Publikum ser ikke den grædende assistent

Den 9. august offentliggjorde Ekko et protestbrev, hvor flere hundrede filmfolk skrev under på, at der var behov for et opgør med en grim arbejdskultur.

Siden har vi bragt en række artikler om de problematiske forhold i den danske filmbranche, der med et dårligt arbejdsmiljø kører folk ned med stress.

Artiklerne har fået den 27-årige journalist Line Berg til at stå frem og fortælle om sine oplevelser i filmbranchen. Det har været så hård en omgang, at hun efter endelig at have opnået sin drøm om at arbejde på en stor spillefilm, har svært ved at se sig selv arbejde i filmbranchen fremover.

”Det var meget kaotisk. Jeg havde et indtryk af, at alle var voldsomt pressede hele tiden. Folk gjorde virkelig deres bedste, men der var en konstant følelse af, at ingen kunne nå, hvad de skulle,” fortæller Line Berg.

”Vi var ikke bare to eller tre, men tyve skridt bagud, og jorden brændte hele tiden under os, fordi noget kunne gå galt. Det var ikke nogens skyld, der var bare alt for meget at nå.”

Åbenlyst ubetydelige
Line Berghavde sit første job i tv-branchen i 2015, mens hun stadig læste journalistik på Syddansk Universitet.

Nogle år senere var hun for alvor i gang i branchen og arbejdede på produktioner for blandt andet underholdningsprogrammer og datingprogrammer.

Her var hun runner og så, hvordan der var stor forskel på ”A-holdet” og de assistenter, som fra morgen til aften blev kastet ud på alverdens opgaver.

”På en af de større produktioner var vi tre runnere. Folk var ikke decideret onde ved os, men vi var åbenlyst ubetydelige. Vi fik ikke at vide, hvornår vi skulle arbejde. Vi måtte bare vente på, at dagsprogrammet kom.”

”Nogle gange kom det klokken to om natten, og så skulle man møde klokken syv om morgenen. Så vi skiftedes til at holde dagsprogramvagt, og så kunne man vække de andre og fortælle, hvad tid de skulle møde. Vi kom måske hjem klokken 22 om aftenen.”

”Jeg er ret god til bare at klø på, og som runner får man bare smidt opgaver i hovedet, og det er vilkårene, som er helt okay. Men efter nogle dage kører man på nødreserver og er så træt og udkørt hele tiden.”

Da hun blev sendt ud på en køretur for at hente en glemt genstand 40 kilometer væk, blev hun tyve minutter efter ringet op og spurgt, hvorfor hun ikke var tilbage.

Hun skulle jo også stå for den nært forestående frokost!

Brandvæsnet på speeddial
Men da Line Berg på en stor spillefilmproduktion blev hevet et tak længere op i systemet som produktionsassistent, blev arbejdsopgaverne kun flere og mere umulige at klare.

Hun stod for indkvartering på hoteller, transport med fly og tog samt mad til holdet. Der var også den på grund af coronavirus særdeles vigtige opgave omkring rengøring og toiletforhold, mens forefaldende opgaver konstant bød sig til.

Et evigt omskifteligt dagsprogram betød nemlig, at Line Berg hele tiden måtte være på pinden og klar til at få enderne til at mødes på alle tider af døgnet. Og det satte sig på den ellers resolutte unge kvinde.

”Jeg følte mig uduelig og dårlig og blev mere og mere stresset over det. Det føltes som arbejde for to, hvis ikke tre mennesker,” fortæller Line Berg.

”Jeg var hele tiden bange for, at et eller andet ikke duede. Jeg havde også ansvar for, at der var styr på nøglerne til det sted, hvor vi holdt til. Så når der gik noget galt, blev jeg kontaktet. Jeg havde sendt en mail om, hvordan systemet fungerede, men folk havde nok ikke haft tid til at læse den. Så jeg blev ringet op i tide og utide af folk, der ikke kunne komme ind eller havde sat en alarm i gang.”

”Jeg havde brandvæsnet på speeddial, fordi jeg skulle ringe til dem hele tiden for at undgå, at der kom en bøde på 6000 kroner. Det skete heldigvis aldrig, men jeg fik mange cykelture til settet. Jeg måtte ringe til alarmselskabet på vejen og fortælle, at der ikke var indbrud.”

Hukommelsen svigter
Foruden hele tiden at være i alarmberedskab startede dagen også tidligt for Line Berg. Hun skulle nemlig stå klar fra klokken 5.30 for løbende at lukke skuespillere på vej til sminkeafdelingen ind i bygningen.

Undervejs i optagelserne oplevede Line Berg flere gange at få verbale smæk af både skuespillere og folk fra produktionen.

De ubehagelige hændelser gjorde kun den pligtopfyldende kvinde endnu mere bange for at begå fejl. Og så kan det være svært at falde i søvn om natten og huske fra næse til mund.

”Pludselig kunne jeg glemme ting på få minutter. Hvis en runner fortalte mig noget, blev jeg nødt til kort efter at spørge, hvad han lige havde sagt. Der kom så mange informationer hele tiden, og jeg havde så mange ting i hovedet, at jeg ikke kunne holde styr på dem,” fortæller Line Berg.

