Kommentar: Radio4 vildleder om Palmemordet

”Juleaften har indfundet sig,” siger historiker Anders Orris i optakten til Radio4’s live-dækning af det historiske pressemøde onsdag den 10. juni om mordet på den svenske statsminister Olof Palme i 1986.

34 år efter mordet vil svensk politi og anklagemyndighed sætte et punktum i sagen, og Radio4 har i en nyhedsartikel proklameret at: ”Pressemødet bliver på Radio4 dækket live af journalist Anders Christiansen og historiker Anders Orris, der vil sikre, at alle detaljer bliver oversat og kommenteret.”

Endvidere loves der ”landets bedste dækning af Palmemordets mulige opklaring”.

De to herrer har også et makkerskab i Radio4’s true crime-podcast Krimiland, hvor Anders Christiansen er værten, der vil lave en tv-serie om mordet og derfor inviterer folk som manuskriptforfatter Nikolaj Scherfig og krimiforfatter Thomas Rydahl i studiet.

Også her er Anders Orris, som i 2012 skrev speciale om Palmemordet og siden har beskæftiget sig med mordet som hobbyefterforsker, den primære, historiske kilde.

Det er egentlig allerede her, det går galt.

For makkerparret går til opgaven med live-rapportering, som gjaldt det et afsnit af deres konspiratoriske podcast. Med andre ord: Underholdning. Og forvirringen bliver ikke mindre af, at programmet både deklareres som live-dækning og et specialafsnit af podcasten.

Der burde immervæk være forskel på de to formater.

Tydelig muggen
I de vejledende regler for god presseskik hedder første punkt: ”Et medie er forpligtet til at bringe korrekt og hurtig information.”

Ligeledes står der i Radio- og fjernsynslovens § 10, der udgør rammebetingelserne for udøvelse af public service-programvirksomhed i Danmark: ”Ved informationsformidlingen skal der lægges vægt på saglighed og upartiskhed. Programvirksomheden skal sikre befolkningen adgang til væsentlig samfundsinformation og debat.”

Et pressemøde om mordet på en svensk statsminister bør betegnes som væsentlig samfundsinformation, og en live-rapportering fra et sådant møde bør præsenteres sagligt og upartisk af en landsdækkende radiostation, således befolkningen er sikret de nødvendige oplysninger.

Men Radio4 gør det stik modsatte.

I optakten opridser værterne de to hovedspor i efterforskningen, hvor en enkelt gerningsmand som Stig Engström – også kendt som Skandiamanden – ”giver de dårligste odds”. Derimod bruges der mere krudt på en sammensværgelsesteori, hvori Olof Palme blev skudt af, hvad Anders Orris betegner ”en sydafrikansk mordkommando”.

Stor er skuffelsen derfor, da chefanklager Krister Petterson få sekunder inde i pressemødet udpeger Stig Engström som den formodede gerningsmand, og da efterforskningsleder Hans Melander overtager ordet, går ”landets bedste dækning” fløjten.

Eksempelvis opsummeres den største politiefterforskning i svensk historie således af en tydeligt muggen Anders Christiansen: ”Ja, Hans Melander er stadig i gang med at gennemgå statistik for Palme-efterforskningen, altså, hvor mange er blevet afhørt, hvor mange dokumenter, bla, bla, bla.”

Øjestenen
Der bliver taget nogle dybe vejrtrækninger hos de to værter, som hurtigt melder ud, at de er dybt skeptiske i forhold til politiets forklaringer. 

”Vi kan tillade os at spille det kort allerede nu og spørge, om de satser på, at der simpelthen er tilstrækkeligt mange, der ikke er velorienterede om forløbet op til mordet, eller at de ikke selv er det, for den sags skyld,” siger Anders Orris.

Efter 34 års efterforskning, afhøring af over 10.000 personer og en sag på 250 hyldemeter sidder hobbyeksperten og proklamerer indbildsk, at politiet ikke er nær så velorienteret om forløbet, som han er.

