Q&A: Marius Holst
En midaldrende mand tager en stor, lurvet hund med hjem til sin kone. Hunden har han fundet med snuden i et ådsel, og konen bliver ikke ligefrem begejstret for at se den.
Sådan begynder Kjøter af Marius Holst. Kortfilmen fra 2006 er en humoristisk parafrase over Henrik Ibsens klassiker Et dukkehjem, og den viser med al ønskelig tydelighed, hvilken prøvelse et ægteskab kan være.
Marius Holst er nordmand og født i 1965. Han er uddannet fra London International Film School og har foruden Kjøter instrueret de tre spillefilm Ti kniver i hjertet, Øyenstikker og Blodsbånd.
- Hvordan startede filmen, og hvilke omstændigheder blev den til under?
”En førstegangs-forfatter (Bjørn Olaf Johannessen, red.), der på daværende tidspunkt havde et almindeligt, borgerligt job uden for branchen, sendte mig en kort version af manuskriptet. Filmen blev indspillet på en uge med et lille, men fremragende filmhold.”
- Hvad var intentionerne?
”At udstille nogle af ægteskabets små, afskyelige sider på en sandfærdig og humoristisk måde.”
- Hvad var den største udfordring - både kunstnerisk og teknisk?
”Hunde er ikke altid så stabile, når de skal optræde.”
- Hvordan ser du på resultatet nu?
”Med en sjælden mangel på flovhed.”
- Hvad var det vigtigste, du lærte i forbindelse med denne specifikke film?
”At en dygtig hund af og til kan stjæle billedet fra erfarne skuespillere, og at jeg var nødt til at få forfatteren til at opgive sit andet job.”
- Hvad har filmen betydet for din karriere?
”Vi fik et samarbejde, som er fortsat siden.”
- Synes du, at film fra de nordiske lande besidder en særlig stemning eller tone?
”Vi er alle forskellige, men som jeres samling af film sikkert vil vise, lettere bizarre og dystre.”
- Anser du dig selv for at være en nordisk manuskriptforfatter - kunstnerisk set - og føler du dig forbundet med en særlig nordisk fortælletradition?
”Jeg er en nordisk instruktør. Af og til drømmer jeg om at være en italiensk instruktør, men i sidste ende kender jeg min plads og vender tilbage til barndomsangstens Munch og Ibsen.”
- Hvilken nordisk film fra samtiden har gjort det største indtryk på dig?
”Mødet med Jan Troells to første film (Her har du dit liv og Ole Dole Doff, red.) gav mig lysten til selv at lave film.”
- Hvad er det bedste og værste ved at producere film i et nordisk samarbejde?
”At få muligheden for at arbejde sammen med de mest talentfulde mennesker uden for Norges grænser, men så at indse, at hverken danskere eller svenskere rigtig forstår norsk.”
Kommentarer