På tålt ophold

Da 40-årige Roland Møller tager imod nede ved opgangens dør på indre Nørrebro, hilser han kort og går ud efter to kopper kaffe i den lokale kaffebar.

Jeg ved ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv. Så jeg står bare. Pludselig hører jeg små skridt. Oppe på trappeafsatsen står der en lille, tæt kamphund. En American Staffordshire Terrier. Hvis man slår den op i en hundebog, kan man læse, at det er en vagthund, der er specialiseret i ”at angribe indtrængende”.

Heldigvis logrer hunden hjerteligt med halen. Og da den humper ned ad trappen, virker den ikke farlig.

”Foxy er en gammel, gigtplaget kamphund. Det er derfor, hun har fået et varmetæppe. Så går det lidt bedre. Desværre er hendes race blevet ulovlig i Danmark nu. Så hun er her egentlig kun på tålt ophold. Hun gør ellers ikke en kat fortræd,” synger Roland Møller på klingende fynsk ovre fra læderlænestolen ved den store fladskærm.

Han virker som en venlig mand. I hvert fald, når han ikke fortæller om, hvordan hans medfanger puttede mikroskopiske glasskår i en pædofil medfanges mad, da han sad i fængsel. De muskuløse arme slår tit ud i dramatiske fagter, og stemmen bliver tit hævet i engagement.

”Jeg fylder meget i et lokale, det har jeg tit fået at vide. Da jeg var ung, troede jeg jo, at jeg var vældig klog, fordi jeg altid fik ret i diskussioner. Men det var jeg ikke.

Folk var bare bange for at få én på skallen,” fortæller han.

”Da jeg var femten-seksten år gammel, startede jeg som slagsbror. Og så begyndte jeg at yde beskyttelse til pusherne og tjene penge på dét. Jeg har fået ti voldsdomme, men det er jo ikke uskyldige mennesker, jeg har været oppe og slås med.”

– Så jeg behøver ikke være nervøs?

”Nej, tværtimod. Jeg har altid sat en ære i at beskytte outsiderne og de svage. Hvis nogen blev drillet i skolen, så gik jeg hen og gav plageånden et nyrehug.”

Morgenkaffe
Roland Møller har brugt mange kræfter på at lægge volden bag sig. Og volden er bestemt ikke noget, han er stolt af i dag. Efter vi har lavet interviewet, beder han om at ændre et par sine formuleringer. ”Også af hensyn til og respekt for ofrene,” som han formulerer det.

Indtil nu har Roland Møller medvirket i R (2010) og Kapringen (2012), som hver især indbragte ham filmkritikernes fornemste hæder: en Bodil-nominering. Og til april kan vi opleve ham i en ny, markant birolle, nemlig i Michael Noers Nordvest, hvor han spiller den både elskelige og frygtindgydende alfons Bjørn, der leder en Nordvest-bande.

Michael Noer og Tobias Lindholms R er for en stor del baseret på hans egne, virkelige erfaringer fra Horsens Statsfængsel. Da han, efter et masseslagsmål i byen, hvor en dørmand mistede et øje, blev sat i Horsens statsfængsel, fik han et ultimatum af den dominerende gruppe indsatte: Enten smadrer du én for os, eller også smadrer vi dig. Roland Møller valgte. Det samme gør Pilou Asbæk, der spiller hovedrollen i R, hvor han tæsker en medfange til ukendelighed.

Der er mange af den slags episoder eller detaljer i R, som stammer fra Roland Møllers eget liv i fængslet. Den fuldkomment hårrejsende episode, hvor en fange får ”morgenkaffe” – altså en kande kogende olie med karamelliseret sukker, der smides direkte i hovedet på offeret, så han per refleks selv river huden af ansigtet – oplevede Roland Møller også på nær hold. Og netop den scene viser meget godt skismaet i hans oplevelse af det at spille skuespil.

