Dag 10: Rumænsk choksejr i Berlin

Guldbjørnen skal til Rumænien. 

Det må siges at være en overraskelse af de helt store, eftersom filmen i den grad repræsenterer noget helt andet, end de fleste film i årets hovedkonkurrence har gjort, og debutanten Pintilie var da også mundlam på scenen.

Det samme var man på tysk tv.

Her talte man om, at Christian Petzolds Transit og Erik Poppes Utøya 22. juli blev overset. Samtidig hæftede man sig ved, at Berlinalen endnu engang har valgt en politisk korrekt film som vinder. 

To priser til Paraguay
De andre priser gik ellers til flere af forhåndsfavoritterne. 

The Heiresses fra Paraguay modtog hele to priser, eftersom Ana Brun fik skuespillerprisen og instruktør Marcelo Martinessi fik Alfred Bauer-sølvbjørnen, som gives til en film med nye perspektiver. 

Forhåndsfavoritten Malgorzata Szumanowska kan tage juryens specialpris med hjem til Polen for Mug, mens Wes Anderson modtog instruktørprisen.

Prisen for bedste mandlige skuespiller gik til unge Anthony Bajon, der ellers var en af outsiderne i kategorien. Han fik bjørnen for sit spil i The Prayer. 

Manuskriptprisen røg helt forventeligt til Mexico og Museum, mens bjørnen for en filmkunstnerisk fornyelse gik til production designet på russiske Dovlatov, der ellers af mange var regnet for favorit til Guldbjørnen. 

Det var bestemt en overraskelse, at der ikke var mere til den film, men det sande chok var nu vinderfilmen Touch Me Not, som ikke synderligt mange havde levnet de store chancer. 

Bill Murray stjal showet
I starten af aftenens show stod der Bill Murray på det hele. Amerikaneren – som er med i Wes Andersons Isle of Dogs – traskede pludselig op på scenen for at tale amerikansk, så alle kunne forstå, hvad den altid kække vært Anke Engelke sagde på tysk. 

Murray holdt dog kun på scenen i et par minutter, og så begyndte Engelke ellers at veksle imellem tysk og engelsk derfra. 

Vindertalerne var i år ret forglemmelige med undtagelse af Ana Bruns skuespil-bjørnetale, der blev dedikeret til paraguayanske kvinder, som har svært ved at finde sig til rette i det religiøse land.

Det er lige netop sådan en kvinde, Brun spiller i The Heiresses. 

Og så kom Bill Murray søreme på scenen igen, da Wes Anderson modtog instruktørprisen. Anderson var nemlig ikke selv til stede, og Murray fik nævnt, at han aldrig havde troet, det skulle overgå ham at gå på arbejde som en hund i Isle of Dogs og ende med at komme hjem med en bjørn. 

Den vits tog kegler i salen! 

Masser af priser
Rygterne havde hele dagen spredt sig fra festivalpaladset, i takt med at der blev uddelt mindre priser rundt omkring i Berlin. 

Den såkaldte økumeniske jury tildelte In the Aisles deres pris, mens de gav en særlig stor ros til Utøya 22. juli. 

Da In the Aisles samtidig modtog den såkaldte Film Guild Prize, lignede den pludselig en favorit til at vinde Guldbjørnen, mens The Heiresses også rykkede frem i førerfeltet efter at have modtaget den fornemme Fipresci-pris. 

Som sidste hæder inden bjørneuddelingen kunne russiske Dovlatov indkassere Berliner Morgenposts publikumspris, men det var altså Adina Pintilies Touch Me Not, der kom ud af ingenting og nappede hovedprisen fra alt og alle med sin historie om sex, lyster, kroppe og afsavn. 

Dansk sejr
I sig selv var det kosteligt at se folks reaktioner i salen, da Pintilie som noget af det første, der skete ved prisshowet, modtog prisen for bedste debutspillefilm. 

Touch Me Not er ret beset i lige så høj grad en dokumentar om mennesker med særlige kroppe eller forhold til dem, som det er et drama, og debutfilmjuryen talte i motivationen om, at filmen rykker ved noget i den kønspolitiske debat. 

I Berlinalepaladset klappede flere og smilede, fordi Touch Me Not bestemt er et indblik i en verden, meget få oplever, men samtidig stikker den noget ud i forhold til resten af hovedkonkurrencen. 

