Oscar-vinder får premiere med Ekko
Den har vundet nærmest alle de priser, den har kunnet komme i nærheden af: Oscar, Golden Globe, Guldbjørn, engelsk BAFTA, fransk César og dansk Bodil.
Asghar Farhadis iranske Nader og Simin — en separation var sidste års helt store filmoverraskelse. Mange missede den dog utvivlsomt, da den kørte i biografen, men det er der råd for nu.
Filmen får nemlig dansk dvd-premiere med det nye nummer af Ekko, som er på gaden onsdag den 9. maj og kan købes for 89 kroner. Den 15. maj kommer filmen i almindeligt dvd-salg til 149,95 kroner.
Nader og Simin er navnene på et vingeskudt ægtepar, der er endt i skilsmisseretten. Simin vil tage deres fælles datter med til et bedre liv i udlandet — men Nader nægter, da han ikke kan forlade sin gamle, syge far.
Filmen tager en uventet drejning, da en tjenestepige ansættes, og penge forsvinder fra Naders lejlighed. Temperamenterne kommer i kog, og pludselig er den rolige Nader under anklage. Nader og Simin udvikler sig til et medrivende drama om løgn, skyld og moral, hvor personerne står i ægte dilemmaer.
Nader og Simin var sidste års bedst anmeldte film:
”Om et par årtier vil Nader og Simin være et af disse mesterværker, der stadig holder” Roger Ebert, Chicago Sun-Times
”Forestil dig, at Alfred Hitchcocks minutiøse fokus på plot møder Ingmar Bergmans overvældende følelsesmæssige kraft” Kenneth Turan, Los Angeles Times
Dvd’en følges op af et tema i magasinet om ”Film i verdens brændpunkter”, der blandt andet byder på et portræt af 40-årige Asghar Farhadi, en samtale med filippinske Brillante Mendoza og Carsten Jensens essay om en amerikansk skildring af Afghanistan-krigen i både skrift og billeder.
Ekko #57 kan fra på onsdag købes i udvalgte kiosker og biografer over hele landet. Abonnement bestilles online eller på tlf. 8838 9292.
Kommentarer