Top 10: Rockdokumentar

Cinemateket har netop haft en kontroversiel premiere, nemlig Rolling Stones-dokumentaren Cocksucker Blues. Premiere, fordi filmen fra 1972 aldrig officielt er blevet vist på dansk grund.

Cocksucker Blues er instrueret af den amerikanske fotograf og filmskaber Robert Frank, som fulgte Rolling Stones på turne. Med coke, orgier og heroin. Stones nedlagde forbud mod at sende den i distribution, og faktisk blev den forbudt i USA, hvis ikke Robert Frank selv var til stede.

Med denne anledning er her ti andre rockdokumentarer, som efter vores mening er must-see.

Rock’n’roll dør aldrig, som Neil Young synger, men nogle gange synes den long forgotten. På mainstreamfladen er der ikke meget roll tilbage – roll forstået som skelsættende stenbrud.

De bedste dokumentarer handler da også mest om stenalderrock, og det bærer listen præg af.

Det er med tårer, at vi ikke har fået plads til så gode film som The Devil & Daniel Johnston, The Song Remains the Same, Decline of the Western Civilisation, Pink Floyd: Live at Pompeii, Westway to the World, Stop Making Sense, Ziggy Stardust & the Spiders from Mars samt flere andre.

10. Gasolin’ (2006)

”Kærlighed ved første blik, og en lille pose slik, og en film vi aldrig så, da vi hen ad gulvet lå,” reciterer Franz Beckerlee og spørger: ”Er det her skjult kamera, eller hvad fanden sker, mand?”

Franz Beckerlee havde tilsyneladende ikke meget til overs for Kim Larsens sange, da denne var Gasolin’ utro og udgav Værsgo, der til bandets overraskelse blev et kæmpe hit.

Filmens benzin er konflikten mellem Kim Larsen og Franz Beckerlee, mellem dansk højskolesang og engelsk rock’n’roll. Samtidig får vi opridset bandets historie.

Man keder sig aldrig. Instruktøren Anders Østergaard holder konstant fokus. Med tempo skifter han mellem de fire gassers anekdoter blandet med musik, fotos og gamle optagelser. Men Østergaard kunne godt have lagt mere vægt på udskejelserne, drukken og stofferne, som var et uomgængeligt drive i bandets musik, tekster og univers.

9. Shine a Light (2008)

The Band eller The Rolling Stones? Nogle vil nok mene, at Martin Scorseses The Last Waltz er en bedre koncertfilm, men nu er The Rolling Stones bare bedre end The Band. Også når de nærmer sig de 70 år.

Koncerten er optaget på Beacon Theater i New York i 2006. Filmen er et godt dokument for den vildskab, The Rolling Stones stadig besad i midten og slutningen af 00’erne. Formen er fin, når Christina Aguilera danser intimt med Mick Jagger, og når Buddy Guy kommer ind, og Jagger blues’er den: ”Bring me champagne when I’m thirsty, bring me reefer when I want to get high.”

Det er præcis bare at fylde glasset op, nyde musikken og Scorseses stilistiske, visuelle kompositioner. Og hvilket band passer i øvrigt bedre end Stones til Scorseses febrilske rock’n’roll-cinema?

8. Janis (1974)

Åh Janis, du er sgu så dejlig, når du sidder i et talkshow og fortæller åbent, at du er inviteret til fest hos din gamle skoleklasse, og at de alle sammen mobbede dig, da du var lille. Vi skal ikke romantisere dét, men din tilgang var befriende. Du tilgav. Gav alt af dig selv. Lidt for meget. Og så var du væk.

Janis Joplin gav håb til alle dem, som måtte føle sig udstødte. Vi ser klip fra koncerter med uforlignelig energi, hvor hun opfodrer folk til at tage sig sammen, hvis de da ikke har fået noget på den dumme.

Filmen består udelukkende af arkivmateriale, interviews og koncerter. Nok er filmen fragmenteret og ikke videre struktureret, men den sætter ansigt på et menneske – et menneske i forfald, som vi kan se på hendes skiftende udseende.

Janis Joplin er ikke den mest portrætterede, men i år forsøger Amy Berg sig med Janis: Little Girl Blue.

7. Woodstock (1970)

Filmjournalistikkens grand old man, Roger Ebert, indleder sin anmeldelse af Woodstock således:

Abbie Hoffman: ”Jeg bor i landet Woodstock.”

Forsvarsadvokaten: ”Vil du fortælle retten og juryen, hvor det ligger?”

Abbie Hoffman: ”Ja, det er en nation af fremmedgjorte, unge mennesker. Vi bærer landet i os som en sindstilstand på samme måde, som indianerne bærer Sioux-landet.”

Janis Joplin og Jimi Hendrix står øverst på Woodstock-plakaten. Men det mest interessante er, hvordan rockfestivalens pionerer uden erfaring holder styr på 400.000 hippier. Hippier, som overalt i USA er i karambolage med myndighederne. På LSD og med blomster i håret.

Dokumentaren er både musik og liv. Begge dele er lige fedt. Jimi Hendrix slutter ballet med en skinger version af den amerikanske nationalmelodi.

6. Some Kind of Monster (2004)

Glem albummet, glem musikken – se filmen!

Det starter så stille, men snart skændes de, og Lars Ulrich begynder at græde. Instruktørerne var så heldige at få et unikt indblik til optagelserne af Metallicas omdiskuterede album St. Anger. Hvad de måske ikke vidste var, at de havde at gøre med et band i dyb krise, og da slet ikke, at bandet foldede sig totalt ud foran kameraerne. Det er ganske enkelt genial journalistik.

