Ondsindede outsidere

"The better the villain, the better the movie," lyder et berømt diktum af Alfred Hitchcock. Man kunne også sige, at en helt ikke bliver heltemodig, før han har en skurk at definere sig i modsætning til. 
Uden Judas ingen Jesus, uden professor Moriarty ingen Sherlock Holmes, uden Fu Manchu ingen Nayland Smith.  

James Bonds far, forfatteren Ian Fleming, har beskrevet sin opfindelse sådan her: "Der sker eksotiske ting omkring ham, men han er en neutral figur — et anonymt, stumpt instrument svunget af magthaverne." Meget sigende var James Bond det "simpleste og kedeligste" navn, Fleming kunne komme i tanke om, mens 007's modstanderes navne altid har en særegen, skræmmende eller slagfærdig klang: Goldfinger, Hugo Drax, Alec Trevelyan, Ernst Stavro Blofeld ...

Bond-skurken er alt andet end anonym, simpel og kedelig. I samspil med de lækre locations, teknologiske kuriositeter og mere eller mindre fatale kvinder er det op til ham at levere de eksotiske sager og den sensationsværdi, som publikum forventer af en Bond-film. En god Bond-skurk er et pirrende sammensurium af det fremmed-artede, forbudte, bizarre og excentriske krydret med selv-stændighed af den allermest radikale slags.

Det sære begær
Bond-skurken er ofte aseksuel (eller påfaldende feminin i sine manerer), men til gengæld har han gerne en ejendommelig fiksering. Det bedste eksempel er nok Bond-historiens mest kultisk ombejlede skurk, Auric Goldfinger, fra filmen Goldfinger, hvor Gert Fröbe spiller ham med stoisk uudgrundelighed. 

"This heart is cold/ He loves only gold," synger Shirley Bassey i sin berømte titelsang, og Goldfinger tænder da også kun på kvinder, forudsat at de er sprøjte-malet med nedsmeltet guld. 

Det vidner om både en perversion med format og en stærk afsmag for menneskeheden og menneskekroppen. For hvor James Bond tydeligvis føler sig tilpas i sit atletiske og seksuelt attraktive legeme, ligner mange Bond-skurkes kroppe visne vedhæng til de hoveder, der udtænker djævelske planer.

Bond-skurken er indbegrebet af en misantrop, men til gengæld udviser han stor ømhed over for dyr. Tænk blot på 007's ærkefjende Ernst Stavro Blofelds affekterede måde at ae sin hvide perserkat på. Andre ynder at omgive sig med aggressive arter som hajer, skorpioner, alligatorer og dobermann-hunde, hvilket antyder en primal natur bag den fimset-forfinede facade. 

Samme betagende blanding af det raffinerede og det brutale ses i den traditionsrige scene, hvor skurken (som i lighed med Bond er et luksusdyr) agerer den perfekte vært over en udsøgt middag. Inden de når til desserten, har skurken løftet sløret for den spektaku-lære aflivningsmetode, han så nidkært har udtænkt til ære for sin gæst. Og altid i et upassende jovialt tonefald, som det sømmer sig for en mand, der ynder at smage på og svælge i sin egen sadisme.

Kontrolfreak og legebarn  
Sit navn til trods er Goldfinger ganske normal i fysisk forstand, men mange af hans forbryderkolleger har en visuelt frapperende defekt, som spejler deres psykologiske afvigelse. Defekterne antager mange forskellige former: hænder af metal (Dr. Julius No i Dr. No), et vansiret ansigt (Blofeld, som Bond dyster mod i flere film), klap for det ene øje (Emilio Largo i Thunderball), en ekstra brystvorte (Francisco Scaramanga i Manden med den gyldne pistol) og svømmehud mellem fingrene (Karl Stromberg i Spionen der elskede mig). 

Bond-skurken er dermed i slægt med en anden populærkulturel figur, som også lever skjult for omverden, nemlig Den gale Videnskabsmand, hvis outsider-status ofte er symboliseret ved lignende fysiske særpræg. Men hvor Den gale Videnskabsmand har vildt strittende hår, er Bond-skurken typisk korthåret eller kronraget. Gal er han, men på en anderledes kølig, kalkuleret og fokuseret facon. 

Bond-skurken er det oplagte forbillede for enhver kontrol-freak. Han foretager aldrig en overflødig bevægelse og klæder sig i minimalistiske og kittel-lignende gevandter, som nu Blofelds Nehru-jakke. Hans præference for store, blanke flader går igen i det højteknologiske hovedkvarters spektakulære, men også kliniske design, som signalerer ressourcestyrke, målrettethed og (sygelig) pertentlighed. 

Superskurken kunne utvivlsomt stryge til tops i erhvervslivet, hvis han ville. Han forstår tydeligvis at motivere sine medarbejdere, og med undtagelse af Bond-pigen, som 007 lokker i seng og dermed over på sin side, er mange af skurkens håndlangere loyale til det sidste.

Bond-skurken er vant til at få sin vilje, tåler ikke modsigelse og hader uforudsete hændelser, men når 007 kaster grus i hans maskineri, er han alligevel ofte i stand til at tage det, om ikke med godt humør, så dog sleben sarkasme, som her Moonrakers velartikulerede skurk Hugo Drax: "Mr. Bond, you persist in defying my efforts to provide an amusing death for you." Formuleringen røber, at skønt Bond-skurken tager sig selv og sit projekt knusende seriøst, er der også et element af leg over det hele, og i de bedste præstationer endda et strejf af distance: Som om Bond-skurken med en kluklatter betragter sin egen performance som Bond-skurk udefra.

