Q&A: Saara Saarela

Finske Saara Saarela er født i 1971 og har instrueret flere tv-serier, reklamer og spillefilm. Senest har hun lavet familiedramaet Twisted Roots fra 2009.

Hun er uddannet i Helsinki på Universitetet for kunst og designs filmlinje, men har også læst filmhistorie i Paris.

Saara Saarela er repræsenteret på Ekko-dvd’en Nordic Short Films med Redeemer fra 1998. Kortfilmen er én lang optagelse, hvor kameraet fra en højt placeret position bevæger sig ind på en café, hvor selveste Frelseren er gæst.

– Hvordan startede filmen, og hvilke omstændigheder blev den til under?

”I 1997 var jeg lige startet på filmskolen i Helsinki (dengang UIAH, i dag Aalto Universitet) efter at have afsluttet min eksamen i filmstudier i Paris. Jeg faldt over en annonce for en kortfilmkonkurrence på skolens opslagstavle. Tv-kanalen Arte støttede film, som bestod af en enkelt scene med point-of-view-vinkel. Det inspirerede mig straks, og to dage senere sendte jeg et manuskript til Arte, der sagde ja til det.”

– Hvad var dine intentioner?

”På det tidspunkt læste jeg nogle af Henry Louis Menckens satiriske tekster og faldt over citater som ’En politiker er et dyr, der kan sidde på et rækværk og stadig holde begge ører til jorden’. Eller det jeg brugte som udgangspunkt for filmen: ’Det tager tid for en tillidsfuld mand at vænne sig til tanken om, at Gud ikke vil hjælpe ham, når alt kommer til alt.’ Jeg ville lege med tanken om, at Guds sendebud ser mennesker i nød, men hellere vil have en kop kaffe.”

– Hvad var den største udfordring, både kunstnerisk og teknisk?

”Kunstnerisk og teknisk var den største udfordring at filme det hele i én lang indstilling uden klip. Vi filmede på 35mm med et steadycam, og derfor var det kun muligt at bruge små ruller film af cirka fem minutters varighed. Jeg var nødt til at øve og koordinere alle bevægelserne, så de passede med fem minutter. Og vi havde kun én nat til at sætte det hele op og optage. Vi optog prøverne, og eftersom jeg ikke kunne stå ved siden af steadycam’et under indspilningerne, så jeg dem først på en meget lille monitor bagefter. Vi optog det hele otte gange og endte med at bruge den sjette optagelse. En anden udfordring var, at jeg ville have resultatet til at se næsten sort-hvidt ud med en lille smule farve. Vi lavede adskillige prøver i laboratoriet (på den gammeldags måde) og endte med at bruge to negativer (60 % sort-hvid og 40 % farve) for at skabe den ønskede effekt. Selvfølgelig var det også en stor udfordring at gemme holdet og al udstyret i mørket og samtidig have assistenterne ved siden af kameraet.”

– Hvordan ser du tilbage på resultatet?

”Jeg synes ikke, filmens idé fremstår så godt, som den kunne have gjort, fordi vi brugte vidvinkel. På storskærm kan man se flere detaljer og ligesom forstå idéen bedre, end man kan på en tv-skærm. Jeg ville ikke bruge zoom eller fremhæve karakterer, da det var meningen, at det skulle være fra en engels synsvinkel – en engel, der ikke fokuserer på nogen bestemt, men snarere har et oversigtsbillede af et gadehjørne. Den holder på en måde opsyn med livet.”

– Hvad var det vigtigste, du lærte i forbindelse med denne specifikke film?

”Eftersom jeg var studerende og ikke havde megen erfaring, tror jeg, at de vigtigste ting, jeg lærte, var filmisk timing, at have den rigtige linse og det levende billedes generelle dynamik. Filmen har ingen dialog, den holder sig inden for en meget lille tidsramme, og der er ingen klip – alt sammen gode begrænsninger i forhold til at lære, hvordan man helt basalt fortæller en historie og får ens hensigt ud til publikum. Jeg lærte også meget om brug af point-of-view-optagelser, hvor scenen er følt og set igennem en persons øjne.”

– Hvad har filmen betydet for din karriere?

”Redeemer var ikke nogen stor succes, og jeg var meget overrasket over, at den fandt vej til jeres dvd. Den var med på flere filmfestivaler og blev da også nævnt et eller andet sted, men den vandt aldrig en pris. Jeg må have gjort et eller andet rigtigt, siden den er havnet i dette fine selskab af kortfilm. Nu betyder den noget. Den er blevet en nordisk film.”

– Synes du, at film fra de nordiske lande besidder en særlig stemning eller tone?

”Helt bestemt. Jeg kan ikke sætte fingeren på, hvad det er helt præcist, men vi må på en eller anden måde have samme livssyn. Finnerne benytter sig helt sikkert mere af den slaviske melankoli, og hvis vi ser på filmene fra vores respektive lande, er der ikke det store slægtskab at spore. Men det kommer an på, hvem man spørger. Jeg har på det seneste arbejdet i Frankrig, og selv om franskmænd er gode til at blande fortællestil fra alle de andre europæiske lande sammen, var det beroligende at opdage, at nogen ser lighedspunkter og en stærk nordisk tradition i filmkunsten.”

– Anser du dig selv for at være en nordisk manuskriptforfatter – kunstnerisk set – og føler du dig forbundet med en særlig nordisk fortælletradition?

”Jeg må indrømme, at jeg ikke personligt anser mig for at være en specielt nordisk instruktør. Eller i det mindste ikke særlig finsk. Jeg har boet i udlandet næsten halvdelen af mit liv, og mine inspirationskilder kommer fra hele verden. Men jo ældre jeg bliver, desto vigtigere bliver disse forbindelser, og desto mere bliver jeg opmærksom på dem. Selv om min fortællestil ikke har rod i realismen, og jeg heller ikke er feminist, er Helene Schjerfbeck og Minna Canth to kunstnere, som jeg vil nævne i den forbindelse. Og selv om arkitekten Eero Saarinen ikke er opvokset i Finland, føler jeg mig forbundet med hans fine linjer og måde at designe på. Han er et godt eksempel på én, der har holdt fast i et nordisk præg i sine former, eller hvad vi har lært at anse for nordisk.” 

– Hvilken nordisk film fra samtiden har gjort det største indtryk på dig?

”Susanne Biers Brødre, Lars von Triers Breaking the Waves og Lukas Moodyssons Fucking Åmål.”

– Hvad er det bedste og værste ved at producere film i et nordisk samarbejde?

”Der er ikke noget dårligt ved det, for samarbejde gør os kun endnu stærkere og mere synlige i den enorme filmverden, som konstant bliver mere og mere spredt. Hvis man ikke producerede film i et nordisk samarbejde, tror jeg simpelthen, at rigtig mange gode og interessante film aldrig var kommet til verden.”