”Den scene havde jeg meget svært ved at levere troværdigt, fordi jeg selv havde oplevet den og fundet den meget, meget ubehagelig. Så vi fandt ud af, at jeg skulle være helt underspillet. Der skulle jeg altså virkelig spille skuespil og fortælle om det, som om det ragede mig en skid. Det var også den scene, vi tog om flest gange.”

– Så det er mest skuespil, når det er tæt på.

Det er jo det modsatte af, hvad man tror…

”Ja. Lige præcis.”

Dæmon forlod kroppen
Roland Møllers held var, at han altid har lavet musik. Han har kendt rapperen Jokeren, fra han var atten-nitten år gammel. Jokeren spurgte Roland Møller, om han ville skrive et vers til en ny plade for ham. Sådan fik han for alvor smag for musikbranchen.

Udslusningen efter endnu en voldsdom skete gennem Den Rytmiske Højskole i Vig. Jokeren tilbød ham en dag et job i sit kommende pladeselskab – hvis den kriminelle karriere til gengæld blev lagt på hylden.

”Det er svært at sadle om. Men så var der pludselig en gulerod,” siger Roland Møller eftertænksomt.

Via rapgruppen Hvid Chokolade, hvor Tobias Lindholms bror er med, fik Roland Møller kontakt med den vordende filminstruktør, som straks fattede interesse for fængselshistorierne, der siden blev til filmen R.

”Han spurgte, om jeg ikke skulle have en lille rolle i filmen. Det var jeg ikke meget for, men så kom jeg til at tænke på Alfred Hitchcock, der lige siger hej fra døren i bussen (Menneskejagt, red.). Og så tænkte jeg: ’Hvorfor ikke?’”

Roland Møller spørger, om han må ryge. Han åbner et vindue og sætter sig hen under det. Inden rollen som sømand i Kapringen fik han fjorten dages intensiv undervisning af skuespillerkollegaen Sara Boberg. Men det er hans eget råmateriale, der er i spil – også når han spiller andet end forbryder.

”Jeg vil vove den påstand, at jeg er blevet et bedre menneske af at spille skuespil – specielt af at spille de grimme ting. Man tager fra andre, og der er noget teknik i det, men man skal stadig finde det i sig selv, hvis det skal være troværdigt. Og når det så kommer ud, og man ser det på film, sker der noget. På et tidspunkt oplevede jeg det meget stærkt.

I Afrika under optagelsen til Kapringen var det, som om en dæmon forlod min krop, da jeg en dag spillede helt ud til kanten. Så sad Pilou og mig og kiggede på hinanden. Hvad fanden skete der lige dér? Og så kom det sgu ikke engang med i filmen,” siger Roland Møller og griner selvironisk.

– Har du overvejet at uddanne dig?

”Ja. Men jeg kan forstå på Pilou, som har gået på Skuespillerskolen, at de for eksempel har en time, hvor de skal spille siv …”

Roland Møller svajer med armene over hovedet fra side til side og ser øm og mild ud.

”… jeg ved ikke, om det lige er mig.”

Mænd i små rum
– Hvad gør du så? Hvordan forberedte du dig til at spille kapret sømand?

”Jeg startede med at finkæmme alt på nettet og læse artikler om folk, der var taget til fange. Og jeg mødtes med en rigtig styrmand for at få det maritime på plads. Da vi kom ud på skibet brugte jeg lang tid på at lære mine rutiner. Jeg lavede nogle workouts, hvor jeg løb op og ned ad trapperne og lærte at åbne dørene rutineret. De døre dér på et skib, det er sgu ikke bare lige sådan. Dem brugte jeg lang tid på.”

– Kunne du bruge dine oplevelser fra fængslet til noget?

”Ja, men mere i den forstand, at R og Kapringen minder meget om hinanden. Begge dele er jo mænd i små rum, som jeg plejer at sige. Og det er fængslet også. Jeg går stadig på toilettet med åben dør, når jeg er alene. Jeg kan ikke lide lukkede rum mere.”

