Nyhed
05. sep. 2011 | 10:43

Nynazister og råt kød

Finske Teemu Nikkis Mother Doesn’t Bowl Anymore er lige så overraskende som sin titel, og så er den med på dvd’en Funny Films of the North. Her følger Q&A med instruktøren.
Af Mads Suldrup & Thomas Sejersen

En kronraget nynazist vender hjem til mor, men i hendes lejlighed finder han kun sin psykotiske bror og råt kød i lange baner. Moren er væk, siger broren, sikkert taget ud for at bowle. Men hendes bowlingtaske er der stadig.

Det hele virker temmelig suspekt, men i sidste ende er der en god forklaring på hele miseren. En forklaring, der forrygende morsomt vender op og ned på hele filmens univers.

Mother Doesn’t Bowl Anymore hedder finske Teemu Nikkis kortfilm, der er med på dvd’en Funny Films of the North, som Ekko udgiver i samarbejde med tre andre nordiske filmmagasiner.

Her fortæller instruktøren om sin film, der selvironisk kombinerer splat og varm komik. Nøjagtig som han gjorde det i sin dokumentarfilm Playing God, der handler om hans eget mislykkedes forsøg på at lave den første finske slasher-film.

— Teemu Nikki, hvordan kom du på ideen til filmen, og under hvilke omstændigheder blev den lavet?

”I begyndelsen var filmen en historie om en far, en søn og en forsvunden mor. Først ville jeg lave en thriller, men da jeg gjorde karaktererne nynazister og brødre, begyndte filmen at forvandle sig til en komedie. Jeg er glad for, at filmen i sidste ende blev en komedie med thriller-elementer.”

— Hvad var dine intentioner bag
Mother Doesn’t Bowl Anymore?

”Ideen var at skabe en hovedperson, som publikum ville hade i starten og forstå til slut.”

— Er du inspireret af specifikke kunstnere eller værker?


”Ikke rigtig, nej. Jeg kan godt lide Kubricks film, men jeg nyder også mindre vigtige film. Hvis der er en historie, er jeg interesseret.”

— Hvad var den største udfordring ved at lave filmen - kunstnerisk såvel som praktisk?

”Manglen på penge. Filmen blev skudt på halvanden dag.”

— Synes du, at der eksisterer en særlig nordisk humor?

”Måske. Jeg har bare ikke oplevet den. Vi er dødsensalvorlige.”

— Hvilken reaktion ønsker du at skabe hos publikum med Mother Doesn’t Bowl Anymore?

”Selv slemme mennesker er bare mors drenge, ligesom alle os andre.”

— Hvad synes du om det endelige resultat, og hvordan blev filmen modtaget?

”Nogle elsker den, andre hader den. Nynazist-temaet var for meget for nogle folk, som fandt filmen racistisk.”

— Er du i gang med nye projekter?

”En spillefilm ved navn 3 Simons. Det er en komedie om to tyve. De forsøger at stjæle en enlig mors smykker ved at lade som om, at den ene af dem er den forsvundne far til hendes søn.”

— Hvad synes du om den nuværende tilstand i finsk film?

”Den er ikke særlig god. Manuskripterne stinker.”

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko