Forvirrende ens filmplakater

De seneste år er der blandt cineaster gået sport i at dokumentere genbrug af plakatmotiver – fra generiske designs til specifikke lån og referencer. 

Fænomenet kendes også fra plakater til danske film. Blandt mange eksempler er der Christoffer Boes Alting bliver godt igen, der lånte farven og spiralen fra plakaten til Hitchcocks Vertigo blot for selv at blive kopieret af plakaten til George Clooney-filmen The American. 

Nu er turen kommet til et slående sammenfald mellem plakaten til Ole Christian Madsens true crime-drama Krudttønden og den amerikanske plakat til den kommende Bond-film No Time to Die. 

Surmulende
No Time to Die-plakaten – der blev lanceret 29. februar i år – byder på en fotomontage, hvor Bond ses i silhuet. Hans overkrops profil er fyldt op af filmens øvrige hovedpersoner samt et par locations og køretøjer.

Den er stort set identisk med plakaten til Krudttønden, som blev offentliggjort 24. januar, altså før Bond-plakaten. På den er det Nikolaj Coster-Waldaus politimand, der ses i profil, med kroppen fuld af fotomontage-detaljer.

Blikretningerne på de to plakater er identiske. Begge steder fremstår ansigterne alvorlige grænsende til det surmulende, og der er et action-element – biljagt eller skudhul – markeret nederst.

Ligheden bliver endnu mere slående, når man sammenligner med Krudttøndens internationale plakat, hvor titlen er The Day We Died, nærmest et ekko af No Time to Die.

Bange for fornyelse
”Ja, jeg kan godt se, at plakaterne ligner hinanden – også fordi de kigger den samme vej,” griner designeren Mia Selin, der er freelancer og står bag plakaten til Krudttønden. 

”Men sådan er det med filmplakater – de ligner typisk nogle andre filmplakater. Publikum skal jo kunne genkende genren. Jeg kom med otte-ni forskellige bud til Krudttønden, og så valgte distributøren og jeg en af dem, som vi så udviklede.”

Mia Selin siger, at filmplakater især ligner hinanden, når det drejer sig om kommercielle film.

”Man er bange for at prøve noget nyt, fordi det skal ligne noget andet, der har været en succes. I arthouse- og dokumentarfilm, som er mindre kommercielle, er der mulighed for at eksperimentere meget mere med plakatdesignet,” siger Mia Selin og fremhæver sin plakat til Jørgen Leths nye dokumentar I Walk.

Flydende ansigter
Mia Selin har sammen med distributøren SF Studios udarbejdet plakaten til Krudttønden sidste år, så hun kan ikke have set Bond-plakaten og ladet sig inspirere.

Det er heller ikke sandsynligt, at inspirationen er gået den anden vej. Fotomontage-plakater bliver bare meget nemt generiske uden andet særpræg end forskellen på ansigterne, hvilket øger risikoen for utilsigtede sammenfald.

Plakater med fotomontager af de medvirkendes ansigter har fået betegnelsen ”floating faces” – altså flydende ansigter.

Traditionen for at placere ansigter og andre detaljer i en silhuet går i alt fald et årti tilbage. Blandt de tidligste eksempler, Ekko har fundet, er plakater fra slutningen af 00’erne: The Girl Next Door, How She Move, Back to Africa, Vantage Point, Middle Men og This Is It.

Man kan faktisk argumentere for, at idéen stammer fra forteksterne til Bond-filmen Goldfinger (1964), hvor billeder af filmens medvirkende projiceres på en forgyldt kvindekrop.

Sexet og selvironi
Bond-filmene har i det hele taget en stolt fortid, hvad angår grafiske idéer.

I 1960’erne opdyrkede filmserien en karakteristisk plakatstil, der med afvæbnende humor og grafisk elegance anbragte Bond i stadigt mere utrolige situationer, hvor helten udstrålede en kombination af sexet selvfedme og indforstået selvironi.

De bedste af disse plakater blev designet af Robert McGinnis. 

Det var en æra, hvis opfindsomhed sluttede i 1985 med plakaten til A View to a Kill, hvor Roger Moore og Tanya Roberts balancerer på et kabel over Golden Gate Bridge. Og med License to Kill fra 1989 startede rækken af mere eller mindre generiske fotomontager. 

No Time To Pay
Den første teaserplakat til No Time to Die kom i oktober 2019 og viser Craig passere en tilfældig mur med flagrende ører og en træt grimasse.

Plakaten udløste så megen kritik, at Bond-producenterne to måneder senere annoncerede en konkurrence, hvor enhver selv kunne indsende sit forslag til en Bond-plakat.

Der var dog på én betingelse: ”Undgå alt, hvad der kan blive set som voldeligt, seksuelt eksplicit, racistisk, pornografisk, sexistisk, politisk, diskriminerende, religiøst, voldeligt eller anstødeligt.”

Altså stort set alt, hvad der relaterer sig til James Bond, som vittige sjæle noterede. Og konkurrencen bød på så små beløb til vinderne – 2.000 pund i førstepræmie – at den udløste en shitstorm med kommentarer som ”No Time To Pay”. 

Deadline for konkurrencen var den 16. januar, men det er stadig uvist, hvem der har vundet.