Orden i Danmark

"Vi skal bruge: Et godt kamera, gerne tungt. Et godt stativ og en nem dolly. En hurtig bil. En god billedbearbejdning og et seriøst lydarbejde. Og et stykke sejlgarn."

Sådan slutter Max Kestner med vanlig glimt i øjet en synopsis til sin kommende Danmarksfilm, Verden i Danmark, som i skrivende stund lige akkurat er gået ind i klippefasen.

Underforstået: En Danmarksfilm kan rumme nærmest hvad som helst og alt mellem himmel jord. Og så alligevel ikke, for historien viser, at hvis der er noget, som kan få de ellers så godmodige (flegmatiske?) danskere op af lænestolene, så er det, hvis man støder dem på selvopfattelsen.

PH i stormvejr
Dét fik Poul Henningsen at føle, da han i april 1935 i Palads Teatret i København stolt fremviste resultatet af to års kalejdoskopiske optagelser fra det ganske land for en forsamling af danske journalister, diplomater, politikere og erhvervsfolk. Dagen efter kunne han i avisen læse, at han ikke alene var en kulturradikal salonkommunist - dét vidste han godt - men også en landsforræder, og tilmed en talentløs én af slagsen.

"Danmarksfilmen var skandaløst slet," udbasunerede den borgerlige Dagens Nyheder i sin overskrift, og i artiklen argumenterede skribenten for, at filmen ganske enkelt burde destrueres. Andre aviser havde tilsvarende hadske kommentarer, og reaktionerne var generelt så stærke, at filmen først blev udsendt efter at have fået nyt lydspor - fædrelandssange i stedet for jazz - og efter at være blevet klippet om til nærmest ukendelighed.

Først i 1962 havde gemytterne lagt sig så meget, at den oprindelige version kunne rekonstrueres, hvorefter den af den højt estimerede filmkritiker Bjørn Rasmussen blev kaldt et "mesterligt filmdokument" og gled ind i den danske filmskat som en klassiker.

Knap så drabeligt gik det for sig, da PH's kulturradikale lillebror, Klaus Rifbjerg, sammen med filmfolkene Lars Brydesen og Claus Ørsted i 1970 lavede Danske billeder. Tiderne havde ændret sig, retorikken var knap så nationalromantisk højspændt som i de naziforskrækkede 30'ere, men også Rifbjerg fik på puklen for at vise almindelige hverdagsdanskere med bajerflasker, ondt i skattetrykket og øjnene stift fikseret på den netop frigivne porno. Det var Turistrådet, der havde bestilt filmen, og måske var far ikke direkte vred, men han var i hvert fald skuffet.

Kort efter fulgte Peter Refn med Kort fra Danmark (1973) og Kristen Bjørnkjær med Danmark A+B (1976), men i frisindets årti var der så mange kritiske røster om dette og hint, at en ridse eller to mere i nationens lak ikke rigtig kunne bringe danskernes pis i kog. Og da Pablo Llambias i 1993 kom med videogenerationens bud på en Danmarksfilm, DK - filmen med Danmark, var der vel knap nok nogen, der opdagede det.

Danmarks nye grænser
Direkte adspurgt erkender Max Kestner, at han kun meget perifert har forholdt sig til nogen af de ovennævnte film. Ligesom han heller ikke forventer, at danskerne i dag vil kunne hidse sig op over en Danmarksfilm.

"Det er klart, at der nok vil komme nogle reaktioner," siger Max Kestner. "For eksempel har man allerede i Kristeligt Dagblad spurgt, hvorfor kristendommen ikke er repræsenteret. Og andre vil savne andre ting, men det har ikke på noget tidspunkt været en overvejelse at støde nogen. Noget af svagheden ved Rifbjergs film er, at man alt for tydeligt mærker hans lyst til at provokere ved at snobbe nedad. Det er sjovere at drille, hvis man ikke gør det så åbenlyst. Men situationen er en helt anden i dag, ikke mindst fordi mediebilledet er blevet så stort, at der ikke er nogen, der går og venter på min film, sådan som man ventede på PH's."

Alligevel må man vel sige, at man ikke kan undgå at fiske i hajfyldte farvande i en tid, hvor det nationale igen er blevet en mærkesag, og hvor der ligefrem er nogen, som mener at vide, hvad danskhed er?

"Jeg laver en film om overflader, jeg laver en film om det, der er synligt. Det er ikke en klog film, der ser ind bag facaderne og undersøger, hvad det egentlig er, der foregår. Den registrerer bare, hvad der er synligt, hvad der er meget af i Danmark lige nu, og hvem der råber højst. Det er også derfor, at jeg har lavet optagelser med Marianne Jelved og Pia Kjærsgaard. Jeg ved endnu ikke, om de ender med at komme med i filmen, men jeg har valgt de to, fordi de begge repræsenterer noget, der er synligt lige nu."

