Nyhed
02. sep. 2015 | 17:02 - Opdateret 02. sep. 2015 | 21:45

Pilou Asbæk med i Game of Thrones

Foto | Lærke Posselt
Pilou Asbæk har fået mere vind under sejlene i det internationale filmfarvand, og nu skal han spille pirat i Game of Thrones. 

En række danske skuespillere har markeret sig i Game of Thrones, og nu bekræfter HBO Nordic, at Pilou Asbæk bliver den næste i rækken.

Af Esben Møller Hansen

Pilou Asbæk er ifølge Game of Thrones-fansiden Watchers on the Wall blevet spottet på Ballintoy Harbour i Nordirland, hvor en stor scene til seriens næste sæson blev skudt forleden dag.

Og her til aften har HBO Nordic bekræftet, at den danske skuespiller er med i den kommende sæson, hvor han skal spille Euron Greyjoy, der er onkel til Yara og Theon Greyjoy.

Euron Greyjoy er en skånselsløs og halvskør pirat, der har terroriseret verdenshavene!

Borgen-skuespilleren ser altså ud til at blive endnu en europæisk tilføjelse til Game of Thrones-castet, der i løbet af de sidste fem sæsoner blandt andre har haft britiske Charles Dance, irske Liam Cunningham og ikke mindst danske Nikolaj Coster-Waldau, Dar Salim og Birgitte Hjort Sørensen.

Asbæk er dobbelt Bodil- og Robert-vinder for bedste mandlige hovedrolle i fængselsdramaet R (2010), men han er nu ved at få sit store internationale gennembrud. Det understreger rollen i Game of Thrones.

På den internationale scene har Pilou Asbæk blandt andet været med i tv-serien The Borgias, og han skal spille Pontius Pilatus i filmatiseringen af Ben Hur, der er instrueret af Timur Bekmambetov.

Asbæk havde også en mindre rolle over for Scarlett Johansson i Luc Bessons sære sci-fi-film Lucy fra 2014.

Han kan fra næste uge opleves i Tobias Lindholms Krigen, som uden tvivl bliver en af årets store danske film.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko