Viborg Animation Festival 2023
29. sep. 2023 | 22:03

Rum-noir og dansk film triumferer i Viborg

Foto: Everybody on the Deck

Mars Express følger privatdetektiven Aline Ruby og hendes loyale androide-makker, der sammen optrævler den kriminelle undergrund på Mars.

Den retro science fiction-film Mars Express vinder hovedprisen på Viborg Animation Festival, hvor et stort antal danske film også vinder priser.

Af Frederik Hoff

Det kan umuligt have været let for jury-medlemmerne ved dette års Viborg Animation Festival. Men nu er priserne endelig uddelt.

Vinderen af prisen for Best Feature – animationsfilm i spillefilmlængde – er den franske science rum-noir Mars Express. Her optrævler en kvindelig privatdetektiv den skumle undergrund på Mars med hjælp fra sin trofaste androide-makker.

Filmen var oppe imod blandt andre den smukke, eksperimenterende Aurora’s Sunrise, den hylemorsomme The Inventor og danske Roselil og Stentrolden.

Men juryen forelskede sig i Jérémie Périns evigt skiftende animationsstil og medrivende homage til klassikere som Blade Runner, Robocop og Akira.

”Filmen greb os fra første øjeblik, holdt os underholdt og tvang os til at gætte med helt indtil rulleteksterne,” skriver feature-juryen, som består af Informations Christian Monggaard, journalisten Rebekah Villion og den kunstneriske leder på Anibar Festival Petrit Gora.

Masturberende nissemænd
Men selv om Danmark blev slået i hovedkategorien, så det anderledes ud i den næststørste kategori: Best Short.

Her vandt danske Pernille Kjær med sin vidunderligt lokale Forår, som følger de mytologisk magiske begivenheder i et lille hus ved Limfjorden, komplet med alle de ånder og masturberende nissemænd, der hører sig til i den danske folklore.

Danske Toke Ringmann Madsen var lige ved at vinde prisen for Best Graduation Film med sin smukke afgangsfilm fra The Animation Workshop: Mano, der kan ses på Ekko Shortlist.

Men han måtte nøjes med en honorable mention og vige pladsen for franske Arthur Sevestres La Vita Nuova fra animationsskolen La Poudrière. Filmen fortæller kreativt og komisk historien om et intimt øjeblik mellem to venner.

Til gengæld havde Toke Ringmann Madsen mere succes i kategorien Open Workshop Danish Animation Talent Award. Mano vandt for sit hyperrealistiske portræt af to brødre i en udsat familie.

Det lykkedes ikke kun de danske film at imponere voksenjuryernes animations-aficionados. I kategorien ANIMOK Youth Jury har en gruppe lokale skoleelever fra sjette klasse ageret jury, og de valgte Svinedrengen af Peter Smith og Magnus Igland Møller.

Den gakkede og meget frit fortolkede udgave af H.C. Andersens klassiske eventyr faldt lige i børnenes smag. Måske fordi kys og kærestepjat i denne version er afløst af pruttelyde og dansefest.

Sejr til pelselskere
I den nye kategori Best Diversity gik en honorable mention til franske Tal Kantors eksperimenterende holocaust-bearbejdelse Letter to a Pig, mens selve prisen gik til landsmanden Lucie Grannec for Furrie.

Filmen er et fordomsfrit og farverigt portræt af furry-miljøet. Det er en stor gruppe mennesker, der interesserer sig for og/eller fetischerer antropomorfe dyrefigurer og nyder at klæde sig ud som dem.

Prisen for Best Experimental modtog det colombianske makkerpar Maria Angélica Restrepo og Carlos Velandia, der sammen står bag All My Scars Vanish in the Wind.

Den abstrakte historie begynder i mørke, men efterhånden viser der sig vibrerende digitale lysglimt, der tilsammen former en abstrakt og storslået historie om en kvindes indre kald.

Sidste år begyndte Viborg Animation Festival også at belønne kommercielle animationsfilm og bestillingsværker med prisen Best Commissioned Award. I år går den til Anna Levinson, der har lavet sin film Hidden Heroes for det tyske initiativ Mach Dich Stark.

Filmen bruger barnlig 2D-animation til at sprede opmærksomhed om børnefattigdom i Tyskland med en historie om tre udsatte børn, der fantaserer om at have usynlige superkræfter.

Jagten på fedeste fest
ANIDOX:VR Award er som vanlig en af de kategorier med allerhårdest konkurrence på Viborg Animation Festival.

Under festivalen er fire af verdens bedste VR-dokumentarer blevet vist på Gallerbi NB, og nu er den bedste blevet valgt.

Prisen kunne nemt været gået til amerikanske Limbert Fabians MLK: Now Is the Time. Det er et værk, der tager afsæt i Martin Luther Kings ”I have a dream”-tale og bruger forrygende, interaktive spil til pædagogisk at formidle udfordringerne ved at være sort i USA.

Men vinderen blev det pulserende, sociale festfyrværkeri In Pursuit of Repetitive Beats om acid house-kulturen i 1980’erne og 90’erne.I værket tager flere publikummer samtidig på en vild jagt efter en fed acid house-fest i Midlands-region i England i 1989.

Skaberen Darren Emerson er selv en gammel raver, og hans dybe kærlighed til musikgenren og nostalgiske tilgang til den uendelige jagt på en fest skinner igennem. For selv den vildeste fest bliver bedre, hvis man har brugt timevis på lede efter den på en mark nær Coventry!

Det er det perfekte bevis på, hvor medrivende en dokumentarisk fortælling kan være i kyndige VR-hænder.

Kommentarer

Viborg Animation Festival

Startede i 2012 med at vise animationsfilm for børn og voksne.

Danmarks største animationsfestival.

Arrangeret af uddannelsen The Animation Workshop.

Finder sted 25. september – 1. oktober.

Frederik Hoff dækker for femte gang festivalen for Ekko.

Læs mere.

© Filmmagasinet Ekko