Politifiasko og journalistisk triumf

Han var frustreret over, at politiet ikke gad lytte til ham. Han nærmest skreg på opmærksomhed, rekonstruerede sin mystiske færden på mordpladsen i svensk tv og hånede sågar politiet for ikke at kunne ”lægge puslespil”.

34 år senere er Stig Engström – som vi forudsagde for en uge siden – endelig kommet i politiets søgelys. Ikke som det nøglevidne, han selv mente, han var, men derimod som morder – Palmemorderen!

Engström var af den overbevisning, at hans talent rakte længere end til at være en menig grafiker i forsikringsselskabet Skandia. Nu er han blevet udpeget som manden, der affyrede den kugle, som 28. februar 1986 dræbte Sveriges statsminister, sendte nationen i chok og efterlod et åbent sår, der stadig ikke er helet.

Den svenske statsminister Olof Palme blev dræbt på den befærdede gade Sveavägen i Stockholm, men alligevel er en gerningsmand aldrig blevet fanget.

Efterforskningsleder Krister Petersson opregnede onsdag på et pressemøde nøgternt en række indicier, der styrker mistanken mod Engström.

Men der er ikke fundet håndfaste beviser. Den dræbende kugle er for medtaget til, at den kan forbindes til et mordvåben så mange år efter, og den mistænkte er død for tyve år siden.

”Kulminationen på 34 års mislykket politiarbejde,” lød dommen fra medierne og såkaldte eksperter, der mener, at en af verdens største mordmysterier er endt i en regulær fuser.

Den ellers koldsindige Petersson havde begået den fejl at skrue forventningerne for højt op med udtalelser tidligere på året om, at han kunne opklare mordet en gang for alle. Og det gjorde kun ondt værre, at flere medier dagen før pressemødet bragte en komplet falsk historie om fundet af mordvåbnet.

Men mange af de medier og eksperter, der har så travlt med at pege fingre ad Krister Petersson, bærer selv et ansvar for, at efterforskningen kørte så fatalt af sporet.

Død uden ære
Olof Palme blev ikke som John F. Kennedy dræbt med pomp og pragt i en åben kortege af en skarpskytte. Han blev skudt på klos hold i ryggen, da han med sin kone slentrede ned ad Sveavägen i Stockholm efter en biograftur fredag aften.

Det var ikke en ærefuld død, slet ikke for en statsmand af Palmes kaliber. Han var jo i gang med at gøre Sverige til en humanistisk stormagt. Medierne og eksperterne lagde derfor straks i kakkelovnen til en politisk konspiration, der kunne gøre Palmes død meningsfuld, selv om statsministerens sent besluttede biograftur og impulsive vandring hjemad pegede mod et mere eller mindre tilfældigt drab.

Kurdistans Arbejderparti PKK, CIA, apartheidstyret i Sydafrika, våbenproducenten Bofors og nazikredse i det svenske sikkerhedspoliti er blot en håndfuld af de talrige, paranoide teorier, som medierne igennem årene har fyldt spalterne med.

Det har solgt aviser og skabt spænding, men også vanskeliggjort efterforskningen. Og sørgeligt nok var den største konspirationsteoretiker af dem alle Hans Holmér, den oprindelige efterforskningsleder, der monomant forfulgte PKK-sporet, indtil det endte blindt, og han blev tvunget til at gå af.

For øjnene af politiet
Om noget leverede Krister Petersson en sønderlemmende kritik af Hans Holmér, der spildte det første års afgørende efterforskning og derved i realiteten gjorde det uhyre svært at finde den ansvarlige og få ham dømt.

Alle dokumenter i Palmesagen er i dag blevet digitaliseret, og Petersson fremhævede særligt et dokument, hvor Holmér udtaler: ”Lad os køre Engström-sporet i bund, så vi kan køre videre med PKK-sporet.”

Stig Engström befandt sig altså lige for øjnene af politiet, men han blev lagt til side og gled i 1987 ud af efterforskningen.

”Hvis vi havde været aktive for 34 år siden, så ville Stig Engström være blevet frihedsberøvet,” sagde Krister Petersson på pressemødet.

”Vi kunne have skaffet et eventuelt mordvåben, lavet en undersøgelse på hans kontor og i hans bolig, teknisk undersøgt hans tøj og gravet dybere i omstændigheder, der taler for, om han har medvirket til en konspiration eller ej. Men det kan vi ikke gøre. Engström er død, og tiden er gået.”

Skjult orden
Hvis det ikke var så traumatiserende, kunne det have været en sketch af Monty Python.

Engström melder sig selv til politiet, taler åbenlyst usandt om sin færden på mordpladsen, har et signalement svarende til gerningsmanden og falder i øvrigt ind i morderens psykologiske profil.

Holmér sidder og ryster på hovedet.

”Du er en undermåler, Stig. Du har slet ikke format til at dræbe manden bag det socialdemokratiske tusindårsrige. Gå væk, din mytoman!”

