Ruben Östlunds jury svigtede, da det gjaldt

Han ser noget forbavset ud.

Han har tydeligvis forberedt en Guldpalme-vindertale for The Zone of Interest. Men Jonathan Glazers navn bliver råbt op én gang for tidligt, og nu befinder han sig på podiet for at modtage festivalens næstbedste pris, Grand Prix.

Han kæmper ihærdigt for at se glad ud.

Justine Triet er lige så forbløffet, men med omvendt fortegn. Hun står i næste øjeblik med Guldpalmen i hånden for Anatomy of a Fall og kan ikke tro sine egne øjne.

Nede i salen sidder den tyske skuespiller Sandra Hüller og undrer sig.

Hun har en hovedrolle i begge vinderfilm, men må se prisen for bedste kvindelige skuespiller gå til en skuespiller i en tredje film. Oven i købet en birolleskuespiller, der er den, som ser mest forundret ud af alle.

Måske er juryen bare kommet til at bytte om på de to vinderfilm, fordi Hüller medvirker i dem begge, foreslog en af mine kolleger spøgefuldt.

Det var et akavet antiklimaks på en ellers strålende Cannes-festival, der var niveauer bedre end sidste år og giver håb for filmkunsten.

Festivalens bedste film
Umiddelbart tegnede det til, at juryen med den svenske instruktør Ruben Östlund i spidsen havde gjort sit arbejde godt. Ud over The Zone of Interest og Anatomy of a Fall er Nuri Bilge Ceylans About Dry Grasses og Wim Wenders’ Perfect Days også på min liste over festivalens bedste.

Det var indlysende rigtigt at præmiere dem.

Og selv om jeg under prisceremonien savnede Ken Loach’ The Old Oak, Alice Rohrwachers La chimera og Jessica Hausners Club Zero, kan jeg sagtens leve med, at juryen i stedet foretrak Tran Anh Hungs mad-sensuelle kærlighedsdrama The Pot-au-Feu, Aki Kaurismäkis deadpan-komedie Fallen Leaves og Hirokazu Kore-edas tredelte mysteriefortælling Monster.

Alle de titler er – som nævnt i min optaktsartikel til prisoverrækkelsen – blandt dem, jeg var ked af ikke at kunne belønne med en af festivalens blot syv priser.

Jurymedlemmerne havde gjort det rigtige og skal have stor ros for at finde frem til nogle af festivalens allerbedste film. Men da juryen lørdag aften på scenen i Grand Théatre Lumière skulle fordele priserne, gik det galt.

Modet svigtede.

Ondskabens banalitet
Misforstå mig ikke.

Justine Triets Anatomy of a Fall er en mesterligt tryllebindende fortælling, der utroligt elegant blander et benhårdt ægteskabsopgør med en mulig mordgåde og et nervepirrende retssalsdrama.

Jeg var totalt opslugt. Og den havde fortjent Guldpalmen, hvis det ikke lige var for The Zone of Interest, som bare er i en anden liga end nogen anden film i hovedkonkurrencen.

Jonathan Glazer beretter en historie om holocaust, som vi aldrig har set før på lærredet. Det er jødeudryddelsen fra gerningsmændenes synsvinkel.

Instruktøren har skabt et filmisk udtryk for det, filosoffen Hannah Arendt kalder ”ondskabens banalitet”: At helt almindelige mennesker med følelser og tanker er i stand til at udføre uhyrlige forbrydelser, fordi vi kan adskille os fra ”de andre”, undermenneskene.

Lederen af Auschwitz og hans familie bor klos op ad koncentrationslejren – kun adskilt af en mur med pigtråd for oven. De er udmærket klar over, at mennesker hver dag bliver gasset og brændt få meter væk, men de har skabt deres egen ”zone of interest” og lukker totalt af for det, der befinder sig udenfor.

Som om det var en helt anden virkelighed, der intet har med deres lykkelige hverdagsliv at gøre.

Men via overrumplende visuelle brud samt en vild lydside og enestående musik, der associerer skrig, får Glazer publikum til at reflektere over absurditeten og se det hele i et større perspektiv. Et spring frem til nutidens Auschwitz-museum tager pusten fra én.

