Skal Elton John nu pludselig være cool?

Fuck festerne, fuck glamouren, fuck snobberiet.

Sådan skrev jeg i åbningsartiklen til dette års Cannes-festival, og nu sidder jeg og flæber over festivalens mest glamourøse film, Elton John-biopic’en Rocketman.

Kan det blive mere selvmodsigende?

Rocketman er simpelthen filmen, man som seriøs kritiker ikke må kunne lide. Den er storslået, overdreven, skamløst underholdende – og så er den oven i købet produceret og blåstemplet af sangeren selv. Kan det blive mere patetisk?

Men der er ikke nogen vej udenom. At se Rocketman er for mig som at møde en gammel kæreste, man troede, at man var kommet sig over.

Den første kærlighed
Jeg var otte-ti år, da jeg faldt for Daniel, Your Song (en af alle tiders bedste ballader) og Goodbye Yellow Brick Road.

Den usmykkede ærlighed og sårbare melankoli gik rent ind hos parcelhus-enebarnet fra Hundige, men i modsætning til The Beatles – min anden musikalske ungdomskærlighed – holdt forholdet til Elton John ikke særligt længe.

Jeg brød mig ikke om hans vulgære fremtoning, de fjollede briller, åndssvage kostumer og håbløse parykker. Elton John forvandlede sig til en joke, og det samme gjorde det meste af hans musik, som ikke siden har været i nærheden af de hudløse klassikere fra starten af 1970’erne.

”Skal Elton John nu pludselig være cool?” spurgte jeg min indiske kollega, inden filmen startede. Men al skepsis blev allerede fejet til side med åbningsscenen.

Iført en løjerlig fjerdragt med pailletter og djævlehorn går Elton John, i Taron Egertons skikkelse, ind til et AA-møde og tager sin plads i rundkredsen. ”Jeg er alkoholiker og narkoman og sexafhængig, jeg lider af spiseforstyrrelse, og så er jeg shopaholic,” siger han.

Så er bolden givet op til et drama, der i hvert fald ikke ønsker at gå i Bohemian Rhapsody-fælden og stikke noget ind under stolen – heller ikke Elton Johns homoseksualitet, som er et fikspunkt igennem hele filmen.

En ny personlighed
Filmen springer tilbage til Reginald Dwights barndom i Middlesex. Her vokser han op under beskedne kår med en streng og homofobisk far, en uengageret mor og en omsorgsfuld bedstemor.

Det er et hjem uden anden glæde end farens pladesamling, som Reginald suger til sig. Og da den unge fyr ved et tilfælde bliver bevidst om sit naturtalent for at spille på klaver, har han fundet sit kald i livet. Han vinder et stipendium til Royal Academy of Music, begynder at spille på en pub, laver et band og møder via pladeselskabet Liberty Records digteren Bernie Taupin (Jamie Bell).

Resten er historie.

Han skifter med lån fra et vist Beatles-medlem navn til det mere slagfærdige Elton John og beslutter sig for at droppe den person, han blev født som. Han skaber sig en persona, han gerne vil være. Det er i tidens attituderelativistiske ånd, og den nye popstjerne boltrer sig i 70’ernes hedonisme med fri sex og hårde stoffer.

Opulent og smittende
Men snart melder tømmermændene sig, og Eltons Xanadu-slot bliver fyldt med livslede, selvmordstanker og en rungende tomhed.

Du kan vinde hele verden, men hvad nytter det, hvis du har mistet dig selv? Med berømmelsen følger også de mange falske venner, hvor manageren John Reid (Richard Madden) må finde sig i at blive gjort til den store slambert. Det er biopic-klichéer, jovist, men derfor kan de jo være sande, og instruktøren Dexter Fletcher og manuskriptforfatteren Lee Hall (Billy Elliott) beretter historien om raketfarten og nedturen med en opulent, smittende energi.

Dramatiske scener glider elegant over i sang og dans, hvor personerne fremfører Elton Johns største hits fra især 70’erne, og på den måde bliver sangene kommentarer til musikerens personlige liv.

Selv om Taron Egerton ikke har Elton Johns fantastiske stemme – hvem har det? – så er numrene stærke nok i sig selv. Ikke mindst når de tilsættes en suverænt koreograferet dans, der leder tankerne hen på Bob Fosse-musicalen All That Jazz.

Gennembruddet på natklubben Troubadour i Hollywood i 1970 serveres forrygende med Crocodile Rock. Det nummer blev først indspillet to år senere, men Dexter Fletcher er ingen historisk pedant. Han strikker sit eget kludetæppe og lader de splittede familiemedlemmer synge hver sin bid af 2001-hittet I Want Love.

Alle har deres grunde, som det hedder. Og Elton John overvinder vel egentlig aldrig manglen på kærlighed fra forældrene. Filmen finder dog et hjerte i hans forhold til Bernie Taupin, som til Eltons ulykke ikke er homoseksuel, men alligevel bliver sangerens livslange ven.

Ophæver tyngdekraften
Rocketman er selvsagt ikke en pædagogisk indføring i sangskriverkunsten, og Elton John fremstilles som et naturtalent for hvem, alting er kommet let.

Men sekvensen, der viser, hvordan Elton Johns omgivelser reagerede, da de hørte de første spæde akkorder til Your Song, er uimodståeligt medrivende.

Dexter Fletcher – der i øvrigt færdiggjorde Bohemian Rhapsody – har også et godt blik for, at Elton John skaber sit enestående personlige udtryk ved at blande genrer som klassisk musik, rock’n’roll, soul, folk, country og gospel. Og stjernen bliver bogstavelig talt en rocket man, da Fletcher under en koncert overbevisende ophæver tyngdekraften og får både ham og publikum til at svæve som rummænd.

Det er ren magi, og så vil jeg skide på, at man på den fine Cannes-festival forventes at rynke på næsen over Rocketman. Jeg har genopdaget kærligheden til min gamle flamme. Elton John er blevet cool igen.