Oscar-nomineret dokumentarist laver musical
The Act of Killing og The Look of Silence, som fik seks stjerner af Ekkos anmelder, er banebrydende dokumentarfilm om det indonesiske folkemord.
Med to Oscar-nomineringer for bedste dokumentar har de gjort den amerikansk-britiske instruktør Joshua Oppenheimer til et verdensnavn inden for dokumentargenren.
Nu har instruktøren – der bor i København – fået tolv millioner kroner i produktionsstøtte fra Det Danske Filminstitut, hvilket regnes for at være en stor støtte.
Filmen har den dystre titel The End, og med projektet tager han ikke bare springet til fiktion, men også til en så usædvanlig genre som musicalen.
Det bekræfter hans danske producer Signe Byrge Sørensen fra selskabet Final Cut For Real, som også har produceret Oppenheimers dokumentarfilm.
Begravet i sand
Allerede i 2016 løftede Joshua Oppenheimer i det britiske filmmagasin Screen Daily en flig af sløret for filmen og forklarede, hvorfor han elsker musicals.
”Det er en filmgenre, som er ærlig i forhold til sin egen sentimentalitet,” sagde han.
Oppenheimer tilføjede, at historien er løst inspireret af Samuel Becketts teaterstykke Happy Days (1961), der handler om en midaldrende kvinde. Hun er begravet til livet i sand og tænker tilbage på gladere dage.
En anden inspirationskilde er Jacques Demys mesterlige filmopera Pigen med paraplyerne fra 1964. Her spiller Catherine Deneuve en ung kvinde, der arbejder i sin mors paraplyforretning og forelsker sig i en automekaniker – et forhold, som moren ikke billiger.
”Der er ingen gode eller onde personer, og tragedien opstår i interaktioner imellem mennesker,” sagde Joshua Oppenheimer om sin begejstring for Demys film.
Samarbejde med Heisterberg
Instruktøren fortalte også, at han vil udfordre genren på samme måde, som han gjorde det med de to folkemordsfilm.
I The Act of Killing lader han en af bødlerne fra folkemordet rekonstruere de blodige begivenheder. Og i The Look of Silence konfronterer en mand, der mistede sin bror under massakren, nogle af gerningsmændene.
I et interview til Ekko i 2014 fortalte han, at The Act of Killing har været medvirkende til, at den indonesiske regering anerkendte folkemordet i 1965. Det er med andre ord en særlig virkelighedsforankret dokumentarisme, instruktøren forlader til fordel for musicalgenren.
Oppenheimer har fået den danske manuskriptforfatter Rasmus Heisterberg til at skrive filmen med ham.
Heisterberg er især kendt for sit samarbejde med instruktøren Nikolaj Arcel. De har lavet En kongelig affære, Mænd der hader kvinder og Sandheden om mænd.
The End er ikke færdigfinansieret, men Signe Byrge Sørensen oplyser til Filmmagasinet Ekko, at hun føler sig overbevist om, at filmen bliver en realitet.
Kommentarer