Producenterne af showet undlod da også at filme rundt i salen, da Adina Pintilie lidt senere også vandt selveste Guldbjørnen. 

Men de filmede heldigvis på danske Réka Bucsi, da hun modtog Audi Short Film Award’en for bedste animation for sin elegante Solar Walk. Den kortfilm har ikke fået meget omtale i filmverdenspressen, men den lagde altså juryen for sine animerede fødder. 

Det var en tydelig rørt Bucsi, der kom på scenen og takkede sine samarbejdspartnere. Og så fik instruktøren også lige nævnt, at film jo ikke handler om at modtage priser – men at hun nu alligevel var urimeligt glad for den her. 

Kunstnerisk kvalitet
Tillykke til Bucsi og også til lykke til Touch Me Not med Guldbjørnen. 

Desværre efterlader filmen Berlinalen på et mærkeligt sted. 

Det har været et noget anderledes år i hovedkonkurrencen, fordi filmene netop ikke har været overtydeligt politiske. Både i 2016 og 2017 var der markante politiske toner hele vejen igennem, men i år har festivaldirektør Dieter Kosslick og hans hold valgt at satse på stærke skuespillere. Især de stærke kvindelige af slagsen. 

Det har tidligere været nævnt i disse spalter, at Kosslick kom foran 1-0 i forhold til de kritikere, der var af hans filmvalg op til Berlinalen i år. Filmene manglede kunstnerisk kvalitet og var alt for fokuserede på politiske agendaer, lød kritikken. 

Her har Kosslick tydeligvis rettet ind. 

Man har skullet se de film, der blev vist uden for konkurrence for at finde tydelig politisk indignation, mens hovedkonkurrencefilmene kun er blevet politiske, når spørgelystne journalister på pressemøderne ikke har kunnet nære sig for at dreje samtalen over på virkelighedens iturevne verdensorden. 

Her har instruktørerne da så også i den grad leveret. 

Både polske Malgorzata Szumanowska og skuespilholdet bag The Heiresses holdt virkelig hof med identitetspolitisk bordopdækning. 

Samtidig var pressemødet efter visningen af Utøya 22. juli et af Berlinalens højdepunkter. Her præsenterede instruktør Erik Poppe tre af de overlevende fra massakren, som havde været inde over manuskriptet til filmen. 

Det fik pressekorpset til at klappe taktfast i op imod et minut, mens instruktøren kort efter påpegede, hvor stort et svigt det var, at der gik 72 minutter, inden der kom hjælp til de unge den skæbnesvangre julidag i 2011. Derfor var det nødvendigt, at skyde filmens sidste 72 minutter i et langt take, så man fik en fornemmelse af rædslerne, forklarede instruktøren. 

For barsk til Guldbjørn
At man laver så stærk en film som Utøya 22. juli uden at få en pris, vidner om, at Berlinalens jury i år har været det sted, hvor den politiske korrekthed har hersket allermest. 

Det har tydeligvis været for ”farligt” at vælge en så barsk og rå film, og det mest politisk korrekte valg i hele hovedkonkurrencen ville selvfølgelig være at vælge en film om mennesker, der kæmper med indre problemer – en film, som i sin metastil sætter fokus på, hvor udsat man også kan være i sin egen krop og ikke mindst i sit eget køn. 

Det er lige netop, hvad Touch Me Not gør, men den stikker også markant ud, fordi filmen er så eksperimenterende og stilbrydende, at den formentlig ikke vil komme vidt omkring i verdens biografer. 

Derfor vil Dieter Kosslicks festival nok heller ikke i år kunne måle sig med festivalerne i Cannes og Venedig. 

Med valget af Touch Me Not som vinderfilm ser juryen bort fra, hvad der var den stærke tendens på årets Berlinale. Her sejrede fortællingerne nemlig, og særligt Dovlatov, Museum, Daughter of Mine, In the Aisles og Utøya 22. juli var stærke og virkelig flot fortalte oplevelser, der hele tiden turde trække billeder og teknik i nye retninger. 

Og samtidig var filmene blottet for politisk korrekthed. 

Med Touch Me Not som vinderfilm må man sige, at Kosslick og hans kritikere har spillet 1-1 på Berlinalen anno 2018.