Q&A: Grímur Hákonarson

Islandske Grímur Hákonarson er født i 1977 og uddannet fra den tjekkiske filmskole FAMU. I 2004 tog han afgang med kortfilmen Slavek the shit, der handler om en kærlighedsaffære på et offentligt toilet i Prag.

Til næste år udsender han sin første spillefilm, Summerland.

Kortfilmen Wrestling fra 2007 er inkluderet på dvd’en Nordic Short Films og skildrer et homoseksuelt forhold mellem to islandske brydere.

– Hvordan startede filmen, og hvilke omstændigheder blev den til under?

”Wrestling var min første kortfilm efter filmskolen i Prag. Jeg producerede, instruerede og skrev den selv. Den blev støttet af det islandske filmcenter og Nordisk Film & TV Fond og havde et relativt stort budget i forhold til mine andre kortfilm. Jeg brugte hele 2007 og lagde meget arbejde i filmen.”  

– Hvad var intentionerne bag?

”At lave en film om to homoseksuelle wrestlere, der har et hemmeligt forhold ude på landet. Altså en landlig bøsse-wrestling-film.”

– Hvad var den største udfordring – både kunstnerisk og teknisk?

”Der var flere udfordringer. Filmen måtte ikke se corny ud. Og den skulle vise kærligheden mellem de to karakterer ved at bruge wrestling-sportsgrenen som metafor, men undgå de klichéer og den prætentiøsitet, som man ofte ser i sådan nogle film. Mit mål var at lave en original kærlighedshistorie med en speciel islandsk stemning over sig.”

– Hvordan ser du tilbage på resultatet?

”Jeg synes selv, at det lykkedes mig at lave en ærlig og rørende film om emnet.”

– Hvad var det vigtigste, du lærte i forbindelse med denne specifikke film?

”Det er sværere at filme i naturen, end jeg troede. Og langt dyrere end jeg havde forestillet mig. Det tog os ni dage at indspille den her kortfilm!”

– Hvad har filmen betydet for din karriere?

”Efter filmen var der døre, der åbnede sig for mig, og jeg blev tilbudt at lave flere film. I øjeblikket er jeg ved at færdiggøre min første spillefilm, Summerland. Wrestling vandt 25 festivalpriser og blev solgt til mange lande, så den har også haft stor finansiel betydning.”

– Synes du, at film fra de nordiske lande besidder en særlig stemning eller tone?

”Ja, de er båret af den klassiske lidelseshistorie. Der er også i mine film megen lidelse. Menneskene er nødt til at lide, men jeg synes, nordiske film er mere deprimerende end livet i Norden. Måske er filmskaberne deprimerede?”

– Anser du dig selv for at være en nordisk manuskriptforfatter – kunstnerisk set – og føler du dig forbundet med en særlig nordisk fortælletradition?

”Ja, det gør jeg. Nogle af mine yndlingsinstruktører er nordiske: Aki Kaurismäki, Bent Hamer, Lars von Trier, Jens Jonsson. Jeg vil karakterisere mig selv som en ret old school-nordisk-filmskaber.”

– Hvilken nordisk film fra samtiden har gjort det største indtryk på dig?

”Lars von Triers Breaking the Waves og Dagur Karis Nói albínói.”

– Hvad er det bedste og værste ved at producere film i et nordisk samarbejde?

”Jeg fik tilskud fra Nordisk Film & TV Fond til at lave Wrestling og havde et rigtig godt samarbejde med fonden. Derudover har jeg ikke så megen erfaring.”