Opblødning i konflikten med streamingtjenester
Der har været tegnet et dommedagsscenarie op i dansk film siden starten af 2022.
Uenigheder om en rettighedsaftale mellem streamingtjenester og Create Denmark – sammenslutningen af filmarbejderes interesseorganisationer – har betydet et produktionsstop, som har kostet den danske filmbranche et milliardbeløb.
I sidste uge skrev omkring 2000 filmfolk under på, at der var akut behov for en øjeblikkelig aftale, hvis den danske filmbranche overhovedet skal overleve.
Deres bønner er blevet hørt.
I fredags kunne Create Denmark og producenternes fagforening Producentforeningen endelig melde ud, at man var nået til enighed med TV 2.
Samtidig blev en midlertidig aftale med streamingtjenesten Viaplay, som stod til snart at udløbe, forlænget frem til 1. juli 2023.
Særligt TV 2-aftalen ses som en sejr, fordi den håbes at kunne bruges som løftestang til at skabe flere faste aftaler og dermed gøre en ende på produktionsstoppet.
Hvad aftalen betyder for udbetaling af rettighedspenge, fremgår ikke. Det vides med andre ord ikke, hvor meget Create Denmark har fået igennem af sine ønsker.
”De endelige vilkår i aftalen afventer godkendelse i de respektive baglande. Derefter vil udvikling og produktion kunne genoptages,” lyder det i en pressemeddelelse udsendt af Create Denmark.
Seertal på Netflix
Der mangler stadig en aftale mellem Create Denmark og den internationale streaminggigant Netflix, som i sidste måned begyndte at dele sine seertal i Storbritannien med et britisk seermålingsinstitut.
Tjenesten har tidligere gjort en dyd ud af at holde tallene hemmelige. Men nu er man gået med til at offentliggøre tallene, fordi man planlægger at lancere et reklame-finansieret abonnement til en billigere pris i nogle lande – dog ikke Danmark.
Netop spørgsmålet om, hvor mange der ser en Netflix-produktion, har været en af de store knaster i forhandlingerne mellem streamingtjenesten og danske filmfolks organisationer.
Netflix ønsker at aflønne med en engangsbetaling, mens filmfolk vil have en model, hvor man løbende får udbetalinger baseret på en film eller series succes.
Det er også en vigtig aftale, fordi den potentielt kan åbne for mere samarbejde med globale streamingtjenester som Amazon, Disney og Apple. De har vist interesse for at lægge nogle af sine enorme summer i lokale produktioner som for eksempel Danmark.
En anden af streaminggiganterne, HBO Max, meddelte tidligere i år, at man droppede ambitionen om at producere indhold på det nordiske marked.
Men streamingkrigen raser stadig for fuld udblæsning, også i Danmark, hvor filmfolkene håber at få del i den store efterspørgsel af film og serier.
Kommentarer