Nypuritanisme

Fundamentalismens spøgelse har allerede længe vandret gennem verden og fået al tænkelig opmærksomhed. Men der er også tegn på, at et beslægtet fænomen, puritanismen, rører på sig. I USA er reaktionære kræfter i fuld gang med at tæmme og kontrollere deres omverden og bombardere medierne med krav om religiøse familieværdier.

Hvis frigørelse og frisind tidligere var mærkesager, så er tiden nu mere til at rette ind, til at udvise politisk korrekthed og moralsk forskrækkelse.

For et par år siden fik Jørgen Leth en tur i mediemaskinen. Det gik ikke stille af, og man måtte trække på smilebåndet, når Ekstra Bladet udviste hellig forargelse over syndig omgang med unge piger. I efteråret fik en unavngiven skuespiller ekstra straf for sin forseelse. Tv-stationerne ville hellere aflyse julekalenderen, end de ville lade en sexdømt person komme på skærmen. Og senest vakte det opsigt, da Røde Kors-chefen ville indkassere det afskedsbeløb, han var berettiget til.

Det tales altid om, hvor vigtigt det grænsebrydende er, om at overskride de traditionelle normer. Men alligevel skal man vogte sig for at fremkalde offentligtlighedens forargelse og vrede. For neden under vores tolerante kultur, der som bekendt roser sig af at tåle hån, spot og latterliggørelse, lurer skandalerne med rødder i den mørke understrøm af farlige drifter og lave instinkter. Her ligger småborgerlig ængstelse og umættelig skadefryd.

Er det puritanisme? Er det tidsånd eller tilfældighed? Eller er det bare mediemaskinens business as usual?