"Jelved er en markant politiker, som måske kommer til at spille en større rolle i fremtiden. Og Kjærsgaard har jeg valgt, fordi jeg synes, at det ville være underligt ikke at pege på, at en af de største udviklinger i dansk politik i disse år er, at vi har fået et nyt arbejderparti. For sådan er det jo, uanset om man kan lide det eller ej. Jeg har også en racist med, for jeg anerkender, at de findes. Og jeg har spurgt Anders Fogh Rasmussen, men han takkede pænt nej. Ligesom heller ingen fra den royale familie indtil videre har ønsket at medvirke. Og så har jeg prøvet at få en islamist med, men det har heller ikke været muligt, hvilket undrer mig, for jeg troede netop, at de gerne ville stå frem og udbrede deres budskab."

Hvad ligger der i titlen, Verden i Danmark?

"To ting. Den ene er at sige, at vi lever i en globaliseringstid, og at de geografiske grænser er ved at blive opløst og erstattet af andre typer grænser, økonomiske og kulturelle. Alting flyder jo bare ind over Danmark, ikke mindst via internettet. Og så er det for at sige, at filmen handler om alt, hvad der findes i Danmark lige nu, om hele den verden, som Danmark i sig selv også er."

Netop Dansk Folkeparti har været med til at genoplive de nationalromantiske ikoner. Har du følt trang til at gå i rette med de billeder, som Dansk Folkeparti i de senere år har sat på danskhed?

"Ja, de har jo nærmest taget patent på Dannebrog, så ingen længere tør bruge det. Men nej, hvis jeg skal være ærlig, så er filmen ikke drevet af politiske ambitioner. Den er drevet af nogle rent formæssige overvejelser, som jeg gerne vil arbejde med. Jeg har bevidst forsøgt at undgå de faldgruber, der har at gøre med at gå ind i en aktuel politisk debat. Måske findes der alligevel sådan et lag i filmen, men så er det på et mere underbevidst plan."

Det kan lyde, som om du påtager dig en bevidst naiv position at fortælle ud fra?

"Både-og. Jeg fortæller derfra, hvor jeg ser verden. Jeg er ikke klog nok til at lave bemærkelsesværdige analyser af samfundet, jeg fortæller i det eneste sprog, som jeg kan."

Dialog med Jørgen Leth
Har Max Kestner ikke direkte ladet sig påvirke af PH, Rifbjerg og de øvrige forgængere, har han til gengæld et meget nært forhold til Jørgen Leths Livet i Danmark (1971), en film, der både emmer af tidsbilleder og så alligevel med sin pseudoantropologiske form og sin påtaget neutrale sprogtone kan forekomme ganske tidløs. Det er en film, der er så meget Jørgen Leth, at den snarere end at fremstå som en typisk Danmarksfilm er gledet ind i instruktørens værkliste som et signaturværk i familie med Det perfekte menneske (1968) og Det gode og det onde (1975).

Max Kestner fortæller, at han egentlig havde regnet med at have en tæt dialog med Jørgen Leths film:

"Det kunne være sådan noget med, at når han har nogle 'unge ugifte kvinder fra provinsen', så ville jeg have nogle 'unge ugifte kvinder på Café Bang & Jensen sidste lørdag'. Men det er endt med at blive mere indirekte, i tonen og formen. Jeg har også en cyklist som en hilsen til PH, men den type konkrete hints er ikke noget, der fylder særlig meget."

Max Kestners film vil være opbygget af en række elementer og greb, hvis indbyrdes relationer og vægtning først vil falde på plads i klipningen. Selv beskriver han filmen som en kloning mellem to af sine tidligere værker: Nede på jorden (2002), en dokumentarisk skildring af hverdagen på en fabrik i Esbjerg, og Rejsen på ophavet (2004, dvd-gave i EKKO #28), der er et selvportræt, som via tæt montage og rablende monolog stiller spørgsmål til, hvordan et menneskes identitet bliver til.

I den nye film vil der være en række nedslag i det almindelige dagligliv. Det kan være en scene med et par, der er til lånesamtale i banken, eller et blik ind i en redaktion på en avis eller et tidsskrift, hvor diskussionen om den næste forside formodentlig vil afspejle de aktuelle strømninger ude i samfundet. Eller forskellige nedslag i uddannelsessystemet.

Det almindelige liv
For at understrege filmens pseudovidenskabelige tilgang optræder der en række portrætter af personer, som - i bedste antropologiske tradition - er fotograferet op mod en mobil bagvæg med måleenheder og farveskalaer.

