Sundance 2022
28. jan. 2022 | 23:22 - Opdateret 29. jan. 2022 | 12:19

Prominent festival hylder danske dokumentarer

Foto | Doc Society
Aktivisten Neidinha, en af hovedpersonerne i The Territory, bader tæt ved Uru-eu-wau-wau-folkets landsby. Hun står for kontakten til de apatiske myndigheder, når bønder trænger ind på de indfødtes land.

Danskproduceret værk om indfødtes kamp mod skovryddere i Amazonas vinder publikum- og juryprisen på Sundance-festivalen, hvor Simon Lereng Wilmont får instruktørpris for film om børnehjem i Ukraine.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Der er god grund til at poppe champagne for dansk dokumentarfilm i disse år. 

Når Oscar-nomineringerne afsløres den 8. februar er Jonas Poher Rasmussens Flugt historisk i spil til hele tre nomineringer. 

Det er et år efter, at han vandt juryprisen på Sundance for bedste internationale dokumentar. Og fredag aften høstede to danske film endnu flere Sundance-priser i samme kategori. 

Alex Pritz’ The Territory, der er produceret af danske Sigrid Dyekjær, vandt både publikumsprisen og juryens specialpris for bedste dokumentarhåndværk. Og den danske instruktør Simon Lereng Wilmont vandt velfortjent instruktørprisen for sit intime portræt af et børnehjem i Østukraine, A House Made of Splinters

Det er populære valg. Både The Territory og A House Made of Splinters har Ekko givet fem stjerner, og samtidig har de høstet ros fra internationale branchemedier. 

Og hvis man ærgrer sig over, at der ikke var en pris til Christian Tafdrups høflighedsgyser Speak No Evil – læs vores anmeldelse – kan man godt pakke skuffelsen væk. Filmen var udtaget til Sundance-festivalens Midnight-sektion og dermed ikke i spil til nogen pris. 

Overlod kamera til indfødte
The Territory handler om Uru-eu-wau-wau-folket i Brasilien, hvis reservat er truet af indtrængende bønder, der vil rydde skoven for at dyrke afgrøder. 

Filmen følger ikke bare det indfødte folk, der forgæves forsøger at få politiet til at træde ind. Men også bønderne, hvis illegale skovrydning tilskyndes af den brasilianske regering under præsident Jair Bolsonaro. 

De to priser til filmen er ikke mindst en hædersbevisning til Sigrid Dyekjærs produktionsselskab Real Lava, som hun sidste år stiftede efter at have forladt Danish Documentary. 

Da pandemien startede, besluttede filmholdet at undervise de indfødte i selv at dokumentere, når bønder trængte ind på deres territorium. 

Det har ført til større bevågenhed, og aftenens to priser til The Territory gør endnu mere for at fremme deres sag. 

”Nu starter filmens internationale liv på de store festivaler, og samtidig søsætter vi nu en omfattende impact-kampagne, som skal få verden til at vende sig imod de uhyrligheder, som finder sted i Amazonas,” udtaler Sigrid Dyekjær i en pressemeddelelse. 

Hjerteskærende børn
A House Made of Splinters er – ligesom Flugt – produceret af Monica Hellström for det danske selskab Final Cut for Real. 

Filmen følger tvangsfjernede børn på et børnehjem ikke langt fra fronten, hvor de underholder hinanden, mens de venter på opkald fra alkoholiserede forældre. 

Filmen er et oplagt valg til instruktørprisen. 

At børnenes historier fremstår så hjerteskærende, skyldes netop den tillid, instruktør Simon Lereng Wilmont har opnået med dem under optagelserne. 

Som en flue på væggen observerer han med sit kamera, hvordan børnene i deres leg og trodsige oprør er mærket af de traumer, de har med hjemmefra.

Jurypriser til politiske film
Aftenens hovedvindere er dog de fire jurypræmierede film i fiktions- og dokumentarkategorierne, der er opdelt i bedste amerikanske og bedste internationale film. 

Sundance-filmfestivalen har en socialt progressiv profil, der igen i år er afspejlet i vinderfilmene. 

Juryprisen for bedste amerikanske fiktionsfilm gik til thrilleren Nanny. I Nikyatu Jusus debutfilm forsøger en senegalesisk immigrant i New York at tjene nok som barnepige til at bringe sin søn med sig til USA. 

Men da hun hyres af en et velhavende par i Manhattan, inddrages hun i deres ægteskabelige magtkamp, mens en overnaturlig tilstedeværelse hjemsøger hende i drømme. 

The Exiles vandt prisen for bedste amerikanske dokumentar. Den skildrer massakren på Tiananmen-pladsen i Beijing i 1989. De debuterende instruktører Ben Klein og Violet Columbus hjalp den hyldede dokumentarist Christine Choy med at færdiggøre et projekt om massakren, hun lagde på hylden efter have mødtes med lederne af studenteroprøret. 