Derfor tåler The Zone of Interest sammenligning med Claude Lanzmanns dokumentarfilm Shoah, der med vidnesbyrd og øjenvidneberetninger fra overlevende og gerningsmænd forsøger at begribe det ubegribelige. Og Shoah regnes for et af de største og vigtigste filmværker nogensinde.

Historien gentager sig
Juryens valg af Anatomy of a Fall minder til forveksling om Cannes i 2015.

Her vandt Jacques Audiards franske flygtningefilm Dheepan Guldpalmen, mens László Nemes’ ungarske Sauls søn – om en jødisk mand, der tvangsarbejdede i Auschwitz – måtte nøjes med Grand Prix.

Dheepan er ligesom Anatomy of a Fall et psykologisk spændingsdrama, men det var Sauls søn, der efterfølgende vandt en Oscar og har sikret sig en fremtrædende plads i filmhistorien.

Det er den, vi husker i dag.

Mit gæt er, at det vil gå The Zone of Interest på samme måde. Så hvorfor har juryen ikke givet den Guldpalmen?

Tre franske filmfolk i juryen giver en hjemmebanefordel. Og så er Anatomy of a Fall en film, alle kan blive enige om at elske, mens The Zone of Interest er et radikalt værk, som skiller vandene.

Der findes sågar kritikere, som slet ikke mener, at man bør lave film om holocaust!

Mavefornemmelse
Den store skuffelse er juryformand Ruben Östlund, der selv har vundet Guldpalmen med Triangle of Sadness og The Square.

Svenskeren var sidste år ude med riven efter dansk film, som han mener er ”kedelig og konventionel”. Den kritik har vi respektfuldt lyttet til, men hvorfor i alverden bruger han så sin toppost i Cannes til at give Guldpalmen til en mere konventionel film på bekostning af den dybt originale?

Han sagde på juryens indledende pressemøde, at jurymedlemmerne skulle gå efter deres mavefornemmelse og ikke forsøge at være ”kloge”. Det lyder fornuftigt, for mange juryer har truffet fortænkte beslutninger for at fremstå begavede.

Filmkunst handler imidlertid ikke kun om spændingsniveau, og hvis Ruben Östlund stadig er tro mod sin filmfilosofi (og kritik af dansk film), kan det godt undre, at han ikke har kæmpet for festivalens banebrydende værk.

Som instruktør er han parat til at drive skuespillerne ud på grådens rand, indtil en optagelse er nøjagtigt, som han vil have den.  På juryens pressemøde signalerede han en mere inkluderende og demokratisk indstilling.

Men filmkunst kan ikke afgøres af et afstemningsdemokrati, og som skuespilleren Isabelle Huppert sagde, da hun var juryforkvinde i 2009, skal man have historien for øje.

”Når man ser tilbage på festivalen, er der film, som ikke er blevet værdsat efter fortjeneste. Det er først senere, at man har opdaget deres sande værdi. Vi må være ydmyge og meget omhyggelige,” lød det fra skuespilleren, som endte med at give Guldpalmen til mesterværket Det hvide bånd.

I forlegenhed
Årets formand har åbenbart heller ikke gået til festivalens ledelse for at få dispensation til at bryde reglen om, at de tre øverste film på skamlen ikke må få andre priser.

Reglen er lavet for at forhindre, at én film rydder hele bordet. Det giver god mening, men selvfølgelig skulle Sandra Hüller have haft prisen for den bedste kvindelige skuespiller.

Nu blev Merve Dizdar fra About Dry Grasses sat i forlegenhed, fordi alle, inklusive hende selv, kunne regne ud, at hun kun fik prisen som følge af en rigid regel.

Det er tilladt at dele en enkelt pris mellem to kandidater. En nem løsning, hvis juryen gerne ville honorere About Dry Grasses, havde været at lade Nuri Bilge Ceylan dele instruktørprisen med Aki Kaurismäki (som i øvrigt ikke engang besværede sig med at afhente sin pris).

Eller også kunne About Dry Grasses have delt manuskriptprisen, for den films styrke er netop de mesterlige monologer og dialoger.

Ruben Östlund er en genial instruktør, der har fornyet mediet. Men som juryformand svigtede han i sidste ende filmkunsten.