”Jeg fik svært ved at sove, fordi jeg var bange for at have gjort noget forkert. Vores hotel havde en nattevagt, som jeg blev ret gode venner med, fordi vi snakkede så meget i telefon. Jeg ringede om natten for at tjekke ting, jeg var bange for var gået galt, eller for at rette bookinger, fordi jeg ikke havde haft tid før.”

Sover på en mark
En anden af filmarbejderne på produktionen fortalte med et grin, at hun altid tabte sig vildt meget under optagelser, fordi der ikke var tid til at spise. Den ene runner løb konsekvent, den anden gik kapgang.

Og en af Line Bergs kolleger havde svært ved at finde tid til søvn, da han på en anden produktion farede stresset rundt. En dag vurderede han, at det ikke kunne betale sig at køre hjem, før han skulle på arbejde igen. Så han overnattede i en varevogn ude på en mark!

”Det var vist i marts, så det må have været rimeligt koldt. Det er ikke bare en enkelt produktion, men en branche, der er ude på et kæmpe sidespor,” siger Line Berg.

Hun havde af den samme kollega på spillefilmen fået at vide, at hun var hans yndlingskollega, fordi hun ikke havde grædt endnu. Det skete ifølge ham for alle produktionsassistenter.

”Publikum ser jo ikke produktionsassistenten, der græder i hjørnet. De ser bare en vildt flot film, der indtjener mange penge og vinder priser.”

”Jeg kan godt forstå logikken i at ville få pengene op på lærredet, men det er ikke okay, for det er på bekostning af mennesker. Og den yderste konsekvens er, at folk flygter fra branchen.”

Pengene bruges forkert
Trods de barske erfaringer har Line Berg ikke helt droppet en karriere i filmens verden. Hun er kommet ind på filmskolen Met i Berlin og håber, at der med det nuværende fokus på arbejdsmiljøet vil være bedre forhold i fremtiden.

Efter oplevelserne under filmproduktionen har hun sagt nej til andre projekter. Hun har dog også takket ja til en børne-produktion, hvor der var meget mere styr på sagerne. Ifølge hende fordi der er klare regler for, hvor meget børneskuespillere kan arbejde, og fordi ambitionerne er mere realistiske.

Spillefilmen var en produktion til mange millioner kroner, og det var ikke Line Bergs oplevelse, at det var småt med penge. Der blev hentet en fotograf ind fra Frankrig og brugt mange penge på gaver til filmholdet. Ifølge den unge kvinde kunne millionerne have været prioriteret bedre.

”Det er mit klare indtryk, at hvis vi havde haft en uge eller to mere, eller en håndfuld folk mere, havde det gjort en kæmpe forskel. Det spøjse er, at fordi vi arbejdede så meget, fik vi jo faktisk overtidsbetaling. Det var nyt for mig at få, men det var megadyrt for produktionsselskabet,” siger Line Berg.

”De penge kunne være brugt på at have en mere af mig. Eller der kunne have været to folk på 30 timer hver.”

Gratis overarbejde
På produktionen var der ikke overblik over, hvor meget overtid folk havde. Men da timerne var blevet indberettet, og der skulle udbetales løn, fik lederne et chok. Derfor blev det besluttet, at folk ikke måtte arbejde mere, end de var timesat til i deres kontrakt.

”Det betød for mig og runnerne, at vi skulle gå hjem efter otte timer. Der blev lavet en plan, hvor runnerne lavede vagtskifte, så der var halv bemanding på runnerne. Men de skulle stadig lave den samme mængde arbejde.”

”Det skulle jeg også. Hvis jeg mødte klokken fem, skulle jeg gå klokken tretten. På det tidspunkt var jeg slet ikke færdig med mit arbejde. Så fik jeg besked på at lave det, når jeg kom hjem.”

Det gjorde Line Berg lidt vred.

”Men jeg gjorde det alligevel, for jeg ville ikke være uvenner med folk. Faktisk bliver man mere stresset, når der sidder én og siger, at man skal gå hjem. Jeg blev nogle timer efter og sagde, at jeg nok skulle lade være med at skrive det på overarbejdssedlen. Og jeg fik e-mails langt ud på aftenen.”

Oplevelserne ærgrer Line Berg, for hun elsker at arbejde på en film.

”Det er det eneste, jeg nogensinde har været god til, men jeg har virkelig svært ved at se mig selv fungere i den her branche. Hvis spillefilmen havde været et enestående vanvidsprojekt, kunne jeg leve med det. Men det er det ikke. Det er normalen.”

Line Berg er helt med på, at det kan være hårdt at arbejde på en filmproduktion. Men hun synes ikke, at det er fair at forvente mere af filmarbejderne, end hvad der er fysisk muligt.

”Jeg er ved at være træt af flosklen om, at man i alle de kreative brancher skal leve og ånde for det og opgive alt. Det skal ikke være på bekostning af dit eget liv at være i den branche, for så knækker folk sammen. Jeg har svært ved at se nogen fungere på langt sigt.”

”Det er synd for folk og synd for branchen. Der er ikke nogen branche om ti år, hvis der ikke kommer ordentlige forhold.”