Nyhed
20. okt. 2020 | 13:22 - Opdateret 20. okt. 2020 | 13:55

Peter Madsen anholdt efter flugtforsøg

Foto | Bax Lindhardt
Peter Madsen blev mødt af politiet, da han i 2017 dukkede op efter hans ubåd var sunket. Senere viste det sig, at opfinderen havde slået journalisten Kim Wall ihjel.

Mens han er aktuel i forbindelse med en række film og serier, har den drabsdømte ubådsmorder forsøgt at flygte fra fængslet med en bombelignende genstand.

Af Nicki Bruun

Et stort drama har i dag udspillet sig på den københavnske vestegn.

Den drabsdømte ubådsbygger Peter Madsen forsøgte at flygte fra Herstedvester Fængsel i Albertslund, men blev fanget af et stort politiopbud med bombehold og snigskytter.

Et vidne har fortalt til flere medier, at Peter Madsen forsøgte at true sig til et lift med en hvid varevogn.

Ifølge Ekstra Bladet slap den livstidsdømte morder ud af fængslet ved at tage en kvindelig psykolog som gidsel og true sig ud med en pistollignende genstand.

Han har angiveligt fortalt politiet, at han var i besiddelse af en bombe, men det er ikke bekræftet fra officielt hold. Det tog dog noget tid for myndighederne at pågribe ham, fordi man var påpasselig.

Politiet holder senere i dag et pressemøde, hvor de vil komme med oplysninger om sagen.

Virkelighedens forbrydelser
Peter Madsen blev i 2018 idømt fængsel på livstid for mordet året før på den svenske journalist Kim Wall.

Historien om opklaringen af sagen kører i disse dage på TV 2 i fiktionsserien Efterforskningen, mens Peter Madsen selv udtaler sig om drabet i den aktuelle Dplay-serie De hemmelige optagelser med Peter Madsen.

Hos Ekko har vi særligt fulgt sagen omkring dokumentaren Into the Deep, der handler om de mennesker, som arbejdede på Peter Madsens værksted i tiden omkring hans drab på Kim Wall. Senest meddelte Netflix, hvor filmen på et tidspunkt vil kunne ses, at dokumentaren skal klippes om, så den ikke indeholder optagelser af Anja Olsen og givetvis en anden person, der ikke ønsker at medvirke.

Vi har også skrevet et helt tema om true crime i Ekko #85, hvor René Fredensborg kiggede nærmere på historien om Peter Madsen og hans popularitet som iværksætter-ikon i den danske mediebranche.

Kommentarer

True crime i Ekko

Stort tema om true crime i Ekko #85.

Artiklen Ingen så psykopaten handler om dyrkelsen af Peter Madsen som et iværksætter-ikon.

I det nye nummer har vi et stort interview med Tobias Lindholm om hans TV 2-serie Efterforskningen.

Hvis du tegner årsabonnement, kan du vælge mellem to gratis biografbilletter og halv pris på tolv udvalgte biograffilm.

© Filmmagasinet Ekko