Reportage
27. feb. 2017 | 09:17 - Opdateret 27. feb. 2017 | 20:24

Historiens største Oscar-brøler

Foto | David Bornfriend
Ved sidste års uddeling lød kritikken, at det var #OscarsSoWhite, men i år overraskede Moonlight, der har en sort instruktør og skuespillere, ved at slå forhåndsfavoritten La La Land.

En grum fejl gjorde, at filmholdet bag La La Land måtte forlade scenen under Oscar-showet og give statuetten videre til holdet bag Moonlight, der vandt prisen for bedste film.

Af Jens Steinicke Kjær

Av, av, av … det er ikke hver dag, at man må tage skylden for et af tv-historiens største fuck ups.

Men det måtte værten Jimmy Kimmel gøre for at tage fokus fra, at de aldrende skuespillere Faye Dunaway og Warren Beatty ved en fejl læste La La Land i stedet for Moonlight ved prisoverrækkelsen af bedste film under nattens Oscar-show.

Triumfen til Moonlight var en kæmpe overraskelse, da La La Land forinden havde vundet seks statuetter, heriblandt priserne for bedste instruktør og bedste kvindelige hovedrolle, som gik til henholdsvis Damien Chazelle og Emma Stone.

Visionen om at få flere sorte mennesker med i det store show blev næsten vulgært opfyldt, da man kaotisk skiftede hele Damien Chazelles kridhvide hold fra La La Land ud med Barry Jenkins’ mere kulørte hold fra Moonlight på scenen i Dolby Theatre i Hollywood.

La La Land blev dog suverænt den film, som scorede flest priser, nemlig seks.

Der blev desværre ingen guldstatuetter til danske hænder, da Asghar Farhadi tog prisen for bedste udenlandske film for næsen af Martin Zandvliet og co. med Sælgeren. Aske Bangs Silent Night blev slået af den ungarske kortfilm Sing.

Kun lidt politik
Asghar Farhadi fik æren for aftenens mest nævneværdige politiske indslag ved slet ikke at møde op til prisoverrækkelsen. Han ville vise respekt for sit iranske folk og demonstrere sin afstandstagen til Trump og hans indrejseforbud.

Ellers gik aftenen stort set uden politiske budskaber.

Måske fordi Jimmy Kimmel til at starte med opfordrede alle amerikanere til at være solidariske og ”Make America great again”.

Alligevel kunne han ikke dy sig og tweetede på storskærm til Donald Trump, om han stadig var oppe og fulgte med. Præsidenten svarede desværre ikke.

Kimmel styrede showet med bravur, til trods for at hans hyggelige vittigheder ikke avlede smertefulde latterkramper.

Han mobbede flere gange Matt Damon – en joke fra hans tv-show – og med jævne mellemrum fik han slik til at dale ned over publikum. Typisk simpel Oscar-humor, som dog fik salen til at smile varmt.

Rørte skuespillere
I stedet for politik bar takketalerne præg af klassisk følelsesmæssig Oscar-stemning.

Casey Affleck fik æren at modtage prisen for bedste mandlige hovedrolle for sin rolle i familietragedien Manchester by the Sea.

Ligesom Emma Stone var han meget rørt og overvældet. Han beklagede endda, at han ikke på stående fod havde et vigtigt budskab at understrege.

Mahershala Ali var mindst lige så følelsesladet, da han modtog prisen for bedste birolle i Moonlight. Han takkede sine gamle lærere og var ekstra glad for at have fået en datter for fire dage siden.

Emmy-vinderen Viola Davis gik hjem med statuetten for bedste kvindelige birolle i Fences. Det var med tunge tårer i øjnene, at hun holdt aftenens længste takketale, som hyldede folk, der arbejder som kunstnere.

Rørende farvel
Montagen med afdøde filmfolk var historisk lang, og skuespilleren Jennifer Aniston måtte selv tilføje den nyligt afdøde skuespiller Bill Paxton til listen, der ellers tæller stjerner som Carrie Fisher, Gene Wilder og Debbie Reynolds.

De tre hovedrolleindehavere fra Hidden Figures havde også taget den 98-årige matematiker Katherine Johnson med på scenen, da de skulle uddele en pris, hvilket bragte stor applaus fra hele Hollywood.

Taraji P. Henson spiller Johnson i filmen, som altså ikke fik nogen priser på den store aften.

En musiskalsk aften
Justin Timberlake åbnede showet flot ved at danse rundt mellem de ellers lidt stive kendisser og synge for fulde gardiner.

La La Land vandt ikke overraskende priserne for bedste originale filmmusik og bedste sang, så Justin Hurwitz måtte glad hoppe op på scenen to gange for at modtage statuetter.

Meget passende spillede John Legend titelsangen fra La La Land live med en overvældende scenografi, hvor flyvende dansere svævede hen over en stjernebelyst baggrund.

Det var også oplagt, at filmen om de mærkeligt talende rumvæsner, Arrival, vandt prisen for bedste lydklipning, og det var sikkert kugleregnen i Hacksaw Ridge som sikrede filmen prisen for bedste lydmiks.

Mel Gibson var storsmilende, da hans krigsdrama også vandt prisen for bedste klipning.

Disney markerer sig
Titelsangen fra Disneys tegnefilm Vaiana blev også opført i en velsunget live-version, som fik salen til at nikke med.