Herefter bliver det til, at efterforskningsleder og chefanklager ”hævder” det ene og det andet, og hvis de kommer med detaljer, som de to værter ikke kan tilbagevise, så hedder det, at det ”for så vidt er korrekt”.

”Så kommer der noget spændende – politisporet,” siger Anders Orris, imens Melander i baggrunden opridser de forskellige spor i efterforskningen.

”Det er jo vores lille øjesten,” svarer Anders Christiansen håbefuldt.

Men ak, Hans Melander forklarer, at der ikke er fundet nogle konkrete politi- eller militærsammensværgelser, hvortil Orris bemærker, at så har han nok ikke lyttet til Krimiland.

Og da Krister Petterson siger, at der ikke er fundet belæg for en konspiration, sukker Christiansen højlydt, mens Orris’ kommentar er, at ”det er nu min personlige opfattelse, at han simpelthen anbringer faktorerne forkert”.

Tvivlen begynder at snige sig ind hos Christiansen. Opgivende udbryder han: ” Vi kommer jo til at virke mere og mere konspiratoriske og dumstædige, når vi ikke bare siger, at vi har taget fejl?”

Men Orris husker ham på, at de var igennem det samme med Christer Petterson, hvor det svenske ”establishment” også udpegede en morder, ”men os, der vidste sagens rette sammenhæng, troede ikke på den”.

Lytterne har ingen chance
Efterforskningslederen gennemgår de skiftende forklaringer, der peger på Engströms skyld, mens Anders & Anders gør grin med et manglende slide i efterforskningens PowerPoint.

Orris pointerer, at det ”vanskeliggør deres arbejde med at simultantolke og oplyse om, hvad der rent faktisk foregår”.

Problemet er bare, at man som lytter ingen chance har for at forstå, hvad der rent faktisk foregår på pressemødet – og ikke har gjort det, siden Petterson annoncerede Engström som den formodede morder.

I stedet sidder Christiansen og Orris og puster til de konspirationsteoretiske gløder, anklager politiet for cherry-picking og ender med at lommefilosofere over, hvad de ville gøre, hvis de var morderen.

”Det har altid været en underlig omstændighed ved Skandiamanden, at han udviste interesse for selv at komme i centrum efterfølgende. Og man kan jo spørge sig selv, om det harmonerer med den adfærd man forventer af en morder? Det har jeg svært ved at forestille mig,” konkluderer Orris stålsat om det faktum, at Engström rekonstruerede mordet på tv og var mere end villig til at tale om Palmemordet.

Men Orris misser den pointe, at narcissismen er et genkendende træk ved den slags mordere, der higer efter ”anerkendelsen”, selv om de ikke kan røbe dem selv.

Amerikanske tilstande
Man kan kritisere den svenske efterforskning for meget, og det er mediernes rolle at være kritiske over for magthavere.

Men den holdningsbårne journalistik, der vinder mere og mere indpas i det danske mediebillede, hører ikke hjemme i en live-dækning med simultantolkning.

Der er en hårfin balance mellem tillid og kritik, både til medier og magthavere, og hvis vi ikke passer på den, kan vi hurtigt ende med amerikanske tilstande, hvor ens verdenssyn afhænger af den sete eller hørte kanal.

I dækningen af væsentlige begivenheder må vi forvente, at vores landsdækkende public service-medier giver os netop public service forstået som en saglig og objektiv dækning.

Radio4’s live-dækning var gennemsyret af en mistillid, der vildledte lytterne. Og den konspirationstænkning, som de to værter repræsenterede, har ironisk nok betydet, at Stig Engström i 30 år blev overset af svensk politi. Og i dag er det ikke længere muligt at finde endegyldige beviser for, at den afdøde grafiker er Palmes morder.

Hvorfor værterne på Radio4 har frit slag for deres konspirationsteorier. Men gem dem til podcasten!