Rottefængeren fra Auschwitz

Nogle filmpræmisser er så bizarre, at det er et mysterium, hvorfor de ikke blev kastet i skraldespanden allerede efter første synopsis.

Efter en uheldig imitation af Hitler havner den fallerede tyske klovn Helmut Doork i en af de tyske interneringslejre ved udbruddet af Anden Verdenskrig. I lejren finder han i de jødiske børn omsider et velvilligt publikum til sine klovnerier.

Han ender ad omveje i Auschwitz, hvor lejrkommandanten udser ham til en særlig opgave. Som en anden Rottefænger fra Hameln skal han underholde de jødiske børn, mens han fører dem mod de gruopvækkende gaskamre.

Doork ser det som en mulighed for at redde sit eget skind, men da det for alvor går op for ham, hvilken uforsonlig skæbne der møder børnene, følger han dem helt ind under de dødbringende brusere.

Humor = tragedy + time
Sådan lyder handlingen i The Day the Clown Cried fra 1973, som aldrig er blevet vist offentligt, men klip fra optagelserne er lækket til nettet (se herunder).

Komikeren Jerry Lewis både instruerede og spillede hovedrollen, og han havde forestillet sig en storslået fejring ved den prestigefyldte festival i Cannes.

Efter en karriere i slapstick-komikkens tegn skulle rollen som Doork endelig bringe ham seriøs anerkendelse. Sådan gik det mildest talt ikke. Filmen fik aldrig premiere, og i dag har den ry af at være en af filmhistoriens største fejltagelser.

Med Roberto Benignis koncentrationslejr-komedie Livet er smukt (1997) in mente skulle man ellers tro, at holocaust og humor kunne være kombineret på en afbalanceret måde. Så hvad gik galt?

Måske har Mark Twains (og senere Woody Allens) berømte diktum gjort sig gældende: Humor = tragedy + time. 1973 var simpelthen for tæt på Anden Verdenskrig.

Skær af perversion
Men det er næppe hele sandheden.

Det skønnes, at kun omkring 100 personer har set The Day the Clown Cried, og en af dem, komikeren Harry Shearer (Mr. Burns’ stemme i The Simpsons), har udtalt:

”Det var virkelig en rædselsvækkende oplevelse at se filmen. Den er så drastisk forkert, dens blanding af patos og komik er så forfejlet, at man ikke i sin vildeste fantasi ville kunne gøre den værre, end den allerede er.”

Filmen har et skær af perversion over sig i sin lemfældige omgang med masseudryddelserne, og Jerry Lewis’ slapstick-komik egner sig ikke til den alvorlige kontekst.

Euforisk syn
Lewis havde i 1940’erne og 50’erne haft et yderst populært makkerskab med Dean Martin, og han var kendt for sine højrøstede gakkerier, der i 1963 kulminerede med Jerry som den skøre professor, som han også instruerede.

Manuskriptet til The Day the Clown Cried havde gået på omgang blandt Hollywoods komikere i næstenet årti, men ingen kunne rigtig få det til at fungere.

Da Lewis kastede sig over projektet, brugte han meget tid på at gøre hovedpersonen mere sympatisk. De oprindelige manuskriptforfattere, Joan O’Brien og Charles Denton, har efterfølgende betegnet Lewis’ bestræbelser på at humanisere hovedpersonen som en katastrofe.

Hvad der fik Lewis, som er af jødisk afstamning, til at give sig i kastmed det håbløse projekt, er uklart. En kuriøs teori er, at han var dybt afhængig af det smertestillende medikament Percodan, der gav ham et alt for euforisk syn på filmens potentiale.

Kult i filmkredse
Produktionen løb hurtigt tør for penge. Lewis endte med selv at betale for at få filmen færdig og nåede kun med nød og næppe at få lavet en rå-klippet arbejdskopi.

Filmrullerne opbevares i dag i komikerens private bankboks og kan kun ses på et gammelt, slidt vhs-bånd. Og den i dag 86-årige Lewis nægter konsekvent at udtale sig om filmen offentligt.

Det har blot bestyrket det tvivlsomme eftermæle.

Faktisk er The Day the Clown Cried blevet lidt af en legende i filmkredse. Efter sigende bliver den i bedste Eyes Wide Shut-stil vist ved hemmelige sammenkomster blandt Hollywoods spidser, der morer sig, mens de ængstes over, hvor galt det kan gå i showbiz.

I sommeren 2012 annoncerede den franske instruktør Xavier Giannoli, at han var kommet i besiddelse af en 35mm-kopi af filmen. Så måske er der en mulighed for, at den med 40 års forsinkelse snart ser dagens lys.

Indtil da er det muligt at se optagelser fra filmens indspilning, der stammer fra hollandsk tv.