Der er også lynportrætter af danskere, montager af billeder fra det private fotoalbum, hvor en livsfrise glider forbi på få sekunder. Der er landskabsbilleder og et mere spirituelt lag, hvor forskellige mennesker ved at fortælle om deres drømme prikker hul på filmens rationelle tone og struktur. Endelig er der en monolog på lydsiden, der vil spille en væsentlig rolle i forhold til oplevelsen af de enkelte billeder og scener.

"Min forhåbning er, at det bliver en film, hvor man ikke bagefter vil kunne sige, at den handler om én bestemt ting. Ligesom Livet i Danmark er det jo en pseudovidenskabelig film, der foregiver at favne hele landet, fra kyst til kyst, fra det højeste til det laveste, det hele."

Du har valgt en meget åben struktur, men du må have haft nogle retningslinjer eller udvælgelseskriterier for at gøre opgaven mere overskuelig?

"Man kunne have valgt at lave en film om alt det mest fantastiske i Danmark, eller om de mest bemærkelsesværdige danskere, men jeg har valgt at lave en film om alt det almindelige. Udfordringen er så at gøre det almindelige interessant. Hvordan laver man et billede af en kolonihave, uden at det bliver en kliché? Eller af Vesterhavet? Eller af en kornmark?"

"Hér har opgaven været at prøve at ramme klichéen og samtidig tilføre den lige præcis dét ekstra, der gør den vedkommende. Altså at lave billeder af noget almindeligt, så det ikke bare er aflæst og udtømt på et sekund, men så der er en oplevelse i det, som bliver hængende. Det har været den udfordring, som manuskriptforfatteren Dunja Gry Jensen og jeg har givet os selv."

Ny vinkel på bøgeskoven
"Når vi fotograferer et postbud op mod den bagvæg, som vi har haft med rundt i landet, så har hovedgrebet været, at vedkommende har sit almindelige tøj på. På lydsiden fortæller jeg, at det er et postbud, men på billedet ser man en 23-årig pige, der lige så godt kunne være seminariestuderende. På den måde opstår der en spænding, en slags misforhold, mellem det, man ser, og den information, man får."

"Et andet eksempel kunne være landskabsbillederne. Hér har taget dem alle sammen lige ovenfra for at komme uden om postkortproblemet med horisontlinjen. Det er et neutralt blik, taget lodret ned fra en kran, nærmest som en fotokopi af et kæmpestort landkort. Man kan stadig godt se, at det er en bøgeskov, men den er set fra en helt anden vinkel, end man plejer."

I Rifbjergs film medvirker en enkelt mørklødet person, der fjoller rundt foran kameraet og siger, at han i øvrigt bare er på gennemrejse. Hvordan har du forholdt dig til, at Danmark i mellemtiden er blevet multietnisk?

"Jeg har prøvet at have mange forskellige slags mennesker med, men uden at nogen af dem optræder som 'andengenerationsindvandrere' eller lignende. Igen for at undgå klichéen. Af samme grund har jeg også valgt ikke at have en kioskejer eller en grønthandler med. De billeder er kedelige, så vil jeg hellere have en skolelærer, der ligner en grønthandler."

Er du blevet klogere på danskerne lige nu ved at lave filmen?

"Jeg ville ønske, jeg kunne sige ja, for jeg kan mærke, at mange af mine kolleger netop arbejder med at undersøge tingene, men det synes jeg ikke rigtig, at jeg kan bryste mig af. Jeg undersøger den enkelte scene, mens vi laver den, og i klipperummet undersøger vi materialet meget minutiøst. Men det er ikke sådan, at jeg finder ud af noget om virkeligheden, som jeg ikke vidste i forvejen. Det har mere noget at gøre med at undersøge, om filmen formidler eller ikke formidler en oplevelse af situationen, og hvad det er, der gør, at man kan opleve noget på en bestemt måde."

Da du blev interviewet til EKKO for et år siden (#28), talte du om kombinationen af storhedsvanvid og mindreværdskompleks som en sprængfarlig cocktail. Er der et element af storhedsvanvid i at kaste sig ud i at lave en Danmarksfilm?

"Nej, hvis der kunne være en sygdom i det, er det nok mere det neurotiske i trangen til at få kortlagt noget, så man kan lægge det bag sig. At få orden på Danmark. Jeg føler, at det er en god opgave, fordi jeg kan få frit løb til at dyrke min hang til kedsommelig almindelighed."

Verden i Danmark er produceret af Bastard Film med støtte fra Det Danske Filminstitut og Danmarks Radio. PH's Danmark fra 1935 og Jørgen Leths Livet i Danmark fra 1971 er tilgængelig på dvd og kan købes i Cinematekets Boghandel.