I en sjov hyldest til Løvernes konge løftede Kimmel den lille skuespiller Sunny Pawar, som spiller hovedrollen i Lion, op til tonerne fra filmens berømte scene på kongesletten.

Junglebogen løb af sted med prisen for bedste visuelle effekter, og Zootropolis blev hædret med prisen for bedste animation.

Og konklusionen på det 89. Oscar-show?

Det var grænseløst ærgerligt, at holdet fra Moonlight fik sit store øjeblik ødelagt, og at holdet fra La La Land blev gjort til grin. Men inden den store brøler var det et underholdende Oscar-show, som bød på flere overraskelser.

Oscar-vindere 2017


Bedste film
VINDER: Moonlight
Arrival
Fences
Hacksaw Ridge
Hell or High Water
Hidden Figures
La La Land
Lion
Manchester By the Sea

Bedste instruktør
VINDER: Damien Chazelle, La La Land
Denis Villeneuve, Arrival
Mel Gibson, Hacksaw Ridge
Kenneth Lonergan, Manchester by the Sea
Barry Jenkins, Moonlight

Bedste mandlige hovedrolle
VINDER: Casey Affleck, Manchester by the Sea
Andrew Garfield, Hacksaw Ridge
Ryan Gosling, La La Land
Viggo Mortensen, Captain Fantastic
Denzel Washington, Fences

Bedste kvindelige hovedrolle
VINDER: Emma Stone, La La Land
Isabelle Huppert, Elle
Ruth Negga, Loving
Natalie Portman, Jackie
Meryl Streep, Florence

Bedste mandlige birolle
VINDER: Mahershala Ali, Moonlight
Michael Shannon, Nocturnal Animals
Hugh Grant, Florence
Lucas Hedges, Manchester by the Sea
Dev Patel, Lion

Bedste kvindelige birolle
VINDER: Viola Davis, Fences
Naomie Harris, Moonlight
Nicole Kidman, Lion
Octavia Spencer, Hidden Figures
Michelle Williams, Manchester by the Sea

Bedste originale manuskript
VINDER: Manchester by the Sea, Kenneth Lonergan
Hell or High Water, Taylor Sheridan
La La Land, Damien Chazelle
The Lobster, Yorgos Lanthimos, Efthymis Filippou
Alletiders kvinder, Mike Mills

Bedste manuskript baseret på andet forlæg
VINDER: Moonlight, Barry Jenkins, Tarell Alvin McRaney
Arrival, Eric Heisserer
Fences, August Wilson
Hidden Figures, Allison Schroeder, Theodore Melfi
Lion, Luke Davies

Bedste fotografering
VINDER: La La Land
Arrival
Lion
Moonlight
Silence

Bedste dokumentar
VINDER: OJ: Made in America
Havet brænder
I Am Not Your Negro
Life, Animated
Den 13. forfatningsændring

Bedste ikke-engelsksprogede film
VINDER: Sælgeren, Iran
Under sandet, Danmark
En mand der hedder Ove, Sverige
Tanna, Australien
Min far Toni Erdmann, Tyskland

Bedste klipning
VINDER: Hacksaw Ridge
Arrival
Hell or High Water
La La Land
Moonlight

Bedste scenografi
VINDER: La La Land, Sandy Reynolds-Wasco, David Wasco
Arrival, Patrice Vermette
Fantastiske skabninger og hvor de findes, Stuart Craig
Hail Caesar
Passengers, Guy Hendrix Dyas

Bedste kostumedesign
VINDER: Fantastiske skabninger og hvor de findes, Colleen Atwood
Allied, Joanna Johnston
Florence, Consolata Boyle
Jackie, Madeline Fontaine
La La Land, Mary Zophres

Bedste makeup og hår
VINDER: Suicide Squad
En mand der hedder Ove
Star Trek Beyond

Bedste score
VINDER: La La Land, Justin Hurwitz
Jackie, Micachu
Lion, Dustin O'Halloran, Hauschka
Moonlight, Nicholas Britell
Passengers, Thomas Newman

Bedste originale sang
VINDER: City of Stars, La La Land
Audition, La La Land
Can’t Stop the Feeling!, Trolls
The Empty Chair, Jim: The James Foley Story
How Far I'll Go, Vaiana

Bedste animationsfilm
VINDER: Zootropolis
Kubo - den modige samurai
Vaiana
Mit liv som Squash
Den røde skildpadde

Bedste kortfilm
VINDER: Sing
Ennemis Interieurs
La femme et le TGV
Silent Nights
Timecode

Bedste korte dokumentarfilm
VINDER: The White Helmets
Extremis
4.1 Miles
Joe's Violin
Watani: My Homeland

Bedste animerede kortfilm
VINDER: Piper
Blind Vaysha
Borrowed Time
Pear Cider and Cigarettes
Pearl

Bedste lydmiks
VINDER: Hacksaw Ridge
Arrival
La La Land
Rogue One: A Star Wars Story
13 Hours: The Secret Soldiers of Benghazi

Bedste lydklipning
VINDER: Arrival
Deepwater Horizon
Hacksaw Ridge
La La Land
Miraklet på Hudsonfloden

Bedste visuelle effekter
VINDER: Junglebogen
Deepwater Horizon
Doctor Strange
Kubo - den modige samurai
Rogue One: A Star Wars Story

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko