Personligt og politisk år i Berlin

Selv om årets program til den 67. udgave af Internationale Filmfestspiele Berlin – i daglig filmtale kaldet ”Berlinalen” – egentlig først offentliggøres den 31. januar, er hovedkonkurrenceprogrammet fuldendt. Og det tegner til at blive en konkurrence, hvor hele verden strækker armene ud efter Guldbjørnen.

For sjældent har et Berlinale-program været så langt ude i kanterne af den runde jordklode for at finde film. Anmeldere og publikum kan se frem til film med særpræg fra intet mindre end 25 lande.

Der er blevet plads til filmmæssigt miniputnationer som Libanon, Senegal og Slovakiet sammen med sværvægtere som Tyskland, Frankrig og England. Norden er repræsenteret ved Sverige, Norge og Finland, når festivalen løber af stablen i Berlins biografer fra den 9. februar.

Politisk forsoning
Det var helt forventeligt, at Taiwan – der ellers normalt ikke er overrepræsenteret på filmfestivaler – nok skulle få en film med i år.

Lige siden USA’s nyindsatte præsident, Donald Trump, begyndte at sætte ild til sit lands forhold til Kina ved at tale i telefon med Taiwans præsident, har mange filmfolk ventet på, at der ville komme en taiwansk film med i Berlin som et statement om, at den lille ø i hvert fald anses for at være et land på disse breddegrader.

At den japanske instruktør Sabu har fået sin film finansieret i både Taiwan og Kina, er et symbol på storpolitisk forsoning på filmfronten, men der skal nu nok komme kamp om bjørnestatuetterne i år alligevel.

For det ser ud, som om der virkelig er skruet op for fortællingerne ved Berlinalen 2017.

Mens Sabu kommer med en fortælling om en sværddræbertype i Mr. Long, er årets åbningsfilm mere åbenlyst politisk. Det er nemlig den franske Django, der skyder det hele i gang med en historie om jazzpioneren Django Reinhardt, der i 1943 måtte flygte fra Tyskland på grund af sin etniske baggrund.

Med flygtningekrisen i baghovedet kan den film ikke være mere politisk korrekt, og så er den endda en debutants værk. Etienne Comar, der er mest kendt som manuskriptforfatter og producent bag perler som Om guder og mænd og Timbuktu, spillefilmdebuterer med en åbningsfilm.

Store instruktører
Berlinalen har de senere år været kritiseret for ikke at kunne tiltrække store kanoner i hovedprogrammet. Ja, faktisk har flere brancheblade kaldt den anerkendte tyske filmfestival for et talentsammenkog, men i år kommer der imidlertid en håndfuld etablerede navne.

Især fra England!

For den Oscar-vindende Danny Boyle tropper nemlig op med intet mindre end Transpotting 2. Set ud fra traileren er der fuld fart og klassekritik for alle pengene.

Lige noget for Berlinale-folket.

Trainspotting 2 vises i hovedprogrammet, men uden for konkurrence. Med i konkurrencen er til gengæld Sally Potter, og hende er der store forventninger til. Potter, der brød igennem i 1992 med Orlando og tyve år senere bjergtog fans med Ginger & Rosa, kommer til Berlin med The Party.

En film, der beskrives som en festlighed, der ender med blod på gulvet. Det lyder lige så bittersødt, som Potter plejer at være.

Blandt andre forhåndsfavoritter er også tyske Volker Schlöndorff, der vandt Guldpalmen i Cannes i 1979 med Bliktrommen. Med Return to Montauk har instruktøren denne gang lavet en drama om en mand, der vender tilbage til en amerikansk by, hvor han engang forelskede sig i en kvinde.

Med Schlöndorffs sans for det uroligt rolige kunne det sikkert også byde på en historie om Udkantsamerika set udefra. Og mon ikke det emmer af politiske undertoner?

Amerikansk anmelder-darling
Nu vi er ved USA, så er den eneste amerikanske instruktør, der konkurrerer i årets hovedprogram en rigtig anmelder-darling. Oren Moverman har skrevet film, som har prentet sig fast i mange filmkritikere – men som til gengæld ikke er strøget til tops publikumsmæssigt.

Som manuskriptforfatter har Moverman stået bag perlerne I’m Not There og Love & Mercy, mens han som instruktør debuterede med den Oscar-nominerede The Messenger og gav Richard Gere et helt nyt spillerum i med Time Out of Mind. Netop Gere er genganger i The Dinner, som kommer til Berlin i år. Filmen er efter sigende en undersøgelse af, hvor langt forældre vil gå for at beskytte deres børn.

Og så kommer der sørme også en tidligere Guldbjørn-vinder med i årets hovedkonkurrence. Călin Peter Netzer vandt i 2013 for Mor & søn, og den rumænske instruktør er kendt for at lave stille dramaer med politiske overtoner.

Med Ana, mon amour fortæller han historien om et ungt elskende par, der glider fra hinanden på grund af kvindens mentale problemer.

Nordisk islæt
Der er altså ingen tvivl om, at Berlinalen i år fokuserer på stærke fortællinger, som har noget på hjerte.

På den måde passer de ganske godt til jury-formand Paul Verhoevens egne film de senere år (Black Book og Elle), og denne fortællelyst finder man også i de nordiske bidrag i hovedkonkurrencen.

The Other Side of Hope er den finske veteran Aki Kaurismäkis bidrag i hovedkonkurrencen. Kaurismäki – der er kendt for underfundige perler som Manden uden fortid og Miraklet i Le Havre – kommer til Berlin med et komediedrama om en jammerlig mand, der en dag bliver ven med en gruppe nyankomne flygtninge.

Helt i den Berlinale’ske ånd!

Samtidig konkurrerer også den tysk-norske film Bright Nights med en fortælling, der er til at tage og føle på. I filmen kører en mand igennem de norske nætter i håb om at genskabe forholdet til sin søn. På turen får vi et billede af det moderne menneske og ikke mindst samfund. Det er den tyske instruktør Thomas Arslan (Guld), der står bag den tyske film, som også har norske penge i bagagen.

Svenske penge finder vi også i hovedprogrammet, nemlig sammenskudsgildet Spoor, der er instrueret af selveste Agnieszka Holland (Europa Europa). Dermed er filmen vel ret beset polsk, men der er nu også tyske, tjekkiske, slovakiske og altså svenske penge i projektet. Spoor handler om en ældre dame, der er sikker på, at hun kan opklare et lokalt mysterium – og det kan hun måske også.

Politik i sideprogrammet
Men nu er Berlinalen jo også andet end hovedkonkurrencen, og det vrimler umiddelbart med fornemme oplevelser i sideprogrammerne i år.

I Berlinale Special Series-programmet skal vi eksempelvis se, hvad danske Kasper Barfoed (Sommeren ’92) har fået ud af sin terror-tv-serie Gidseltagningen, der får verdenspremiere i Berlin.

På samme måde er der flere interessante værker i Panorama-programmet, hvor blandt andet den hypede I’m Not Your Negro-dokumentar vises – og formentlig trækker fulde huse på publikumsdagen. Dokumentarfilmen skildrer de moderne racespørgsmål i USA og har fået topkarakter af amerikanske anmeldere.

I samme program deltager i øvrigt den meget personlige Strong Island, der handler om instruktør Yance Fords oplevelser med retssystemet efter brorens voldelige død. Den film er amerikansk-dansk produceret.

På mange måder indkredser Strong Island dermed, hvad Berlinalen handler om. Det er personlige historier, der breder sig ud og forsøger at sige noget afgørende om den verden og de samfund, vi lever i lige nu og her. Gerne med politisk kant.