Det ultimative egotrip
Bond-skurken personificerer det stilfulde og det storladne og er ofte blevet kaldt "larger than life". Martyriet er ham ikke fremmed, hvilket skurkens navn i den nye Bond-film antyder (efter Anden Verdenskrig måtte Le Chiffre rejse på et statsløst pas og følte sig dermed reduceret til et "ciffer"). Men Bond-skurken søger aldrig tilflugt i offerrollen eller forfalder til apati og afmagtsfølelse. Tværtimod er han stålsat i sin "if you can't join them, beat them"-mentalitet.

Seriøst socialt utilpassede tilfælde som Karl Stromberg og Hugo Drax gør Gud rangen stridig og udlever den ultimative almagtfantasi, når de planlægger at udslette kloden og skabe nye samfund i deres eget billede under vandet eller i det ydre rum. 

Og hvor Bond bag den dyre facade groft sagt er efterretningstjenestens stik-i-rend-dreng, en fugl i M's guldbur, synes superskurken at være født uden flokdyr-instinkt. Hans samfundsnedbrydende visioner er et radikalt udtryk for skaberkraft og selvstændig tænkning. Det giver derfor også god mening, at skurken Le Chiffre i den nye film angiveligt er baseret på den kontroversielle britiske okkultist og tusindkunstner Aleister Crowley (1875-1947), som pressen døbte "verdens ondeste mand".

Metaltræthed og comeback
James Bond opstod som litterær figur i 1953. Han er barn af den kolde krig, og hans missioner havde til formål at forsvare de vestlige værdier og idealer. Overfor står Bond-skurken, der i de glohede koldkrigsår ikke sjældent havde en uhellig alliance med den kommunistiske fjende. 

1960'erne markerer et opfindsomt højdepunkt med inspirerede og ikoniske skurkeskikkelser som Blofeld og Goldfinger. Som den kolde krig lakkede mod enden, satte en mærkbar træthed imidlertid ind. I Roger Moores sløje svanesang, Agent 007 i skudlinien fra 1985, bliver Christopher Walkens skurk Max Zorin af en britisk anmelder rammende kaldt "en kvindagtig gigolo, som bare venter på at kradse Bonds øjne ud". I Spioner dør ved daggry fra 1987 ses derimod en testosteron-pumpet, krigsgal våbenhandler, hvis sære hang til at lege med miniature-soldater får ham til at fremstå mere fjollet end frygtindgydende.

Men da Bond efter seks års fravær i 1995 vender tilbage til biograflærredet i GoldenEye, er det med interessante nye tiltag på skurkefronten. Hovedskurken er den frafaldne MI6-agent Alec Trevelyan (spillet af talentfulde Sean Bean, der havde været i spil som Roger Moores efterfølger som Bond). Trevelyan er efterkommer af kosakker, som under Anden Verdenskrig kæmpede mod den russiske ærkefjende. Ved krigens afslutning overgav kosakkerne sig til briterne, der alligevel sendte dem tilbage til Stalin og strenge straf — også for kvinder og børn. "Not exactly our finest hour," som Bond da også må medgive.

Trevelyans familietragedie sender skurkerollen videre til Bonds arbejdsgiver og indikerer, at der i det brogede storpolitiske billede ikke længere findes et skarpt skel mellem de gode og de onde. Skurken Trevelyan, i denne første Bond-film efter den kolde krigs afslutning, er relativt rationel og velargumenteret, og hans grusomme hensigter er motiveret af et faktisk forræderi, ikke profitbegær eller diffus destruktionstrang. Trevelyan gennemskuer stormagternes beskidte spil og handler ud fra sin egen overbevisning og retfærdighedssans, mens Bond til sammenligning atter fremstår som magthavernes stumpe og uskeptiske instrument.

Virkelighedens ondskab
I Casino Royale, den 21. Bond-film i rækken, bliver skurken Le Chiffre spillet af Mads Mikkelsen. Det er første gang, Le Chiffre optræder i en officiel Bond-film, men faktisk var han 007's nemesis i Ian Flemings allerførste Bond-roman fra 1953.

Filmen, der i øvrigt introducerer Daniel Craig i rollen som Bond, hopper handlingsmæssigt tilbage til begyndelsen og viser, hvordan Bond gjorde sig fortjent til den prestigefyldte "00"-status. Herefter sender MI6 James Bond til Casino Royale i Montenegro for at forpurre skurken Le Chiffres planer om at tjene en formue i et pokerspil — penge, der selvsagt er øremærket alt andet end gode formål.

Virkelighedens ondskab har fundet vej til Bond-universet i form af 11. september. Bond opdager, at nogen må have kendt til attentatet på forhånd og brugt deres viden til børsspekulation. Med sin blanding af senet styrke og ophøjet gådefuldhed ligner Mads Mikkelsen et inspireret valg til superskurkerollen som den umenneskeligt blege Le Chiffre med det døde blik i øjnene. Når han dør for Bonds hånd, er faren drevet over. For denne gang.