På vulkaner

Længe inden jeg overhovedet sætter min fod på islandsk jord i Leifur Eriksson-terminalen i Reykjavik, har jeg fået et indtryk af islandsk mentalitet. For allerede i Kastrup siger Rúnar Rúnarsson, at han lige har snakket med sin far i telefonen og spurgt til vejret i Island. Hans fars svar var meget dramatisk:

”Det bliver forfærdeligt!”

Vi står uden for SAS-terminalen i Kastrup i skarpt sollys. Rúnar ryger på en helt tynd, hjemmerullet cigaret. Han har fuldskæg og en stilig, asymmetrisk sideskilning. Da vi kommer ind i flyet, skal vi sidde langt fra hinanden. Og da vi spørger to forskellige islændinge, om ikke vi kan bytte plads, lyder svaret hver gang ens:

”Nej.”

Ikke surt, ikke hårdt, ikke aggressivt. Bare lige to-the-point. Det er sådan, det er. Nej.

Senere, da jeg har været sammen med de to instruktører i to dage, fornemmer jeg, at det på mange måder også er sådan, de er. Og sådan deres film er. Temperamentsfulde og to-the-point. Lunefulde. Og skarpe.

Reykjavik betyder Røgvig. Vejret er gråligt, men på ingen måde forfærdeligt. Det er her, i lufthavnen i Islands hovedstad, vi møder Dagur. Han er en blid tenor, der taler et fuldkommen fejlfrit og næsten accentfrit dansk. Brede skuldre under en ternet skovmandsskjorte og et kraftigt, næsten viltert hår over et ansigt fuld af tæt skæg.

Han virker halvsur. Hans nye film The Good Heart har fået to anmeldelser i Island i går. Fem stjerner i den ene avis. Den anden var – med instruktørens egne ord – ”en lorteanmeldelse”.

Islandsk film i krise
Vi kører igennem en naturscene, der er gold, sort, stenet. Her ser ud præcist som på de billeder, Ekko fik taget for et par måneder siden, hvor de to instruktører går rundt i et for en dansker uhørt eksotisk sceneri.

”Et månelandskab!” siger Dagur rammende, idet han præsenterende slår ud med armen fra førersædet.

Samme goldhed oplever den islandske filmbrance for tiden. Vi kører på en vej af sort lava-grus. ”This Road May Be Impassable,” siger et skilt. Og imens fortæller Dagur og Rúnar om landet, der om noget er blevet slået i gulvet af finanskrisen. I Reykjaviks udkant peger de på hele kvarterer af parcelhuse, som har fået akut hjertestop. Der er gadelamper, veje, fint afmærkede haver. Men husene er døde. Spøgelsesforstæderne er aldrig blevet bygget færdige.

Alle er ramt. I filmbranchen viser krisen sig ved en nedskæring i filmstøtten på 35 procent. Og måske endnu mere næste år.

”Sidste år blev der lavet seks islandske film. Nu er der skåret ned, så der vil kun blive støttet tre film om året. Men der kommer heldigvis også andre film. Der er et par på vej, som kommer ud af den blå luft. Folk finder andre veje,” siger Dagur.

Vi kører forbi turistattraktionen Bláa Lóni∂ – ”Den blå lagune” – hvor man kan bade i naturligt varme kilder. Hele tiden bryder naturen ind i billederne og udsigterne omkring os. Hvis det ikke er et brusende hav, er det høje bakker eller sort lava.

Hele Islands indre er et stort vildnis. Og landets blot 300.000 indbyggere kan boltre sig på to gange Danmarks areal. Det gør, at udørk og ensomme landsbyer er af en helt anden kaliber, end vi kender det i Danmark.

På mange måder er ensomheden i udstødelsen hovedpersonen i Dagur Káris første spillefilm, den internationalt anerkendte Nói albínói fra 2003. Nói er udstødt, som var han en albino. Og hans tilværelse befolkes af en lille håndfuld pilskæve karakterer, der alle siger, at Nói – som muligvis bare er højintelligent – ikke passer ind. Filmen er en dvælende studie i udlængsel og grå hverdag, båret af en tør humor og slående billeder af en lille islandsk bygd.

Følelsen af at være udgrænset finder man også hos Rúnar Rúnarsson. Hans karakterer står alene og kæmper med deres stædige viljer for at holde fast i sig selv, mens verden omkring dem forandrer sig. I Rúnars rørende afgangsfilm Anna skal den tolvårige titelperson både forholde sig til forældrenes skilsmisse og egne gryende teenagefølelser.

Alle kunstarter i én form
Rúnar Rúnarsson voksede op i en familie med tre ældre søskende i Seltjarnarnes uden for Reykjavik. Familien tilhørte arbejderklassen i den velhavende kommune. Begge forældre kommer fra landet, og familien var nærmest selvforsynende. Ofte bestod aftensmåltidet af mad fanget fra familiens kutter, og når der kom gullasch på bordet, var det lavet med hval- eller sælkød og hjemmedyrkede grøntsager. Og moren, som er en dygtig skrædder, klædte familien på – i kopier af tidens mode.

Dagur voksede op i Reykjavik, og barndommen var ifølge instruktøren selv ”super almindelig og lykkelig”.

”Jeg har nogle gange haft lyst til at opdigte noget, når jeg får sådan et spørgsmål. Gøre som Tom Waits og sige, at min far var forsvundet, og min mor var en luder, og jeg blev født på bagsædet af en taxi,” siger han.

Inden de to islændinge fandt frem til instruktør-gerningen, flirtede de begge med andre kunstarter. I sine unge år var Rúnar en ivrig fodbold-, håndbold- og skakspiller, men han kom på andre tanker.

”Skakmestrer så mærkelige ud, og mit temperament, som ikke var blevet bedre af teenageårenes hormon-ubalance, passede ikke til holdsport. Jeg begyndte at interessere mig for andre ting og prøvede at udtrykke mig på forskellige måder. Jeg malede frygtelige billeder, skrev poesi og teaterstykker til skolen, tog stillbilleder og lavede musik.”

Da Rúnar var seksten-sytten år, lavede han sin første film.

”Lige pludselig faldt alle de her udtryksformer, som jeg havde prøvet, sammen i én form, og jeg vidste med det samme, at jeg endelig var på hjemmebane,” siger Rúnar, der befinder sig så godt i instruktørrollen, at han i 2006 blev Oscar-nomineret for kortfilmen Sidste gård. Samme film, han året forinden havde brugt i sin ansøgning til Den Danske Filmskole.

Ungdommelig smerte
Dagur Kári hedder egentlig Dagur Kári Pétursson. Efternavnet har han fra sin far, den store islandske forfatter Pétur Gunnarsson. I gymnasietiden skrev han meget – ligesom sin far – men han tog også billeder og lavede musik. Og efter gymnasiet valgte han skriverierne fra. Han var træt af at blive sammenlignet med faren. Ligesom Rúnar fandt han ud af, at han i filmkunsten kunne dyrke alle sine interesser i én form.

Der er ti år imellem, at de to instruktører dimitterede fra Den Danske Filmskole. Rúnar tog afgang i 2009 med Anna, der blev vist på Cannes-festivalen i serien Quinzaine des Réalisateurs. Og ved siden af sin uddannelse på Filmskolen lavede han kortfilmen Småfugle, som også var på Cannes, hvor den deltog i kortfilmkonkurrencen.

Ligesom i Anna er det den ungdommelige smerte, instruktøren kredser om. To helt unge, forelskede mennesker ender til et drukgilde. De tager pligtskyldigt pillerne, de får serveret, og da pigen er helt væk, udnytter to voksne mænd situationen.

Lost Weekend er titlen på Dagurs afgangsfilm. I filmen vågner hovedpersonen fortumlet op på et hotelværelse efter en bytur. I hans seng ligger en pige under dynen. Filmen er i virkeligheden en eksistentiel krise. For hvad nu, hvis man bare vælger ikke at tjekke ud?

”Vi lavede hotelværelset på Filmskolen. Og kulissen brugte vi faktisk tit til at holde fest i. Så det lykkedes mig hele to gange at vågne op i ”hotelværelset” – nøjagtig som min hovedperson – uden at ane, hvor jeg var,” griner Dagur, der stadig dyrker musikken, og med sit band Slowblow har han lavet musik til alle sine egne film.

Island i Hundested
– Hvordan var det at lave din første film, Dagur?

”Afgangsfilmen? Det var en meget angstfuld proces. Vi fik på skolen at vide, at det var vores billet til branchen og den slags. Så vi var alle sammen ved at gå helt kolde. Men så sagde vores underviser: ’Det drejer sig først og fremmest om at lave en personlig film.’ Og ’det personlige’ definerede han som alle vores mangler, så det blev pludselig attraktivt at lave fejl. Derfra var processen meget lystfuld,” fortæller Dagur.

Rúnar var mere sikker fra starten. Mest fordi han slet ikke kunne se, at afgangsfilmen skulle være noget særligt.

– Hvad er filmisk karakteristisk ved din afgangsfilm, Anna?

”Vi arbejdede med den idé, at den ret simple historie ikke kunne bære i sig selv. Lyden eller det visuelle kunne heller ikke bære i sig selv, men tilsammen blev de forskellige dele til noget helt andet og større.”

– Hvor er Anna indspillet? Det ligner et meget kedeligt sted i Island, men det er faktisk ...

”Hundested!”

– Det er simpelthen Hundested?

”Ja. Den er optaget i Dogville ... Ha, ha!”

Vi sidder og taler et par timer sammen alle tre på en café i hovedstaden. Dagur fortæller om hans metode, som kan samles i udtrykket ”perler på en snor”. Han arbejder med scenen, til den sidder i skabet, og først da går han videre til den næste.

– Hvordan er din metode, Rúnar?

”Jeg arbejder ikke på samme måde med enkelte scener. For mig er perlerne billedet, locations og følelserne, der opstår i tilskueren. Det kan være Anna, der dukker op af vandet. Eller drengens spejling i vandoverfladen. Og dem sætter jeg så op i en kæde og bygger det langsomt op på den måde,” siger Rúnar.

”Det synes jeg er utrolig spændende,” nikker Dagur. ”Jeg har altid selv villet lave film med én stemning og en masse stilhed, men jeg kommer altid til at fyre en masse dialog af. Men hvor frit arbejder du, når du er på location? Får du alle mulige idéer, eller ligger det hele fast?”

”Det ligger fast," svarer Rúnar. "Alt er skrevet ned til mindste detalje. Det giver en frihed på locationen. Så bruger man måske kun tyve procent af det, man har besluttet på forhånd. Men det planlagte giver en mulighed for at se det nye. Årsagen er, at man ved at forberede sig kan se hele filmen for sig, og så kan man pludselig meget lettere se, hvad der passer ind,” siger Rúnar.

On location
– Kan I overhovedet lide optagelser?

”Ja, jeg bliver helt fuld af et utroligt overskud, når jeg er på optagelser,” siger Rúnar. ”I mit almindelige liv har jeg ikke noget som helst overskud. Jeg kan være en uge om at putte en kuvert i postkassen. Men på optagelse kan man ikke være slap, man kan ikke lægge sig på sofaen og surmule. Jeg elsker den følelse på settet: At man kaster mig ud i noget, som jeg ikke aner, hvordan jeg skal løse. Men i min hverdag så hader jeg den slags situationer,” indrømmer Rúnar.

