Nyhed
25. aug. 2021 | 16:25

Pornoen overlever på OnlyFans

Foto | Louis Sten Gretlund
I den kommende DR-serie Se på mig viser den nittenårige dansker Lærke, hvordan hun lever af at sælge intime billeder på det sociale medie OnlyFans.

I en overraskende kovending meddeler det sociale medie, at det planlagte forbud mod seksuelt eksplicit indhold bliver droppet.

Af Nicki Bruun

Det blev en verdensomspændende nyhed, da det sociale medie OnlyFans meddelte, at man fra 1. oktober forbyder seksuelt eksplicit indhold på platformen.

Men nu har selskabet foretaget en overraskende kovending. Porno vil alligevel være tilladt fremover på OnlyFans, skriver internationale medier som Variety.

Medierne henviser til et opslag, som OnlyFans har lagt ud på selskabets officielle Twitter-konto.

”Tak til alle, som har ladet deres stemme blive hørt,” starter det sociale medie med at skrive til følgerne.

”Vi har skaffet de nødvendige midler til at støtte vores mangfoldige fællesskab af indholdsskabere og har droppet den planlagte ændring fra 1. oktober. OnlyFans går op i inklusion, og vi vil fortsat være hjem for alle indholdsskabere.”

Store penge i porno
Den britiske grundlægger bag OnlyFans, Tim Stokely, sagde så sent som i går i et interview med Financial Times, at platformens beslutning om at droppe porno skyldtes problemer med bankerne.

De ville angiveligt ikke stå for de mange overførsler for det pornografiske indhold. Men det er der åbenbart kommet en løsning på, som dog ikke fremgår af Twitter-opslaget fra OnlyFans. Selskabet havde ellers brugt tid på at strikke et nyt og udførligt regelsæt sammen.

Der har de seneste dage været enormt megen snak og debat om det sociale medie, hvor også en række danske kvinder som Fie Laursen har tjent penge på at lægge nøgenbilleder og pornografiske videoer op til et betalende publikum.

DR havde i søndags premiere på dokumentarserien Våde veninder, hvor to veninder lukker kameraholdet ind i deres hverdag, som økonomisk drives af indtjening fra OnlyFans.

Og den 29. august kommer der endnu en serie, Se på mig, der følger nittenårige Lærke, som tjener godt på at lægge intime billeder af sig selv på OnlyFans.

Det kommer de danske kvinder efter alt at dømme fortsat til at kunne, men det sidste lader ikke til at være sagt i den hastigt udviklende sag.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko