

De oversete helte
Andre valg er resultatet af tilfælde og tilpasning.

Det ses i tyske Hilke Rönnfeldts Hegn, hvor den svenske skuespiller Lisa Carlehed har hovedrollen i en film om drømme, grænser og parforhold.

Her udspringer noget så vigtigt som sproget i filmen ud fra et tilfælde.

”Det var ikke planen, at en af skuespillerne skulle være svensk, men nu blev det Lisa. Og der var egentligt ingen grund til, at hun ikke skulle tale svensk, når det var det, hun intuitivt talte.”

Det praktiske kan nemt komme i vejen for den kunstneriske vision, især hos unge filmfolk. Men i den forbindelse bliver der sendt roser til producereleverne, som ifølge instruktører og manuskriptforfattere på mange måder er de oversete helte.

”Mit indtryk er, at vi har meget kreative producere. Min producer Laura Valentiner-Bohse var altid en del af samtalen – også da vi diskuterede sjælen i filmen. Jeg har brugt hende som sparringspartner i alle dele af filmen,” fortæller Albert Morel.

Teys Schucany mener, at man i filmbranchen ofte undervurderer vigtigheden af en god producer.

”Der er noget meget ubarmhjertigt over at være producer. Mange tror, at instruktøren er den store leder, men produceren er på en måde filmens leder. Vi er de kunstneriske ledere, men produceren er jo faktisk filmens egentlige leder.”