”Jeg synes, det bliver sværere og sværere,” siger Dagur. ”Når jeg er på optagelser, så vil jeg helst bare være i den verden og ikke skulle hjem og købe ind og så videre. Det gør mig angst at forlade settet. Sådan havde jeg det også, da jeg lavede The Good Heart. Jeg vågnede midt om natten næsten hver nat, fordi jeg ikke kunne holde op med at tænke på optagelserne. Så gik jeg et par gader ned til baren, hvor jeg så sov på gulvet fra tre til otte. Så snart jeg var i scenografien, faldt jeg til ro igen. Det er så intenst, og man arbejder så tæt sammen, og så pludselig en dag er det hele slut igen. Det er meget mærkeligt.”

”Ja, og hvis man pludselig får en idé, så er alle tilstede, så man lige kan prøve det af,” siger Rúnar. ”Da jeg lavede Sidste gård , var det allerbedst. Der var ikke engang noget mobilsignal, så langt ude på landet var vi. Men produceren fandt faktisk ud af, at hvis han stillede sig på en sten og hoppede op i luften, så kunne han lige akkurat sende en sms. Men det skulle times meget præcist. Og det var endnu sjovere at se ham hoppe op og ned, når han prøvede at modtage,” griner Rúnar.

Sentimental nekrofili
Rúnar Rúnarsson indspillede Sidste gård med den mest barske islandske natur som baggrund. Historien er på mange måder grusom, men faktisk også meget smuk. En gammel mand har mistet sin kone. Hun er sovet ind i dobbeltsengen. Men i stedet for at ringe efter hjælp foretager han sig det, retsmedicinere rubricerer som ”sentimental nekrofili”. Han kan ikke slippe hende. Og han sover ved siden af liget med en arm omkring det.

I dramatiske, ustyrligt flotte billeder fortæller instruktøren – med en forbavsende indlevelsesevne – oldingens version af livet. Han skal som en af de sidste bønder i området forlade sit hjem. Men han skal også forlade sit liv, som han kender det sammen med sin kone.

Vi standser bilen ved Stranda Kirke.

Egentlig for at få kaffe ved en pylsevagn, men den er lukket. I stedet går vi lidt rundt i den helt ubegribeligt stærke, isnende blæst. Så kan Rúnar også få sig en smøg. Han ruller en cigaret. Vi går rundt om kirken og kigger på gravstenene, mens Rúnar ryger.

Steen Bille er lige blevet ansat som ny filmkonsulent i København. Jeg fortæller, at jeg kender ham som en god dramaturg.

"Altså, jeg læste et sted, at han siger, at filmskaberen ’skal have noget på hjerte’,” siger Dagur.

”Dét synes jeg lyder meget fornuftigt. De fleste instruktører går for meget på kompromis. Det er sværere at gøre det, hvis du har noget på hjerte,” siger Rúnar.

"Dansk film har skabt sin egen Hollywood-formel, hvor film bliver mere og mere strømlinede. De er håndsværksmæssigt perfekte, men tit på bekostning af hjerteblod. Det er vigtigt at få hjerteblodet tilbage i dansk film," mener Dagur.

Klipning og nærvær
Rúnar står foran at skulle lave sin første spillefilm, mens den fire år ældre Dagur netop har haft premiere på sin tredje spillefilm. The Good Heart er Dagurs første internationale produktion. Den handler om barejeren Jacques, der bliver indlagt med endnu et af talløse hjerteanfald. Filmens roller er besat af et hold engelske og amerikanske skuespillere med Brian Cox i spidsen, og optagelserne foregik både i Island og USA. Men Dagur drømmer ikke om en karriere i Hollywood.

”Jeg lavede den ikke for at få lov at lave flere film i USA. Jeg kan faktisk slet ikke lide det. Det er så tungt og ufleksibelt, og det har ikke meget med kreativitet at gøre. Man mærker virkelig, at film er en industri derovre. Hvis man alligevel ikke arbejder inden for studiesystemet, er mulighederne meget bedre i Europa, hvor man har adgang til offentlige midler,” forklarer Dagur Kári.

Hans seneste film har i det hele taget været ret besværlig. Det var en proces, der trak ud i årevis.