Grafikeren Stig Engström stillede beredvilligt op i medierne, men efterforskningsleder Hans Holmér betragtede ham som en mytoman og fjernede ham fra listen over mistænkte (foto: Göran Ärnbäck).

Jagten på politiske motiver har i sig selv været med til at ødelægge efterforskningen. For hvem havde ikke et motiv til at myrde Palme? Det åbner en ladeport af muligheder, og medierne har med deres eksperter konstant gødet jorden for konspirationer, der ingen vegne har ført hen.

Berlingske gav dagen før pressemødet ukritisk spalteplads til en af slagsen.

”Så kunne jeg godt håbe – eller forestille mig – at de gør lidt som i USA i 1979 med kongresundersøgelsen af JFK-mordet: At man siger, at alt peger på en sammensværgelse bag mordet ud fra det, man ved fra gerningsstedet, men uden at nævne navne eller udpege, hvem der stod bag,” sagde en nordjysk amatørdetektiv og gymnasielærer, der har brugt ”ufatteligt mange timer” på at undersøge drabet.

Med andre ord: Man vil hellere holde liv i ”den store konspiration” end have et konkret navn på en morder. Fordi det er mere spændende, fordi det nærer forestillingen om ærefuld død, og fordi en skjult orden bag mordet er mere beroligende end meningsløs tilfældighed.

Puslespillet falder på plads
Det er slående, at det hverken er Palme-efterforskerne eller de etablerede medier, der er kommet på sporet af ”Skandiamanden”, som Stig Engström er blevet døbt i pressen. Det er en hobbyskribent og en vedholdende freelancejournalist.

Hobbyskribenten hedder Lars Larsson, der i 2016 udgav bogen Nationens fiende. I modsætning til konspirationsteoretikerne koncentrerede han sig om, hvad der faktisk skete på gerningsstedet. Stig Engström var den brik, der ikke passede ind noget sted, indtil det pludselig slog Larsson, at han kunne være morderen.

Så faldt puslespillet på plads!

Men bogen blev forbigået, velsagtens fordi en sølle morder som Engström ødelagde idéen om, at Olof Palme blev slået ihjel af en grum overmagt på grund af sin idealistiske og modige politik.

Ingen dusør
I 2018 offentliggjorde journalisten Thomas Pettersson en stor, gennemresearchet artikel i det svenske magasin Filter og bagefter bogen Den osannolika mördaren – begge baseret på tolv års epokegørende graverarbejde.

Efter tolv års efterforskning udgav journalisten Thomas Pettersson i maj 2018 en stor artikel i magasinet Filter, hvor Skandiamanden – alias Stig Engström – udpeges som Palmes drabsmand og dermed løsningen på mordgåden.

Artiklen, som Politiken rosværdigt bragte i går, indeholder flere væsentlige opdagelser.

Engström havde erfaring i at håndtere våben fra militæret og en skydeklub, han var medlem af. Hans gode ven var våbensamler, der havde den type pistol, som Palme var blevet myrdet med. Og han færdedes i kredse, der var misfornøjede med statsministeren og hans socialdemokratiske reformer.

Thomas Pettersson var i kontakt med politiet fra 2011 til 2017, hvor Krister Petersson blev ansat som leder af Palmegruppen. Chefanklagerens gennemgang på pressemødet var som at læse Petterssons artikel – også selv om anklageren, lidet troværdigt, afviste at være inspireret, da han efterfølgende fik spørgsmålet af en journalist.

Det er en historisk bedrift af det lille og uafhængige medie Filter og naturligvis især Thomas Pettersson, som er så beskeden ikke at gøre krav på den dusør på 50 millioner svenske kroner, der blev udlovet for oplysninger, som kunne bidrage til mordgådens løsning.

Thomas Pettersson fortjener anerkendelse i stedet for at blive mødt med mistro og indbildsk arrogance af det journalistiske parnas. Det samme gælder Palmegruppens måske sidste leder, Krister Petersson, der har formået at skære igennem den uendelige mængde af nonsens og analysere de nøgne kendsgerninger på gerningsstedet.

Enspænderen
Efter 34 år, afhøring af over 10.000 mennesker, 134 tilståelser af drabet, en samlet rapport på 250 hyldemeter, som har kostet 600 millioner svenske kroner og vil tage et menneske ni år at læse, er vi tilbage på hjørnet mellem Sveavägen og Tunnelgatan den 28. februar 1986 klokken tyve minutter over elleve.

En mand nærmer sig Olof Palme bagfra. Han har en pistol i hånden. Der lyder et brag, og Sveriges statsminister falder til jorden.

”Måske var morderen alene, en enspænder, lige i det uplanlagte øjeblik,” lød det fra Stig Engström, da han for sidste gang blev interviewet af et medie i 1992.

”Er statsministeren død ved et tilfælde? Måske ved en fejl eller noget lignende? Jeg tror det. Det er den eneste forklaring, jeg har.”

Det er også den eneste forklaring, medierne og eksperterne ikke vil acceptere. En stor statsmand skal myrdes af en grund. Han skal dø for en sag. Konspirationerne spirer videre.