– Så meget af det er dig selv?

”Ja, jeg bruger mig selv. Men jeg bliver altså rigtig ked af det, når folk siger: ’Du spiller jo slet ikke skuespil.’ For hvad ved de egentlig om det? Jeg arbejder faktisk meget bevidst med tingene.”

– Først spillede du ”dig selv”. Derefter det stikmodsatte af, hvad du er. Men hvad så i Nordvest?

”Det er, som om de to første roller smelter sammen i rollen som Bjørn. Jeg skal være tryg og rar, og så skal jeg være kold og stikke ordrer ud: ’Du skal begå et mord.’ Vi talte meget om det. Det er sådan set mit bud på, hvordan det er skruet sammen i Københavns natteliv, hvor der sidder nogle ældre mænd og trækker i trådene, imens de unge drenge render rundt ude i gaderne og skyder hinanden. Det håber jeg kommer frem,” siger Roland Møller, som ved siden af skuespilkarrieren også arbejder med gadeprojekter, holder foredrag og er en ivrig debattør.

”Vi sætter jo ikke de unge mennesker ind i fængslet, vi sætter dem ud af samfundet. Jeg mener, vi burde bruge tiden mere fornuftigt på for eksempel at uddanne dem.”

Gør det som Godfather
– Hvordan har udviklingen været – fra en ufrivillig rolle til kendt skuespiller?

”Det har reddet mit liv. Det er Tobias Lindholms skyld, at jeg ikke står på et hjørne i en skudsikker vest og skal forsvare et eller andet.”

– Hvordan bliver du instrueret?

”Nogle gange bruger instruktørerne de film, jeg har set. Så siger Tobias Lindholm eller Michael Noer: ’Kan du huske i Godfather, hvor han giver en ordre på den og den måde? Sådan skal du gøre det’ – og så er jeg helt med.”

– Hvad med fremtiden?

”Jeg har lige sagt ja til en rolle som førsteelsker i en kortfilm, fordi det er så langt fra det, jeg har spillet indtil nu. Det glæder jeg mig til.”

Roland Møller håber, at der kommer flere roller, hvor han ikke bliver typecastet som kriminel. Men faktisk kan han takke fængslet, fordi det har lært ham noget om skuespil. Som fange ved man lige, hvornår man skal skrue rollen som bisse på, og hvornår man ikke skal. Det er en knap, man kan tænde og slukke for.

– Så i dag skræmmer du ikke livet af folk med vilje mere?

”Der er to former for respekt: Den, du tager, og den, du får. I fængslet tager du den. I dag regner jeg ikke den respekt for noget. Og da jeg første gang blev nomineret til en Bodil, kunne jeg virkelig mærke, hvordan det føles at få en respekt, man har fortjent. Det er jo en helt anden følelse.”

– Har skuespillet påvirket folks opfattelse af dig, eller tænker folk stadig: ’Puha, han er uhyggelig!’

”Efter Kapringen har der været en del andre skuespillere, instruktører og journalister henne og give mig et skulderklap. Men jeg arbejder dagligt på ikke at virke intimiderende på folk – for det gør jeg stadig. Fængslet sidder jo i kroppen på én. Mange mennesker, der ikke kender mig, siger tit, når de har talt lidt med mig: ’Du er jo faktisk rigtig rar.’ Men mange folk møder mig stadig med enten foragt eller frygt,” siger Roland Møller og slår nærmest lidt opgivende ud med armene.

– Hvad skal der til for, at du kan komme helt videre?

”Ja, så skal jeg nok have nogle flere roller, som er helt anderledes.”

– Men er du parat til det?

”Ja, jeg vil faktisk gerne spille en nervøs enlig far. Eller homoseksuel. Sådan en sympatisk rolle vil jeg gerne spille … altså, hvis manuskriptet er godt”.