James Hetfield vil vide, at ingen gør noget bag hans ryg. Lars Ulrich begynder at græde. Han beskylder Hetfield for at kontrollere alting. Det bliver nærmest digterisk. Det er drama for voksne mænd: ”Fuck, fuck, fuck,” lyder det fra Lars Ulrich.

Heldigvis blev de venner igen. Som altid!

5. Kurt Cobain: Montage of Heck (2015)

Kurt Cobain er stadig et ikon. Bare hør anmeldernes vurderinger. På Rotten Tomatoes ligger filmen på 98 procent. Filmmagasinet Ekko skrev, at det er ”intet mindre end den mest intime og velunderbyggede musikdokumentar ever”.

Filmen handler mest af alt om Kurt selv og ikke Nirvana, grunge eller konspirationsteorierne om hans selvmord. Til gengæld har forhenværende hustru Courtney Love givet alle loftskasser til instruktør Brett Morgen. Tv-optagelser, udklip med mere. Det giver et sjældent unikt portræt.

Dokumentaren er blevet kaldt noget af det mest ærlige, troværdige og ufiltrerede. Nirvana-bassist Krist Novoselic har udtalt, at den hjalp ham med at heale. Ikke desto mindre har barndomsvennen og Melvins-forsanger Buzz Osborne kaldt den 90 procent bullshit og afviser flere af filmens konkrete historier.

4. Dig! (2004)

Oplægget til filmen må være The Brian Jonestown Massacre mod The Dandy Warhols. Eller snarere Anton Newcombe mod Courtney Taylor, som er de respektive forsangere fra de to indiebands.

De er begge stjerner, venner og rivaler. De har begge storhedsvanvid. Filmen er optaget over syv år og lige så morsom som fascinerende.

Courtney Taylor fra Warhols er den velovervejede, men prætentiøse, der smager på succesen. Anton Newcombe fra Brian Jonestown er bare sindssyg. Han kæmper med afhængighed og psykisk sygdom.

Dokumentaren vandt juryens pris ved Sundance-festivalen i 2004. Begge bands har taget afstand fra dokumentaren, som de kalder misvisende og fiktion.

3. The Filth and the Fury (2000)

Sid Vicious er lige kommet ud fra retten anklaget for mord på sin kæreste Nancy. Han skubber en journalist væk og sætter sig ind i bilen.

Senere indvilliger han i et interview.

– Har du det sjovt nu?

”Er du morsom? Nej,” svarer Sid.

– Hvor vil du helst være?

”Under jorden.”

– Er du seriøs?

”Ja!”

Snart efter blev Sid Vicious fundet død. Filmen er ikke bare historien om et bands op- og nedtur, men historien om punkbevægelsen, der ikke levede meget længere, end Sex Pistols eksisterede. 26 måneder.

Vi følger bandet fra starten i London til opløsningen i San Francisco. Filmen er særligt god, fordi der både er optagelser og interviews fra dengang og refleksioner fra nogle af hovedpersonerne tyve år senere.

Og hvilke excentrikere! De blev fyret fra et pladeselskab to gange og frataget muligheden for at spille live.

2. Don’t Look Back (1967)

”Don’t look back. Something might be gaining on you,” sagde den amerikanske baseballspiller Satchel Paige engang. Dylan var enig med baseballspilleren, og sådan fik filmen sin titel.

Måske man skulle lade være med at se sig tilbage. Måske man bare skulle se Martin Scorseses mesterlige fire timer lange Dylan-dokumentar, No Direction Home (2006).

Men nej, optagelserne på Don’t Look Back er unikke. Året efter kom Bob Dylan ud for en motorcykelulykke og trak sig mere eller mindre tilbage fra offentligheden i otte år. Det var derfor en fryd for fans, da filmen kom ud i 1967. Kameraet var helt oppe i stjernens ansigt. I bilen, på gaden, i studiet.

Da Dylan i tour-bilen i en avis læser, at han bliver kaldt for anarkist, siger han til sin manager med et smil: ”Giv anarkisten en cigaret.”

Det blev siden en ikonisk sætning. Det er den flabede, charmerende Dylan. Ham med læderjakken, solbrillerne og smøgen i kæften. Og smilet.

1. Gimme Shelter (1970)

Alting slutter, også Woodstock.

”Jeg er egentlig ikke utilfreds. Det er bare en bagskid, der har varet siden 68,” synger Niels Skousen om blomsterårene, der fes ud. Ser man Gimme Shelter sluttede de med et brag.

Det er december 1969, fire måneder efter Woodstock. The Rolling Stones spiller gratiskoncert sammen med Jefferson Airplane ved Altamont. 300.000 langhårede er mødt op. Hells Angels står for sikkerheden.

Rolling Stones spiller, og de gør det fedt. En fuld hippie blandt publikum – måske på syre – vil frem. Han bliver skubbet tilbage af en stor sikkerhedsvagt med rygmærke.

Vi ser Rolling Stones på scenen. De stopper koncerten. Siger til folk, at de skal tage det roligt. De begynder at spille igen. Ingen ved, hvad fanden der foregår. Men manden vil frem. En kniv bliver trukket. Det er noget af det mest rystende og virkelige set på film. Som at være der selv.

Filmen er særligt autentisk, fordi den virker så uredigeret. Brødrene Maysles kommer fra Direct Cinema-bølgen, hvis ideal var at gøre en dokumentar så ærlig som muligt uden rekonstruktioner, voice-over og interviews. Det virker!