Ruben Östlund får Cannes til at skraldgrine

Ruben Östlund er en mester i at sætte fingeren på vores ømme punkter og udstille hykleriet hos det moderne velfærdsmenneske.

Han er en ægte drillepind, som elsker at udfordre dogmer – også dogmet om, at Danmark er Nordens bedste filmnation!

Force Majeure fra 2014 er en vidunderligt skarp satire over parforholdet og den skrøbelige maskulinitet, mens han i Guldpalmevinderen The Square fra 2017 tager kunstverdenen under kærlig behandling.

I den nye Triangle of Sadness er turen kommet til modebranchen og den groteske økonomiske ulighed i verden. Begge dele skriger på satiresmæk, hvilket på en gang er filmens styrke og svaghed.

Styrke, fordi Östlund fra første øjeblik har publikums sympati og scorer højt på grineskalaen. Hvem ønsker ikke at grine ad de rige svin og en branche, som i bund og grund er falsk og forloren?

Men det er samtidig filmens svaghed, fordi det i sagens natur er svært at overraske og sige noget originalt om noget så fortærsket.

Glansnummer
Triangle of Sadness starter med en ydmygende casting for mandlige modeller. I bar overkrop skal de lave en catwalk, hvor den indre personlighed kommer frem, som det hedder i branchens abracadabra-lingo.

Det er kosteligt med Östlunds nådesløse blik. Satiren går rent ind og efterfølges af en restaurantmiddag mellem parret Carl (Harris Dickinson) og Yaya (Charlbi Dean), der begge er modeller.

Yaya lægger op til, at Carl betaler for regningen, som han altid gør. ”Men hvorfor egentlig,” spørger han lidt forundret, ”når du tjener meget mere, end jeg gør?”

Så ruller snebolden.

Det er Ruben Östlunds glansnummer. Moderne parforhold er en skrøbelig institution, hvor djævlen gemmer sig i detaljen. Fra noget så banalt som betaling af en regning eskalerer diskussionen til et regulært skænderi, hvor hele forholdet pludselig kommer på spil.

Vi kender det fra Force Majeure, men denne gang vender instruktøren perspektivet og ser ubalancen fra mandens synsvinkel.

Det er Östlunds force, at han ikke er woke, men har blik for alle blinde vinkler, også de politisk ukorrekte.

For at gøre skaden god igen inviterer Yaya kæresten på et krydstogt med en luksusyacht, som hun i sin egenskab af influencer har fået betalt.

Gæsterne er excentriske.

Her er det venlige, engelske ægtepar, der viser sig at leve af våbensalg – eller som de selv foretrækker at udtrykke det: bidrager til at opretholde freden i verden!

Her er den skaldede herre, som sidder alene ved sit eget bord, fordi rigdom ikke er et værn imod ensomhed. Og her er frem for alt Zlatko Burićs komisk-kyniske russiske rigmand, der bramfrit proklamerer: ”Jeg sælger lort.”

Mesterlig slapstick
Skibets personale er også nogle specielle typer.

Vicki Berlins overstewardesse holder peptalks for sine medarbejdere som en overentusiastisk sportstræner. Anderledes står det til med Woody Harrelsons fordrukne kaptajn, der er optaget af alt andet end skibets sikkerhed.

Løjerne kulminerer under kaptajnens middag, hvor rejseselskabet får serveret kunstneriske anretninger blot for at kaste det hele op igen. Det er ren slapstick-komik, som den svenske instruktør behersker mesterligt med skelen til Monty Pythons The Meaning of Life.

Den kommunistiske kaptajn og den russiske rigmandskapitalist falder i selskab, og mens alle andre kæmper for livet under den høje bølgegang, fortæller de to desillusionerede herrer politiske vittigheder. Hvad er forskellen på en kommunist og en antikommunist? Den første læser Marx og Lenin, den andet har forstået dem!

Magt korrumperer
Skibet forulykker, og en lille gruppe redder sig i land på en tilsyneladende øde ø.

Liget af den russiske rigmands kone flyder i land, hvorefter han giver sig til at fjerne hendes smykker. Selv i den største tragedie kan de rige ikke slippe tanken om penge.

Resten af passagererne må formodes at være forsvundet i havet, men det nævnes ikke med ét ord. Vil Östlund dermed pointere, at menneskelige relationer ikke har nogen dybere betydning i de riges verden?

Det virker alligevel lidt underligt.

I bedste Buñuel-stil bliver magtforholdet pludselig vendt på hovedet. Den filippinske rengøringsdame fra yachten (frydefuldt spillet af Dolly De Leon) er den eneste af de overlevende, som har praktiske evner. Abigail kan fange en fisk med de bare næver, så nu er alle afhængige af hende.

Uden for civilisationen er dyre ure og en fyldt bankkonto ingenting værd.

Det udnytter Abigail til at gøre sig til en enerådig leder, der udstikker ordrer og kræver sex af Carl mod til gengæld mod at give ham visse privilegier.

Es i ærmet
Det er den svageste del af filmen, fordi den fremstår mere ufarligt metaforisk end troværdigt dramatisk. De to en halv times spilletid er nok også lige i overkanten.

Ruben Östlund har et es i ærmet, en chokafslutning, der skal få alvoren frem, før man har fået grinet af. Men twistet er ikke tilstrækkelig til, at blandingen af komedie og tragedie denne gang går perfekt i spænd.

Som underholdende social satire, falden på halen-komedie og absurd overlevelsesfabel fungerer filmen dog glimrende. Triangle of Sadness – der får dansk biografpremiere den 1. september – har potentialet til at blive Ruben Östlunds største publikumshit.