Q&A: Bobbie Peers

Norske Bobbie Peers vandt i 2006 en Guldpalme i Cannes for sin kortfilm Sniffer.

Sniffer er inkluderet på dvd’en Nordic Short Films og handler om en mand, der lever i en verden, hvor tyngdekraften er ophævet. Har man ikke tunge støvler på, stiger man til vejrs. Til daglig arbejder manden som armhulesnuser for et deodorantfirma.

Bobbie Peers er født i 1974 og uddannet på London International Film School. Han har endnu til gode at debutere som spillefilminstruktør, men har siden Cannes-succesen instrueret de syrede kortfilm Spandexmann og Krokketmatchen.

- Hvordan startede filmen, og hvilke omstændigheder blev den til under?

”Da jeg var færdig med mine studier på London Film School i 1999, vendte jeg hjem til Norge. Jeg var fast besluttet på at skabe mig en levevej som manuskriptforfatter. Jeg havde instrueret film på skolen, men fokuseret på at fortælle historier og skrive. Kort efter jeg vendte hjem, sendte jeg en synopsis på en spillefilm til Norsk Film Utvikling hos Norske Filminstitutt. Synopsen blev accepteret til udvikling, og jeg var egentlig klar til at gå i gang. Men som årene gik, begyndte jeg at blive træt af bare at skrive og skrive uden nogensinde at se en færdig film. I 2005 indså jeg endelig, at den eneste måde, jeg kunne få mine manuskripter at se som færdige film, var ved at lave dem selv.”

”Da jeg var en førstegangsinstruktør i Norge, og da historien i filmen både er lidt ambitiøs og eksperimenterende, brugte jeg og min producer, Maria Ekerhovd, cirka halvandet års hårdt arbejde på at skrabe de penge sammen, som vi skulle bruge. For at bevise, at jeg havde en klar og tydelig plan for filmen, tegnede jeg til sidst et 35-siders storyboard. Det overbeviste endelig pengemændene, men det viste sig også som et ekstremt nyttigt værktøj i produktions- og klippefasen. Og filmen kom til at være mget tæt på storyboardet.”

- Hvad var intentionerne?

”Jeg har længe overvejet, hvorfor netop denne historie blev min første film. Jeg ville nok gerne lave en film, der viste mine kvaliteter som instruktør, men når jeg ser tilbage på de andre film, jeg lavede i årene efter, er mit reelle mål bare at lave det, jeg elsker - at fortælle historier. Og temaet i Sniffer dukker op i de fleste film, jeg siden har lavet. Det er en historie, jeg har lyst til at fortælle igen og igen: individet mod masserne. Der er noget fascinerende ved de fritænkere, der pludselig bryder fri fra massen og bare ’flyver væk’. Folk, der pludselig tager en chance og springer ud i det uden at kende udfaldet.”

- Hvad var den største udfordring - både kunstnerisk og teknisk?

”At lave et helt samfund af svævende mennesker på et stramt budget. Der var en periode med tovtrækkeri mellem, hvad jeg ønskede, og hvad der rent faktisk var muligt med de midler, vi havde. Vi forsøgte at få så meget som muligt i kameraet, så vi ikke var afhængige af green screen og for meget postproduktionsarbejde. Og det var den beslutning, der fik filmen til at se ud og føles, som den endte med at gøre. Jeg brugte også rigtig lang tid på at skabe filmens særlige verden. Jeg skrev side en baggrundshistorie om både samfundet og hovedkarakteren. Jeg ville gøre den verden så virkelig som mulig, og det kunne jeg kun gøre ved at dykke ned i den og opstille alle dens regler, store såvel som små.”

- Hvordan ser du på resultatet nu?

”Nogle gange vender jeg tilbage og ser Sniffer bare for at minde mig selv om de følelser, den energi og det håb, jeg havde under dens tilblivelse. Det eneste, vi ville, var at lave en historie, vi troede på. Vi havde hverken planer eller intentioner om at få filmen på nogen store festivaler. Jeg var bare lykkelig over at have fået lov til at lave den. Den følelse prøver jeg stadig at holde fast i, uanset hvad jeg laver. Men når jeg ser tilbage på filmen i dag, er der mange ting, jeg ville have gjort anderledes.”

- Hvad var det vigtigste, du lærte i forbindelse med denne specifikke film?

”At man skal være ærlig og ikke forsøge at lave det, som man tror, andre folk vil have, men i stedet lave det, man selv gerne vil. Ikke at lade ego og usikkerhed stå i vejen for historien - at tro på sig selv og ikke mindst menneskene omkring én. Sniffer var i høj grad et samarbejdsprojekt, og jeg forsøgte at lade alle komme til orde og gøre projektet lige så meget til deres som mit.”

- Hvad har filmen betydet for din karriere?

”Den var selvfølgelig en stor begivenhed i både min karriere og mit liv. Det var en stor overraskelse for mange i branchen, da vi vandt i Cannes, for der var ikke særlig mange, der havde hørt om mig. Da filmen blev nomineret i Cannes, var der en reporter, der ringede til mig og spurgte: ’Hvem er du?’ Så det var en mærkelig og pludselig indgang til branchen. Jeg bliver ved med at arbejde, så hårdt jeg kan, jeg forsøger ikke at miste momentum eller mig selv i processen. Jeg håber selvfølgelig, at jeg får lov til at vise, at jeg også kan klare spillefilmformatet som instruktør.”

- Synes du, at film fra de nordiske lande besidder en særlig stemning eller tone?

”Det synes jeg faktisk, og af og til undrer jeg mig over det. Mange nordiske film er tilbøjelige til at være lidt langsomme i tempo og reserverede. Især norske film. Det er mærkeligt, for jeg har holdt forelæsninger på film- og medieskoler, og jeg er vild med den energi, jeg oplever dér. Når de studerende bliver mere bevidste om deres håndværk og til sidst bliver sluppet løs i industrien, er denne energi ofte væk. Det er en skam, for filmfaget er nu engang en kreativ branche.”

- Anser du dig selv for at være en nordisk manuskriptforfatter - kunstnerisk set - og føler du dig forbundet med en særlig nordisk fortælletradition?

”Jeg elsker at fortælle historier og lave film. Punktum. Selvfølgelig har jeg læst, lyttet til og nydt mange af de nordiske kunstnere, og det har nok formet mig på en eller anden vis. Men jeg forsøger ikke at holde mig inden for en nordisk tradition, for jeg elsker at blande forskellige udtryk.”

- Hvilken nordisk film fra samtiden har gjort det største indtryk på dig?

”Jeg er vild med Lad den rette komme ind. Efter min mening er det virkelig lykkedes for Tomas Alfredson at kombinere en langsom fortællestil med spænding uden at miste den dramatiske nerve. Jeg elsker den. Så er der Jens Liens Den brysomme mannen. I Norge er vi nødt til at have større fokus på fortællekunst, der hæver sig over det socialrealistiske. Vi må ikke være bange for at lade tankerne vandre, tage chancer og prøve at skabe noget, som ikke er set før.”

- Hvad er det bedste og værste ved at producere film i et nordisk samarbejde?

”Norden er i sammenligning med andre dele af verden meget bedre, hvad angår filmstøtte og mulighed for at lave samarbejder på tværs af landegrænser. Negativt set synes jeg, at vi har en tendens til at holde os i det samme spor, og når en hel masse mennesker alle kører i samme retning, bliver det sværere at gå mod strømmen. Især hvad angår spillefilm, hvor man i Norge mere eller mindre er afhængig af en enkelt afdeling på filminstituttet.”