Tørlagte brønde i Bolivia
Vinderen af dokumentarprisen for bedste internationale film er umiddelbart et mindre politisk valg. 

Shaunak Sens All That Breathes skildrer et brødrepar i New Delhi, der redder sårede rovfugle rundt om i byen. Luftforureningen er så slem, at fuglene simpelthen støder ind i hinanden. Filmen handler om forholdet mellem mennesker og dyr, der lever sammen i storbyen. 

Den bolivianske Utama vinder juryprisen for bedste internationale fiktionsfilm. Værket har været favorit, siden branchemediet Deadline i forgårs roste den til skyerne som ”netop den slags filmiske opdagelse, der retfærdiggør filmfestivaler”.

Filmen handler om et ældre ægtepar af Quechua-folket, der overvejer, om de skal forlade deres hjem langt ude på Altiplano-højsletten, hvor brøndene alle er tørret ud. 

Russisk oppositionsleder hyldet
Også publikum lader til at have stemt politisk. 

Daniel Rohers Navalny følger den russiske oppositionsleder Alexej Navalnyj, fra han forgiftes af den russiske efterretningstjeneste, til han vender trodsigt hjem til Moskva. Hvor han prompte arresteres. 

Filmen vandt både publikumsprisen blandt amerikanske dokumentarer og den overordnede Festival Favorite Award, der vælges af publikum på tværs af alle kategorier. Det kan man tage som en folkelig fuckfinger til præsident Putin, mens en russisk provokationshær samles om Ukraine, og spændingerne mellem øst og vest er på deres højeste i årtier. 

Publikumsprisen for bedste amerikanske fiktionsfilm var derimod en mere uforpligtende affære. 

Cooper Raiffs dramakomedie Cha Cha Real Smooth handler om en forvirret 22-årig mand, der forelsker sig i en ti år ældre mor til en autistisk pige. Den kun 24-årige instruktør, der brød igennem med sidste års komedie Shithouse, er en af tidens store stjerner på den amerikanske independent-himmel. 

Hans nye film er, efter en distributionsaftale med Apple+ på femten millioner dollars, allerede sikret et stort publikum. 

Det er ganske vist ti millioner under den rekord, samme streamingtjeneste satte sidste år med vinderfilmen CODA, men stadig den foreløbige rekord på en Sundance-filmfestival, hvor købeiveren har været mere dæmpet end tidligere år.

Sundance-vindere 2021


U.S. Dramatic Grand Jury Prize
Nanny

U.S. Dramatic Audience Award
Cha Cha Real Smooth

U.S. Dramatic Directing
Palm Trees and Power Lines, instr. Jamie Dack

Waldo Salt Screenwriting Award
Emergency, manuskriptforfatter K.D. Dávila

Special Jury Award for Uncompromising Artistic Vision
Blood, instr. Bradley Rust Gray

Special Jury Award for Ensemble Cast
892, John Boyega, Nicole Beharie, Selenis Leyva, Connie Britton, Olivia Washington, London Covington, and Michael K Williams

U.S. Documentary Grand Jury Prize
The Exiles

U.S. Documentary Audience Award
Navalny

U.S. Documentary Directing
I Didn’t See You There, instr. Reid Davenport

Special Jury Award for Impact for Change
Aftershock, instr. Paula Eiselt, Tonya Lewis Lee

Jonathan Oppenheim Editing Award
Fire of Love, Erin Casper og Jocelyne Chaput

Special Jury Award for Creative Vision
Descendant, instr. Margaret Brown

World Cinema Dramatic Grand Jury Prize
Utama

Festival Favorite Award
Navalny

World Cinema Dramatic Audience Award
Girl Picture

World Cinema Dramatic Directing
Klondike, instr. Maryna Er Gorbach

World Cinema Dramatic Special Jury Award for Innovative Spirit
Leonor Will Never Die

World Cinema Dramatic Special Jury Prize for Acting
Dos Estaciones, Teresa Sánchez

World Cinema Documentary Grand Jury Prize
All That Breathes

World Cinema Documentary Directing
A House Made of Splinters, instr. Simon Lereng Wilmont

World Cinema Documentary Audience Award
The Territory

World Cinema Documentary Special Jury Award for Documentary Craft
The Territory

World Cinema Documentary Special Jury Award for Excellence in Verité Filmmaking
Midwives

NEXT Publikumspris
Framing Agnes, instr. Chase Joynt

NEXT Innovator Prize
Framing Agnes, Chase Joynt

Alfred P. Sloan-filmprisen
After Yang

Kommentarer

Sundance-festivalen

Sundance er verdens største festival for independent-film.

Blev grundlagt i 1978 og foregår i Park City i Utah, USA.

På grund af corona er årets festival digital.

Niels Jakob Kyhl Jørgensen dækker festivalen for Ekko.

Løber af stablen fra 20. til 30. januar.

© Filmmagasinet Ekko