”Ofte har agenten og skuespilleren helt modstridende agendaer, har jeg fundet ud af. Kunstneren vil gerne lave fede film, men agenten vil bare tjene penge. Og i ét tilfælde, hvor kunstneren havde sagt ja til at være med, opdagede jeg – efter lang tid – at agenten slet ikke havde sendt tingene videre. Det kostede halvandet år af mit liv.”

Rúnars debutspillefilm får titlen Eldfjall. ”Vulkan” på islandsk. Og han har selv skrevet historien. ”Jeg har altid været virkelig dårlig til at lave pitch (et kortfattet filmoplæg, red.). Da jeg skulle pitche den her, var jeg nødt til at gøre det på engelsk: ”It is the coming of age of a 67 year old man,” fortæller han.

Vulkanen på øen Heimaey gik i udbrud i 1973, og én døde af en luftvejsforgiftning. Rúnar viser billeder af udbruddet fra sin lille hvide Apple-laptop. Billederne fra katastrofen skal optræde i filmen.

”Ved en tilfældighed ser han sit eget minde,” forklarer Rúnar. ”Filmen handler om den her mand, som ikke kan vise sine følelser. Som i en vulkan rumler de bare dybt nede i ham. Og folk omkring ham tror, at han er en kold mand. Men det bobler hele tiden.”

– Kommer han i udbrud?

”Ikke så voldsomt. Det er mere en langsom boblen, men hans udvikling er der.”

– Skal filmen så være i sort-hvid? Skal den være håndholdt? Har du gjort dig den slags tanker?

”Nej, det er mere sådan, at jeg for eksempel arbejder med begrebet tid. Den foregår over bare halvanden måned. Men i selve scenerne har jeg også besluttet, at jeg vil undgå alt for mange krydsklip. Hvis man klipper alt for meget, så bryder man også tiden op. Krydsklippet giver et nærvær, men hvis man krydsklipper hele tiden, dulmer man ligesom tilskuerne, så de ikke oplever det nærvær. Derfor skal krydsklippene i Vulkan bruges anderledes. De skal skabe det nærvær, som de i virkeligheden altid bør gøre,” siger Rúnar og tilføjer:

”Det er lidt på samme måde i Anna. Da hun genforenes med sin ven, understreger vi det følelsesmæssige højdepunkt ved for første gang at bruge krydsklipningen til at skabe nærvær.”

Han viser med et imaginært kamera, hvordan man filmer henover skulderen på den, som den filmede karakter taler til. Ved hver replik skifter kameraet til den andens synsvinkel.

”Når man bruger det på den måde, så bliver det et rigtigt redskab, man har i værktøjskassen.”

Halvt dyr, halvt menneske                
I bilen sidder vi og snakker om, hvad Island egentlig er for et sted. Det får Dagur til at fortælle en anekdote fra sin barndom. I et par måneder gik han i skole i Frankrig. Og for at præsentere ham og hans land havde skolelærerinden en dag to billeder med ind i klassen. Det ene forestillede en vulkan i udbrud midt i en by. Det andet forestillede to elleveårige drenge, der lå bevidstløse midt på gaden med en flaske brændevin mellem sig.

”Efter det foredrag fik jeg en del mere respekt fra de andre i min klasse,” siger Dagur skælmsk.

– Stødte I på fordomme, da I som islændinge kom ind på Den Danske Filmskole? Om at I skulle være særligt tavse eller mystiske eller drikke mere eller være mere voldsomme?

”Ja, der er mange, der forventer, at man er halvt menneske, halvt dyr. Men det betyder jo bare, at man indimellem kan opføre sig lidt mere råddent, uden at nogen bemærker noget i den forbindelse,” siger Rúnar med et løftet øjenbryn.

Men faktisk er både den tætbyggede Dagur og den langlemmede Rúnar optagede af, at de ikke er islandske filminstruktører. De er bare kunstnere, der i filmen har fundet den optimale støbefond for deres kunst. Kvikmyndir, hedder det på islandsk. Hurtige bevægelser og billeder. På dansk siger vi bare ”film.”